Bedstefars flismaskine

Her på gården fælder vi træer hvert år. Vi rydder land til diverse projekter, og vi skal bruge brænde til brændeovnen og -komfuret. Det giver en masse grene og kviste, som vi indtil videre har parkeret i kvashegn rundt omkring på grunden. Samtidigt bruger vi en masse træflis i gangene i såvel køkken- som skovhave. Det flis har vi de seneste år købt hos en lokal vognmand.

Her i efteråret slog en tanke så ned: Vi er rigtigt glade for vores kvashegn. De står og komposterer stille og roligt og er vældigt gode for biodiversiteten, men det ER altså fjollet og ikke særligt bæredygtigt at bruge diesel og penge på at købe og få fragtet et produkt herhen, når ressourcen til at lave det selv allerede findes på grunden! Vi har faktisk heller ikke plads til ret mange flere kvashegn …

Vi har en lille kompostkværn, men den rækker altså ikke langt, når man har lagt 8 birketræer ned! 😊 Vi blev enige om, at tiden var inde til at skaffe en større maskine. Udfordringen var, at vi rigtigt gerne ville have en el-drevet flismaskine, da vi jo prøver at holde vores forbrug af fossile brændstoffer så lavt som muligt. Når den så samtidig skulle være stor og kraftig nok til at kunne tage grene på i hvert tilfælde 10 cm, og gerne tykkere end det, så er udvalget altså begrænset! Det lykkedes til slut at finde en: En elektrisk Bernards RCG12, der kan tage grene op til 13 cm. Det viste sig – som så mange gange før – at det var langt billigst at købe den i Danmark. Planen var så at fragte den til Sverige på min mors trailer.

Maskinen blev som aftalt leveret hos mor, men hvad jeg ikke lige havde overvejet var, at ”pakken” var en trækasse på knapt 200 kg. Det var ikke nemt at få ’dyret’ op på traileren. Men ved hjælp af en masse fliser fik mor og jeg hævet den op i trailerhøjde og rullet over på et par stumper vandrør.

Den var noget nemmere at få ned igen, da jeg havde kørt den til Sverige. Jeg udpakkede og samlede den oppe på traileren, og så trillede vi den ned ad en rampe bygget til lejligheden.

Det er en dejlig maskine, der er blevet brugt flittigt henover vinteren. Vi har fældet en del træer oppe i ’firkanten’, hvor vi vil anlægge abildgård/frugtlund, og så har vi stynet seljepilene syd for huset. Maskinen tager alle de grene, der er for tynde til, at vi vil bruge dem til brænde, og det går hurtigt! Selv store, friske grangrene æder den – uden at brokke sig. Der ligger nu en stor bunke flis nord for laden, klar til at blive lagt på gangene i skovhaven.

En begrænsning er selvfølgelig, at det er forlængerledningens længde, der styrer, hvor langt væk fra gården vi kan stå og flise. Men helt ærligt: Monsteret vejer som sagt 200 kg, så jeg tror alligevel ikke, at vi ville have trillet rundt med den på de bløde gange i skovhaven og ved dammene. Vi slæber derfor grenene til flismaskinen neden for laden. Så er flisen også tæt på skovhaven, hvor det meste skal bruges.

Det er dejligt at have en hurtig og effektiv maskine, det er dejligt ikke at stå i diesel-os, når man arbejder, og det er rigtigt dejligt at kunne ’upcycle’ affaldet fra træfældningen til et produkt (flis), som vi har brug for. Sidegevinsten er, at de to yngste børnebørn synes, at Bedstefars flismaskine er sååååå sej! 😊

PS: Så de første udsprungne anemoner i går. Nu ER det altså forår!!!

One thought on “Bedstefars flismaskine

  1. Pingback: Vild med vilje | Gammelgaard.se

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.