Femte sæson i skovhaven

Det er nu fire et halvt år siden, vi plantede de første træer i skovhaven. Der er kommet en del til siden, og så er der især kommet mange bærbuske, flerårige grøntsager og krydderurter til. Man begynder at få en fornemmelse af at gå i en slags skov og ikke på en slette med små pinde. ;-)Og diverse træer og buske begynder også at give ‘lidt’ frugt og bær. 2018 var – som en del nok husker – ekstremt varm og tør, hvilket fik mange planter til at overreagere med frugtsætningen i 2019. Det mærkede vi især på nøddeproduktionen – de fleste af vores frugt-træer var for unge til, at de gik helt grassat. Konsekvensen var så, at alt holdt pause i 2020. Selv vores store gamle lindetræ i indkørslen strejkede i 2020.

Så vi har været fulde af forventning til 2021! Vinteren var den koldeste i den tid, vi har haft skovhaven, så første spændingsmoment var, hvor meget der var gået til pga. kulde? De fleste træer og buske overlevede. Men sidste år plantede vi tre småtræer, der var lige på grænsen til at skulle kunne klare mosten her i Småland: Et sichuanpebertræ (Zanthoxylum schinifolium), et sneklokketræ/snödroppsträd (Halesia carolina) og en figen/fikon (Ficus caricai). Da vinteren slap sit tag, var der et halvt sneklokketræ tilbage af den flok! Figentræet havde Steffen selv lavet af stiklinger fra sin mors figentræ, og at sætte det ud allerede første vinter, efter at stiklingen var taget, var dumt (det var min idé – Steffen rystede på hovedet). Heldigvis havde han lavet flere stiklinger, og de overlevede fint i lade-kælderen, så nu har vi da bare plantet to nye!

Pebertræet nåede vi ikke at grave op igen – og nu skyder det minsandten nedefra, så måske overlevede det alligevel vinteren.

Det kan være, det fryser ned hver vinter, men det kan også være, at det bare fryser ned hver vinter, indtil det er blevet gammelt nok til at overleve også ovenjords. Vi får se – vi lader det i hvert fald stå indtil videre (selvom vi faktisk allerede havde nået at planlægge et andet lille træ på dets plads).

Sneklokketræet så temmelig skævt ud først på sæsonen, men skyder en masse skud nu, så med mindre de også fryser væk til vinter, så skal det nok gå med det.

Det var ikke bare koldt denne vinter, der var også en del sne. Og så presses rådyrene ud af skoven og ind i haverne på jagt efter mad. Heldigvis gik de ikke på træer og buske, men de fik græsset skovjordbær/smultron og seombadi grundigt ned til sokkeholderne. De kom heldigvis igen, men seombadien er ikke så imponerende i år som sidste år, og det er kun få af planterne, der blomstrer. Så vi får ikke lige så mange frø til uddeling i år som sidste år. Frøene fra sidste år var i øvrigt vældig længe om at spire i år, så jeg var lige ved at begynde at tvivle på seombadi-projektet – men nu er der masser af små planter, der skal pottes op.

Rådyrene gik også på den flerårige kål, som i forvejen var blevet helt afgnavet af sommerfuglelarver sidste år og kun havde nået at lave få nye blade (til rådyrene). Så kålen afgik ved døden i løbet af vinteren og kom ikke igen til foråret. Heldigvis havde jeg taget rigeligt med frø, så nu har vi en masse nye kålplanter rundt om i skovhaven igen. De stortrives.

To andre ofre denne vinter var vores sankthansurt/kärleksört og skorzoner/svartrot: Efter at vi sidste år satte hvidløg omkring alle seombadi, valgte mosegrisen at finde på noget andet at spise over vinteren (den kan åbenbart ikke lide hvidløg). Så næsten alle skorzoner-planter og sankthansurt lå ovenpå jorden uden rødder, efterhånden som vinteren skred frem. Sankthansurt er heldigvis nemme at redde – det er bare at stoppe planten ned i noget jord igen, så laver den nye rødder. Og skorzoner havde jeg også sikret mig masser af frø af – så nu er der plantet nye skorzonerplanter ud flere steder, med masser af hvidløg omkring! Skorzonerblade og -blomsterstængler, inden blomsten springer ud, er utroligt anvendelige, både tilberedt og rå, så dem vil vi nødig undvære. Blomstringen er nu overstået (og ja, jeg har sikret mig rigeligt med frø), og nu begynder der at komme nye, friske blade til salat og gryder.

