I 2016 deltog vi i en skovhaveuddannelse på Holma Folkhögskola i Skåne, hvor vi blandt andet lærte om design af skovhaver – og hvor vi sideløbende med kurset udarbejdede det første design af Gammelgård skovhave.

Der er nu gået 3 år, og det er sjovt at se tilbage på designet og anlægsstrategien fra dengang og se, hvordan det har fungeret. Det, vi lagde os ‘fast på’ for 3 år siden, var primært grovstrukturen: størrelsen og formen af bedene, stiernes placering, bredde og materiale, samt placering af træer og buske. Vi nåede aldrig rigtig til design af urtelaget, og syntes dengang at det var svært. Hvilke planter trives sammen og hvor? I dag er vi glade for, at vi ikke brugte for meget krudt på det. Det er rigtig, rigtig svært at vide på forhånd, hvordan forskellige planter udvikler sig, der hvor man sætter dem. Først og fremmest sætter vi jo mange planter, vi ingen erfaring har med i forvejen. Hvor stor bliver en Stolthenriks gåsefod? En scorzoner-plante, der får lov at blive flerårig? En flerårig kål? Og hvad vil overhovedet overleve midt i skoven i Småland? Hvor meget sol kræver lige den plante her hos os – eller omvendt: hvor meget skygge tåler den eller foretrækker den?

Vores erfaring nu er, at det i høj grad er et spørgsmål om ‘trial and error’ – og de fleste planter i urtelaget er jo nemme at enten flytte eller starte forfra med.

I store træk er vi tilfredse med grovstrukturen – med enkelte kommentarer: 

Stierne
De store stier virker stadig logiske (eller også er de nu bare givne …), og vi er meget glade for, at vi valgte at lægge det relativt store arbejde i at få flis i dem alle. Det er ikke alle stierne, der har fået flis to gange endnu, og de af dem, der er nyest, har stadig kvikgræs-frembrud – men ikke mere end at vi meget enkelt kan fjerne det igen. Til vinter får disse stier en gang flis mere, og så burde de være på plads. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget arbejde det ville have givet, hvis vi havde valgt at have græs i gangene – både i form af græsslåning, men især i form af lugning i bedene. Den plan holdt! Den tydelige markering af, hvor der er sti og hvor der er bed, er også en stor fordel, når vi har gæster (herunder et treårigt barnebarn på bærjagt), der skal bevæge sig rundt i haven og nødig trampe i bedene.

Bede og trampestier
Vi valgte at anlægge 10 bede på et område på ca. 800-1000 m2. De viste sig hurtigt at være for store at overskue, detailplanlægge, plante i, høste fra, tale om – og snart blev de i mangel af kreative evner til mere poetiske navne til 3b, 6a, 8d osv. Men for excel-mennesker som os er det også ok … De 10 bede er fortsat omkranset af faste flisbelagte stier, og grænserne mellem a, b, c osv. er flydende. Til gengæld har vi fundet ud af, at i forhold til lugning, tilplantning og ikke mindst høst har vi brug for smalle, halm- eller flisdækkede trampestier inde i bedene. Det gik for alvor op for mig i år, hvor vi for første gang har høstet rigtig meget i skovhaven, og hvor der også begynder at være temmelig tilgroet i flere af bedene. Min OCD-hjerne trives helt enkelt ikke med, at der ikke er faste steder at sætte fødderne, når jeg skal luge eller høste. Jeg gider ikke trampe rundt i mine grøntsager, når jeg skal høste solbær, og jeg gider ikke få ondt i ryggen, når jeg står akavet for ikke at træde på noget.

Placering af urtelaget
Men også i forhold til design af et endnu ikke tilplantet bed var trampesti-erkendelsen en reel aha-oplevelse. Jeg havde taget flere måneders tilløb til tilplantning af urtelaget i 5b, der indtil da bare havde huset en ribs-busk, en stikkelsbærbusk og sidste års kartofler. Jeg kunne simpelthen ikke knække nøden og se for mig, hvordan bedet skulle være. Men efter at jeg placerede en trampesti i en bue ind i bedet, faldt tiøren: Pludselig placerede planterne sig næsten af sig selv. Ret syret. Det var naturligvis ikke kun øjeblikkets inspiration, der gjorde udfaldet – vi havde en overordnet idé om, hvilke planter vi gerne ville have flere af – men placeringen af dem gav bare pludselig meget mere mening.

Den oplevelse har jeg nu taget med mig til andre bede, der ikke er helt færdigtilplantede med urter – og haft præcis den samme oplevelse. Det er rigtig interessant, hvad opdelingen i rum og den rumlige oplevelse, det så giver, betyder for den vision, man får for bedet. Og man skal stå ude i det og få oplevelsen. Det kan ikke (hos mig i hvert fald) gøres på en tegning.

Det betyder så også, at det for mig (os) ikke virker at ville detailplanlægge en skovhave helt ned til urte- og bunddækkelaget, allerede inden man går i gang med at anlægge skovhaven.  Hvilket leder mig til en anden vigtig erfaring fra vores første 3 år med skovhave og besøg i andre skovhaver:

Jordens frodighed
Mange gange er den jord, man har i den kommende skovhave, udpint eller af anden årsag nærings- og humusfattig jord. Den har derfor brug for flere års tilskud af reelle mængder af næringsholdigt organisk materiale for at forbedre jordens nærings- og humustilstand. Man kan vælge at starte med at plante træer og evt. buske og så tilføre dækmateriale mellem disse et par år. Eller – hvis man er utålmodig, som vi har været – starte urtelaget op med spredte urter for at teste, hvordan de trives, og hvor store de bliver – og så fylde på med organisk materiale (løv, græs, ensilage, tang, …) mellem planterne i testperioden.

I en del af vores bede var jorden faktisk okay, da vi plantede urterne ud sidste år, da den to år inden havde fået et reelt tilskud af næringsrig jord fra sø-udgravningen og derudover havde fået et år med grøngødning. Her har strategien med spredte test-planteringer af urter med græsafklip og løv imellem virket rigtig godt. Vi kan godt tillade os at kalde de bede meget frodige!

I bed 1,2 og 3, hvor der ikke blev lagt jord fra søbunden, men i stedet blev lagt flis, er der ikke rigtig noget, der trives.

Måske skyldes det også et kæmpe birketræ, der står og suger vand og næring … selv rødel-træerne står og stamper her, og vi har måttet flytte en storfrugtet hassel, der simpelthen var ved at dø. I de bede går vi nu over til et par år at tilføre massive mængder næringsholdigt organisk materiale (primært græs og ensilage), inden vi forsøger igen med urterne. Og overvejer urter, der ikke behøver særlig meget vand. Alternativt fælder den store birk … (hvilket vi overhovedet ikke er enige om). Altså et par skridt tilbage og så fremad igen.

En færdig skovhave?
Jeg tror aldrig, vi bliver helt færdige med designet af skovhaven. Der vil altid være noget, der ændrer sig og derfor kræver, at vi tænker om og prøver nyt. Træerne vokser op og kaster skygge på områder, der før lå i sol; vejret ændrer sig, og planter, der før trivedes, gør det måske ikke mere; vi finder ud af, at grøntsager, vi planlagde mange af, ikke er nogen, vi får spist; osv.

Heldigvis. For det er rigtig, rigtig sjovt og giver en kæmpe glæde og tilfredsstillelse at forestille sig nye design, lave eller skaffe planterne, følge dem, mens de vokser til, og nyde, når de trives.