Ejendommen, der hører til Gammelgård, var engang vældig meget større, end den er i dag, men det meste blev solgt fra inden 1988. Læs evt. mere under Gammelgårds historie. Det, der er tilbage, er en lang, smal trekant på 11.000 m2. Fra spidsen i nord til det bredeste sted i syd bølger grunden ned, op og ned igen – og man kan se, at der har været terrasseret og formentlig dyrket afgrøder flere steder undervejs.
Længst mod syd var der, da vi overtog gården, et sumpet/vådt område med en del væltede træer, men også en del stadig stående træer. Der har vi fået fældet og fjernet træerne og fået gravet en lille sø/stor dam. Vi kalder den Sydhavet.
Nord for Sydhavet ligger et nogenlunde plant område, hvor bygningerne står – og hvor hele Strömmaköp altså lå i gamle dage. Læs evt. mere om det under Gammelgårds historie. I dette område har vi nu også fået etableret en indhegnet køkkenhave – tæt på vand og med masser af sol.
Mellem laden og vejen var der i gamle dage en hestefold, som var helt groet til i asp, seljepil, birk, gran, røn og hassel, da vi overtog gården. Der har vi nu anlagt en skovhave. Nord for laden har vi indhegnet 500 m2 hønseskov med adgang både fra gårdspladsen og skovhaven.
Nord for skovhaven ligger endnu et meget lavt, sumpet område, hvor vi også fik gravet en dam (noget mindre end Sydhavet). Den kalder vi Nordsøen. Begge de to damme/søer kan vi anvende til at vande i tørre perioder.
Nord for Nordsøen ligger et relativt plant, firkantet område, der var bevokset med birk, gran, hassel, røn m.m., og hvor vi gradvist fælder de største af træerne og planter æbletræer ind i stedet.
Derefter er der en stejl skråning nordpå, hvor der står en gammel eg og en masse gamle vildhasselbuske. Ovenfor den har vi stævnet en masse meget gamle og store vildhasselbuske og plantet nye, storfrugtede hasselbuske og et par valnøddetræer ind imellem dem.
Endelig kommer der nord for nøddebuskene et krat med endnu en gammel eg – og så slutter grunden i en spids.
På alle sider af grunden har vi Strömmaköp. Naboer, vej eller fårefold. Så vi har ikke direkte grænse til skoven, ligesom alle vores naboer har – og måske er det derfor, vi endnu ikke har haft besøg af vildsvinene?
![]()
Herunder kan du læse de blogindlæg, vi har skrevet om grunden













