Hva’ laver I?

“Hva’ laver I egentlig på gården, når I ikke spiser elg-hakkebøffer og kantareller i flødesovs? Hva’ får I tiden til at gå med?”. Vi er jo på Gammelgård stort set hver eneste weekend og bliver nogle gange spurgt, hvad vi egentlig går og laver der oppe i skoven. Well, denne weekend nåede vi blandt andet:

En lang snak med genboerne, der havde lånt vores æblemosteri og presset 30 liter most. Vi blev enige om at prøve at lave fællesmostning næste år, hvis der kommer æbler.

Så var vi på det lokale julemarked i Göteryd. Et stort tilløbsstykke, hvor vi mødte mange af dem, vi kender her. Vi snakkede også med en lokal bi-dame, som afholder begynderkurser i biavl. Måske et forårsprojekt? Christina købte en buk …

buk_lille

Vi var oppe hos bagbo med et par trillebøre og hentede en lille stak brugte mursten, som han lige havde liggende. Flinke naboer med bunker er en rigtig god ting. Stenene skal nok bruges, når vi skal renovere pejsen i stuen. Mere om det en anden gang.

mursten_lille

Christina flækkede brænde og jeg gik en tur med buskrydderen. Tilbagevendende tjanser på Gammelgård.

Så høstede jeg alle tranebærrene i surbundshügelbedet. Kategorien er vist noget i retning af:  “småt, men godt”! Der er ikke mange, men vi har lavet dem selv!!! 🙂

tranebaer_lille

Vi plantede pinde i skovhaven. Det vil sige, at vi med pinde markerede, hvor de første frugttræer skal plantes til foråret, og hvor de rød-el, der skal fungere som ammetræer, skal sættes. Elle-træerne bliver nok sat her i vinter.

pind_lille

Endelig gik vi en tur i skoven, hvor vi fandt mos, lav og grangrene til årets juledekorationer. Næste weekend – første søndag i advent – er der den traditionelle juleklip med familien i Annisse.

mos_lille

Nå ja: Og så lavede vi elg-hakkebøffer med kantareller i flødesovs. Og tranebær!!!

elgboef_lille

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.