Så kom vi endelig til den dag, hvor poplerne skulle ned, og vi for alvor kunne få et indtryk af form og størrelse af den kommende skovhave. Poplerne blev ringet som noget af det første, vi gjorde i den kommende skovhave, helt tilbage i maj måned, og så har vi ellers gået og ventet på, at ringningen skulle gøre sin virkning (= slå poplerne ihjel). En meget tydelig virkning, vi ikke havde forudset, var de utrolig flotte efterårsfarver, de nu døende poppeltræer fik i oktober. Meget nydeligt!
Men nu skulle de altså ned. Og Jorge havde heldigvis både tid og lyst til endnu en omgang fældning i juleferien. Så 28. december blev dagen, hvor de faldt.
Jorge fældede, Steffen slæbte grene hen i bunken til flis, Karin og Marco flækkede, og Christina stablede brænde. God arbejdsdeling!
Og sådan så der så ud dagen efter … Karin valgte at køre hjem i stedet for at blive og fortsætte med flækningen. Hmpf…
Steffen har renoveret fire gamle spiltov i kælderen af laden, så der nu er plads til 1-1,5 m3 brænde i hvert spiltov. Det skal vi snart få fyldt op – to af dem er allerede fyldt op med nydeligt stablet brænde (sagde hun selv).
Og så er skovhaven snart klar til næste fase. Vi skal lige ha’ gravet Nordsøen ud, og fordelt noget af jorden fra sø-udgravningen i den lavestliggende, nordligste del af skovhaven, så den ende kan blive løftet lidt. Men det skulle gerne ske her i løbet af januar, så til foråret er vi klar til at plante de første træer i skovhaven. Kan næsten ikke vente….
Er det en dårlig ide at have poppeltræer i skovhaven. Eller kan man lade et par stykker stå?
Det er der blandede meninger om. Vi har ikke gode erfaringer med store, gamle træer af den størrelse (poppel, birk, gran, …). Vi synes, de både skygger og drikker for meget.
Men nu ved jeg jo ikke, hvor du har skovhave? Her i Småland er tilstrækkelig sollys en parameter, der konkurreres om, og vil man dyrke mad – og her tænker jeg især på grøntsager – så er det svært også at dyrke store, skyggende træer. Vi har derudover sandjord, og så skal der heller ikke være for meget konkurrence om vandet – og selvfølgelig især ikke fra træer, der ikke rigtig producerer noget, vi kan bruge i køkkenet.
Hvis dit fokus ikke så meget er på grøntsager, men måske mere på nødder, kan sagen være en anden. Så det kommer an på, hvad du vil.
Vær også opmærksom på, at poppel laver rodskud. Igen – det er måske ikke så problematisk, hvis det primært er andre træer, man vil have i skovhaven. Men er det grøntsager, så er det ikke så smart.
Hvorfor vil du gerne beholde dem? Kunne være spændende med et modargument til ovenstående. 😉