Så er studiecirklen endelig i gang for alvor

Corona har forsinket opstarten af vores studiecirkel om skovhavedyrkning – men nu kører vi. Og det er præcis lige så godt, som vi havde håbet.

Som jeg forventningsfuldt fortalte om i februar, er vi nu i gang med et nyt skovhave-initiativ: En studiecirkel om skovhavedyrkning. Dengang troede vi, at vi skulle i gang i marts – men så kom Corona, og vi satte alting på standby, indtil vi følte os lidt mere sikre på, hvad man kan, og hvad man ikke kan. Fx var planen, at vi skulle have et første træf inde i aftenskolens lokaler, hvor vi også holdt inspirationsaftnerne – men hele 18 personer havde tilmeldt sig studiecirklen, så det kunne vi simpelthen ikke. Vi skød det derfor til vejret i april var blevet så varmt, at vi kunne holde det første træf udendørs her på Gammelgård.

Vi stillede stole op i en halvcirkel med god afstand til en indledende præsentationsrunde, og så delte vi gruppen op i to, så Steffen og jeg hver kunne guide halvdelen af deltagerne rundt i skovhaven. Det fungerede fint. I går holdt vi så træf nummer to, hvor halvdelen af deltagerne mødtes hos en deltager med en kommende skovhave om formiddagen, og den anden halvdel mødtes hos en anden deltager om eftermiddagen. Jeg havde så fuld dag og var med begge steder. Helt fantastisk. Trods kulde, regn og blæst – og indendørs kunne vi jo ikke gå.

Efter lidt frafald er vi totalt 11 deltagere (udover os selv) med konkrete skovhaveplaner, plus et par unge piger, der vil lave skovhave, når de flytter sidst på året. Hvis alle holder fast, kommer vi altså til at have 11 skovhave-kolleger i nærområdet om et par år!! Jeg kan dårligt få armene ned.

Og det er – præcis som jeg havde håbet på – helt almindelige mennesker med helt almindelige private haver, der nu laver en skovhave i stedet for en ‘almindelig have’. Mange af deltagerne har trippet efter at komme i gang, og har ikke ladet opstartsforsinkelsen hindre dem. Har læst Skovhave-bibelen (nogle af dem flere gange!), søger anden information, er begyndt at lave design, stier og afdækning, og er i fuld gang med planteformering. Og hvornår er det nu, at vi skal på planteskole …!

Det er vigtigt for mig, at det ikke får karakter af et kursus, men mere bliver et ligeværdigt netværk. Indtil videre har vi ikke holdt ‘formelle oplæg’, men bare snakket om det, der er behov for at snakke om. Lige nu handler det jo meget om design og forberedelse af området (fældning af uhensigtsmæssige træer, afdækning for at kvæle rodukrudt, etablering af vandingsmuligheder etc.), og snart vil vi rette blikket mod plantevalg, planteplacering og planteformering. Men ellers tager vi det op, de forskellige deltagere har brug for, at vi tager op. Værten præsenterer sine planer, vi andre stiller uddybende spørgsmål og kommer med forslag og idéer, og alle bidrager.

Jeg er så spændt på, om den tilgang vil betyde, at vi får mange skovhaver i gang – og ikke bare en masse mennesker, der nu er interesserede i skovhaver.

Og så er der jo den fantastiske tillægsgevinst, at vi lærer en hel masse utrolig søde mennesker at kende. Jeg er glad!!

 

 

 

One thought on “Så er studiecirklen endelig i gang for alvor

  1. Pingback: Nytårshilsen fra Gammelgård | Gammelgaard.se

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.