Træ

Desværre er det ikke blevet forår i vores vinterferie (tsk!), og vejret er mildt sagt ustabilt, med sol det ene øjeblik og regn det næste. Og jorden er stenhård. Heldigvis mangler man aldrig andre projekter på en gammel gård 😉

For et par uger siden havde jeg besøg af mureren, der skulle reparere og afslutte en masse i kælderen af hovedhuset, og på et tidspunkt da jeg var nede og kigge til ham med en chokoladebolle, viste han mig en døråbning han skulle pudse op, og ærgrede sig over, at han manglede et bræt til forskalning. For ‘I har vel ikke nogle brædder?’

Om vi har brædder? Vi har en halv lade fuld af brædder!!! I et syndigt hulter til bulter ganske vist, men brædder kommer vi ikke til at mangle foreløbig. Så jeg tog ham med ud i laden, og han fandt sig et bræt, som han derefter forskrækket lagde fra sig igen: ‘Det er jo eg! – det kan jeg altså ikke bruge til forskalning’. Han fik et andet….

Og da vinterferien i denne uge så ikke er startet med ‘bygge-ladeport-vejr’, så syntes Steffen alligevel at det var på tide at finde ud af, hvad der egentlig er i vores ‘trælast’ i laden. Måske kunne han ovenikøbet finde materialer nok til ladeporten, så han ikke behøvede at købe dem i Älmhult….

12719062_1665154483733661_4380492450581612997_o_lille‘Trælasten’ har skam engang været et fint organiseret lager af brædder på et stativ i det bagerste rum af laden. Stativet er bare braset sammen under vægten af flere og flere brædder af alskens slags, der gennem årene er blevet gemt væk her. Og nogen særlig orden er her altså ikke, så det er lidt tilfældigt hvad man får fat i når man leder efter et bræt til et projekt.

IMG_3203_lilleSå nu skulle det være. Stativet blev tømt (bortset fra det nederste lag), og så gik Steffen i gang med at bygge et ny stativ. Da først stativet var tømt, blev jeg bedt om at holde mig væk… Hvilket jeg ikke er ret god til….

 

 

 

IMG_3204_lilleNoget af træet er regulære brædder og planker af anselig størrelse (og ja, en pæn del af det er egetræ!), og vi har allerede mange gode ideer til bænke, haveborde, planteborde, mistbænke, ….. Andre ‘fraktioner’ er mere tvivlsomme. Og så alligevel.

Selvom det ikke var voldsomt, så nåede vi trods alt at plante enkelte planter rundt om på grunden sidste år. Og det har hele tiden været meningen, at der skulle skilte på planterne, så vi kunne huske hvad det var, vi havde sat hvor. Jeg har bare ikke kunnet finde den helt rigtige måde at lave de skilte på. Og så slog det mig pludseligt, mens jeg forsøgte at holde mig væk, at de meget tynde ege-lister da måtte være perfekte til at stikke i jorden, og at de smalle rester af diverse gran- og fyrretræsbrædder da måtte kunne sømmes på egelisterne, så der blev et skilt.

IMG_3206_lilleHeldigvis står der også en gammel høvlbænk (faktisk står der en to-tre stykker) med en skruetvinge i laden, og adskillige gamle save og bøtter med forskellige størrelser søm er også blevet efterladt, så det tog ingen tid at lave ti skilte til plantenavne. Og lokket med et glas rødvin mens kyllingen ‘putrede’ på komfuret, lykkedes det også at få Steffen til at skrive plantenavne på skiltene.

Men så var dagen også ved at være gået. 🙂

IMG_3209_lille

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.