Først blev det nærmest sommer i april – med over 25 grader og 3-4 uger uden regn og en stigende frygt for, at vi allerede nu var nået dertil, at vi skulle vande resten af sæsonen. Så kom maj – ikke ‘du søde milde’, men temmelig rå og nærmest vinterlig. Med bidende kold vind, nattefrost og sne!

Jeg har dette forår arbejdet videre med at anlægge en traditionel køkkenhave, og det projekt er jeg da godt nok spændt på med det her vejr. Jeg har sået, og så blev det tørt, tørt, tørt (og varmt). Selvom jeg vandede dagligt, så er spiringen ikke imponerende. Men hvad ved jeg om det – det kommer måske senere? Nu får de små spirer i hvert fald vand. Iskoldt styrtebad, iblandet hagl og sne. Så kan de lære det.

I skovhaven er alting meget mere stabilt. De flerårige grøntsager klarede varmen og tørken uden problemer – de havde rødderne langt nede under jorden. Og nu hvor de får vand, skyder det hele i vejret.

Vi har høstet stort set dagligt siden starten af marts. Stadig relativt små mængder, og det er stadig nødvendigt at supplere med supermarkedsindkøb af grøntsager – men uge for uge øges mængden af eget grønt i vores registreringsskema, og indkøbene bliver færre og færre.

Det er jo ikke de samme grøntsager – dem, der bliver flere af i skovhaven og dem, der bliver færre af fra supermarkedet – og enten skal man stadig købe det, vi ikke dyrker i skovhaven, for at kunne fortsætte med at lave mad, som vi plejer, eller også skal man lære at lave mad på en lidt andet måde. Vi gør lidt begge dele – alt afhængig af hvor meget energi vi har til at ‘lege med maden’.

I sidste uge lavede vi ‘colombianske tamales konverteret til smålandske skovhave-tamales’. For dem, der ikke kender colombianske tamales, så består de af en majsmelsmasse iblandet kød og forskellige grøntsager, der pakkes ind i bananblade, hvorefter de koges. Vi dyrker ikke bananpalmer (og kommer næppe heller til det …), men vi har masser af engelsk spinat/spenatskräppa (Rumex patientia), som vi har høstet af længe allerede. Nu er bladene efterhånden temmelig store – perfekt størrelse til at pakke tamales ind i. I stedet for majsmelsmasse lavede vi en kartoffelmos af nogle af de sidste kartofler fra sidste år (joo, vi har skam stadig kartofler, selvom vi jo faktisk ikke dyrker kartofler, andet end som ukrudsbekæmpelse). Vi droppede kødet og fyldte i stedet en masse forskellige skovhavegrøntsager i kartoffelmosen: asparges/sparris, spinatranke/rankspenat (Hablitzia tamnoides), flerårig kål, ramsløg/ramslök, sødskærm/spansk körvel (Myrrhis odorata) og havesyre/trädgårdssyra (Rumex rugosus). Kartoffelmos/grøntsagsblandingen blev smagsat med lidt af den stærke chilisauce, spidskommen, salt og peber og pakket som fire pakker med engelsk spinat/spenatskräppa og en snor omkring og derefter kogt i 20 minutter.

Der blev for meget mos, så udover tamales fik vi også et par ‘kartoffelfrikadeller m grønt’ ud af projektet – og en stor skål blandet grøn salat af lidt andre skovhavegrøntsager. Vi gik bestemt ikke sultne fra bordet!

Og smagen var glimrende! Måske kan man tilsætte svampe for at få lidt umamismag, men det manglede egentlig ikke. Konsistensen var lidt ‘vandet’ – bladene holder ikke helt vandet fra kogningen ude, idet de efter 20 minutters kogning endte med at være grundigt ‘møre’ (i modsætning til bananblade), men så kunne de (ligeledes i modsætning til bananbladene) jo spises! Måske skal man lægge flere lag blade om? Eller bage i stedet for at koge?

Det er sjovt at ‘lege med maden’, og for det meste går det godt. Denne opskrift er det ikke sidste gang, vi leger med.