En så gammel gård som Gammelgård med så gamle bygninger ejer man egentlig ikke. Man låner og forvalter dem – og så giver man dem videre. Forhåbentlig i bedre stand, end da man overtog dem.
Det er i hvert fald i den ånd, vi har Gammelgård. Vi forsøger at passe på bygningerne på en måde, så de ikke skades af vind og vejr, og de ændringer, vi foretager os, forsøger vi at gøre så miljø- og klimavenligt som muligt.
Stuehuset
Stuehuset var oprindeligt et etplans hus uden vinkel, uden kælder og uden udnyttet loft. I 1990’erne blev det kraftigt udvidet, så det nu har både vinkel, kælder og udnyttet loft – og faktisk er et temmelig stort hus med mange, små, lavloftede rum. De to forrige ejere inden os lavede dels til- og ombygningerne, lagde gulvvarme og skiftede nogle af vinduerne, men tilføjede også to badeværelser (i 90’erne) og et stort, nyt køkken (få år inden vi købte gården i 2015). Huset var således absolut brugbart – også til vinterbrug – da vi tog over.
Energiøkonomisk var det dog ikke, og huller var der også rundt omkring, så de første år fik vi nyt tag, skiftede resten af vinduerne, efterisolerede flere af ydervæggene og fik installeret nyt varmeanlæg med luft-til-vand varmepumpe. Og så har vi ellers løbende renoveret indvendigt i huset, efterhånden som vi fik tid og energi til det.
Aftægtsboligen
Vi ved ikke, hvornår aftægtsboligen blev bygget, men den var i funktion som netop aftægtsbolig (undantagsstuga) i starten af 1900-tallet, og blev derefter udlejet et par årtier, men siden 1950’erne har den stået tom. Huset er lille, uisoleret, har enkeltlagsruder og en lille brændeovn. Ingen vand og afløb, og det er os, der har fået lagt el ind. Det har været koldt at bo i om vinteren for 100 år siden!
Vi renoverede lidt på halvdelen af huset i 2018 og har nu en lille butik i den del af huset, hvor vi sælger bøger, garn og planter.
Grisestalden
Lige nord for stuehuset ligger en gammel grisestald, hvor to af siderne er bygget af kæmpestore, tunge kampesten. Virkelig maffigt! De to andre sider af bygningen blev kun holdt oppe af taget – ingen stolper nåede jorden, bundremmen var rådnet væk og det nederste af bræddevæggene ligeså. Den lille bygning renoverede vi i 2019 – og den er nu delt i to dele: Et planteværksted og et brændeskur.
Laden
Mellem gårdspladsen og skovhaven ligger en stor, gammel lade i to plan. Vi ved ikke, hvornår den er bygget, men vi er fulde af ærefrygt overfor dem, der gjorde det. Laden er gravet ind i bakken, så kælderen er under jordhøjde mod vest og i jordhøjde mod øst. Hele kælderdelen af laden er lavet af store kampesten. Og da brædderne på etagen ovenover er sat i med håndsmedede søm, er laden formentlig bygget uden hjælp fra den type maskiner, man har i dag. Det indgyder altså respekt!
De, der ejede Gammelgård i 1990’erne, fik lagt nyt gulv i det meste af overetagen, men ellers stod laden i original stand, da vi overtog den i 2015. Spiltov i kælderen, og selv hestens seletøj hang der stadig. De første år reparerede Steffen dørene, så vi kunne komme ind og ud, og så har vi da kørt enkelte gange på lossepladsen med alskens gamle madrasser, flasker, dåser og andet skrammel, så der kunne blive plads til opbevaring og til Steffens tømmer- og snedkerprojekter. Men ellers er vi først i 2025 kommet i gang med større renoveringsprojekter i laden.
Hønsehuset
I gammel tid var der også høns i ladekælderen (der står höns på en gammel, skæv dør i den nordligste del af kælderen). Men da vi ville have høns i 2021, valgte vi at bygge et helt nyt hønsehus med tilhørende hønsegård og senere hønseskov.
Herunder kan du læse de blogindlæg vi har skrevet om bygningerne, og om hvordan vi vedligeholder og udvikler dem.













