Vinterstiklinger

Et af det tidlige forårs sysler er at sætte stiklinger – vinterstiklinger – hvis man på en nem og billig måde vil skaffe sig en masse nye planter eller bare forøge antallet af dem, man allerede har.

20160225_112043_lilleNår man forsøger at sætte sig ind i, hvordan man gør, er der rigtigt mange bud/skoler/meninger. Jeg har besluttet, at stiklingerne skal sættes i potter et skyggefuldt sted i haven, og så – stort set – passe sig selv. Man kan sagtens bare sætte potterne rundt omkring under buskene, men med førstehåndskendskab til min egen forholdsvis elendige hukommelse, har jeg skabt et skyggefuldt sted, hvor de kan stå samlet: en åben koldbænk.

IMG_3220_lilleBænken er lavet af det sædvanlige overskudstræ fra laden. Jeg har placeret den i den lille have nord for aftægtshuset, et sted hvor den står i skygge af huset. Jeg har stillet bænken med den høje side mod nord. For at minimere risikoen for indvækst af ukrudt har jeg først lagt et tykt lag avispapir og så ca. 5 cm stampet grus. Det giver også et stabilt underlag at stille potter og bakker på. Jeg skal dog have fundet en måde at sneglesikre bænken på. Sidste år prøvede jeg at lave sommerstiklinger af hyld. Det syntes dræbersneglene var vældigt lækkert …

Næste skridt er selve stiklingerne. Vinterstiklinger skal tages om vinteren (duh!) når planterne er i dvale. Hvis kvistene ikke stikkes med det samme, kan de gemmes i køleskabet rullet ind i en fugtig avis. Man klipper nye kviste, der ideelt skal være 20-30 cm lange og på tykkelse med en blyant.

Der skal være mindst to sæt knopper, og man klipper lige under de nederste og 15-25 mm over de øverste knopper og stikker så kvisten i jorden – det er vigtigt, at man ikke sætter kvisten op og ned (duh! igen). Jorden skal være luftig, så jeg blandede grus og pottejord 50/50. Man kan også blande med perlit eller vermikulit. Det er angiveligt en fordel at stikke langs kanten af potten, da roddannelsen der tilsyneladende er bedre. En sidste vigtig detalje – som vi desværre har en tendens til at glemme (duh, duh og atter duh!) – er at mærke kvistene, og senere de nye planter, så man kan se, hvad man har.

20160225_152521_lilleStiklingerne vi satte, er ikke nogle, vi har taget selv. Vi har købt dem over nettet hos Camilla Plum på Fuglebjerggaard. Hun har rigtigt mange spændende ting, også en masse frø, planter og podekviste, og det hele er økologisk. Vi prøver i denne omgang at stikke:

  • 3 gamle sorter af ribs (en hvid og to røde) (Ribes rubrum)
  • 3 gamle sorter af stikkelsbær (Ribes uva-crispa)
  • 5 forskellige vilde blommer/kræger (Prunus domestica ssp. insititia)
  • en taybær (Rubus fruticosus x idaeus) samt
  • en ananaskvæde (Chaenomeles cathayensis)

Når man kan se rødderne titte frem i hullerne i bunden af potterne, er det tid at potte om/op. Man skal ikke lade sig snyde, og tro at planten er klar, når kvistene begynder at skyde blade. Det er rødderne, der tæller. Nu er det bare at holde potterne fugtige – ikke våde – og så krydse fingrene.

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.