Foråret var koldt, og der gik lang tid, inden vi kunne begynde at høste grøntsager i skovhaven. Da de endelig kom rigtigt i gang midt i maj, gik det til gengæld hurtigt med både vækst og blomstring, så forårssæsonen, som ellers er den, man høster flest flerårige grøntsager i, blev ret kort i år. Nu er den værste hede forhåbentlig overstået, og de fleste grøntsager er færdige med deres blomstringssæson, så nu begynder grøntsagshøsten fra skovhaven igen. Meget passende.

Træer og buske har blomstret sent men helt enormt i år. Masser af blomster på æbler, blommer, kirsebær, kvæde, mispel, tjørnemispel, goumi, morbær, solbær, ribs, honningbær, blåbær, jordbær, japankvæde, allåkerbær …

Og heldigvis var det ikke bare en fin blomstring – vi har fået helt absurd store mængder bær i år. Så mange, at solsortene ikke kunne vinde med, og vi har skovlet jordbær, kirsebær, ribs, solbær og goumi ind.

 

Nu begynder de amerikanske blåbær at få farve, og der er enorme mængder blommer på Opal-blommetræet og pænt mange også på Reine Claude (som jeg bestemt ikke havde ventet at få blommer på allerede). Opal har jeg høstet en halv 10-literspand grønne blommer fra allerede, i håb om at de tilbageværende blommer så bliver større og bedre. Hvad kan man lave af grønne blommer??

Æbletræerne begynder også at gi’ nu – selv Belle de Boskoop har enkelte æbler i år. Spændende om de når at modne – vi krydser fingre for et langt og lunt efterår. Alice-æbletræet har så mange æbler på, at Steffen har måttet sætte støttepinde under flere af grenene.

Mispeltræet har også rigtig, rigtig mange frugter i år. Det var SÅ smukt, da det blomstrede – helt hvidt og smaskfuldt af summende insekter.

Kvædetræerne var også smukke, men det var så varmt og tørt, da de blomstrede, at blomstringen var overstået på et par dage, og de nåede derfor ikke at blive ordentligt bestøvet – så ingen ægte kvæder i år.

Til gengæld får vi japan-kvæder for første gang i år. Steffen plukkede i 2016 en japankvæde-frugt i skovhaven i Holma og tog frø. De blev til et par håndfulde kvæde-buske, der nu er 4 år gamle. En af dem står i skovhaven, lige under vores største Goumi. Om det er derfor, den trives bedre end dem, der står udenfor skovhaven, eller om det er tilfældigt eller der er andre faktorer, er jo ikke til at sige – men den er dobbelt så stor og har masser af frugt i år, hvilket de andre planter ikke har.

Nu skal vi finde ud af at anvende frugterne. Enten som saft eller tørret, tror jeg – de skal erstatte syre i form af citron i maden over vinteren, hvor vi jo ikke kan hente skjoldsyre og fjeldsyre i skovhaven.

 

Alt det her handler jo om ‘den gamle del’ (he – lyder vildt) af skovhaven. I kanten mellem ‘den gamle del’ og Nordsøen har vi de seneste 2-3 år langsomt indvundet nyt land ved hjælp af kartoffelmetoden. De bede er derfor ikke så højtproducerende endnu, men det skrider fremad. Det seneste bed – 12’eren (nej, vi har stadig ikke fundet på bedre navne …) – er Steffens bed. Sidste år bad han så mindeligt om at få et bed, der var hans eget. Følte sig lidt marginaliseret i skovhaven … Meget af hans tid på gården går med konstruktions- eller renoveringsprojekter, og så er det jo mig, der tager mig af planteproduktion og -udplantning. Vi forsøger altid at være helt enige om, hvad der skal ske i de enkelte bede, men helt ejerskab følte han ikke, at han havde. Så nu ville han gerne have et bed, hvor det var ham, der bestemte (og udførte). Så var det, han blev landsforvist … Og derfor kom bagud med alle sine andre projekter … så jeg giver en hånd en gang imellem, men som udgangspunkt er det stadig hans. Sidste sommer blev bedet dækket med aviser og hø/halm, men uden kartofler. Vi fik først dækket det ret sent på sæsonen, og tanken var egentlig, at der så skulle være kartofler i hele bedet i år. Men i en pæn del af bedet var kvikgræsset allerede så svækket, at det gik at grave resterne op, så der kunne plantes noget andet allerede i år. For at være helt sikre på, at vi havde fået al det flerårige ukrudt udryddet, valgte Steffen at sætte enårige planter denne sommer. Så kan der plantes flerårige ud til efteråret eller næste forår. Så nu står der squash og græskar og vi høster squash i rå mængder. Resten af bedet er sædvanen tro kartoffelbed.

Squash og græskar har vi ellers ikke haft stor succes med før. Planterne er simpelthen blevet ædt af dræbersnegle, lige så hurtigt som vi fik dem i jorden. Men i år har vi stort set ikke nogen dræbersnegle!! Og så er det jo helt fantastisk sjovt at dyrke både skovhave og køkkenhave, skulle jeg hilse og sige. Vi er jo kommet så sent i gang med grøntsagsdyrkning, at vi ikke har oplevet ‘tiden før dræbersneglene kom til Skandinavien’, så det er helt nyt for os, at det hele ikke bliver ædt af ulækre, slimede dræbersnegle.

Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor vi ikke har så mange dræbersnegle i år, men jeg gætter på en kombination af intensiv jagt på dem sidste år, inklusive vanding med nematoder og til sidst udspredning af jernfosfat, da jeg blev helt desperat, og så den kolde vinter og det kolde, tørre forår. Vi så enkelte små snegle midt på foråret, da der endelig kom lidt regn, og der skyndte vi os med punktvis spredning af jernfosfat de steder, hvor vi så dem. Summa summarum – i år har vi vores grøntsager og bær i fred – og jeg stornyder det!

Miniskovhaven blev hverken plaget af rådyr eller mosegrise og kom rigtig godt fra start. De fleste af de få grøntsager, vi fik plantet sidste år, kom tidligere og kraftigere her, end de gjorde i den store skovhave. Lovende! Indtil tørken og heden slog til.Og viste, at det er både varmere og tørrere i miniskovhaven end i ‘den gamle skovhave’. Så det har set lidt trist ud. Men nu hvor vi får regn og temperaturen er blevet mere plante- og menneskevenlig, er den kvikket lidt op, og jeg er så småt begyndt at plante flere småplanter ud.

Skovhaven vokser også nordud. Eller – i hvert fald er vi ved at indvinde land også nord for Nordsøen, og selvom det mest er planen, at der skal være en masse æble- og andre frugttræer, så det mere bliver en frugtlund end en skovhave, ‘kommer vi jo nok også til’ at plante en del bærbuske. Bare dem, der bliver til overs … Enkelte andre småplanter ryger nok også derop! På sigt vil vi gerne have det indhegnet til hønsegård, og så styrer hønsene vel, hvad der kan vokse der, tænker jeg.

De første fem æbletræer blev plantet, sidste gang vi havde besøg af årets praktikanter fra Holma Folkehøjskoles skovhavehold. De hjalp også med at rydde de sidste grene fra vinterens træfældeprojekt væk, og hjalp os lidt videre med fletning af hegn langs vejen. Hegnet er midlertidigt og skal mest beskytte de hækplanter, der skal plantes langs vejen i stedet for de graner og birketræer, Håkan fældede for os i januar. Så alle æbletræerne får individuelle hegn omkring sig, indtil vi kommer til at sætte vildthegn op om hele området. Det bliver nok først om et par år.

I den nordligste spids af vores grund lever alle 16 nøddebuske stadig efter vinteren. Og har nu fået selskab af to felter med kartofler i hø/halm, hvor vi senere vil dyrke grøntsager. Det kommer til at tage nogle år, inden vi er kommet i bund med kvikgræsset deroppe – men til den tid skal vi så også til at finde ud af, hvor vi i fremtiden vil dyrke kartofler, for så er der ikke så mange flere steder, vi kan indvinde land!

Alt i alt har det været et meget tilfredsstillende år i skovhaven i år!

Ekstra sjovt har det så også været, at vi begynder at få rigtig mange skovhaveinteresserede besøgende. Jeg elsker de besøg. De giver mig så meget energi og glæde, selvom jeg også ofte er helt færdig i stemmen bagefter.

Børnebørnene har også været her et par gange, og især de to ‘store’ styrer direkte ned i skovhaven for at lede efter bær. Luis propper bare bær i munden, men Balder er nu så stor, at man kan få nogle gode snakke med ham om planter, bær, frø, insekter – og cirkulationen i skovhaven. Han er helt med på, at det, vi ikke kan spise, skal blive i bedene og blive til næring. Hvis man kaster solbærblade og dårlige solbær ind til pæretræet, når man sidder på bænken og renser solbær, bliver de måske med tiden til pærer. Pæreskroget kan man så lægge under solbærbuskene, og så bliver det måske med tiden til nye solbær. Han er sgu’ en klog unge, ham Balder! Slægter helt bestemt sin farmor på!! Luis synes bare det er sjovt at kaste resterne ind i bedene og sige ‘næring’. Og “Humlebi ikke farlig – samler nektar”. Ret godt gået, når man endnu ikke er fyldt 2 år! 🙂
Sofus skal også nok komme efter det – han kommer i næste uge, og mon ikke der så er modne blåbær at mumse på? Vi skal lige have lært ham at gå, så skal han nok finde vej ned i skovhaven også. Blåbær har han lært at sige!

Elsker dem! Og elsker vores skovhave!

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.