Kulsukker / Vallört “Bocking 14”

Kulsukker (Symphytum ssp.) er en fantastisk plante at have i sin skovhave – eller i sin have i det hele taget. Vi købte, inden vi opstartede vores første skovhave, en enkelt plante af den sterile sort “Bocking 14” (Symphytum x Uplandicum) på Naturplanteskolen, som vi siden har lavet rigtig, rigtig mange flere planter fra. Vi har den sterile Bocking 14, fordi det så er OS, der bestemmer, hvor vi har den, og hvor mange vi har. Selvom den er steril, er den nemlig vældig nem at tage rodstiklinger fra.  

Hvor vil den gerne bo?

Kulsukker kræver adgang til næring for at bliver rigtig stor. Og den trives heller ikke supergodt uden sol og vand. I den forstand er den relativt krævende. Der er sågar dem, der gøder deres kulsukker (fx med urin) for at kunne høste af den mange gange over året.

Hvor stor bliver den?

Hvis den har det godt, bliver det en stor plante – både høj (op til en meter) og bred (også op til en meter). Vi satte vores første kulsukker forkert. Dels satte vi planter for tæt på de nyplantede frugttræer, så de konkurrerede med frugttræerne om vand og næring, og dels satte vi kulsukker som kantplante langs en sti, hvor de væltede ud over stien, så den blev ufarbar. Nu planter vi primært kulsukker i udkanten eller langs grænsen af skovhaven, eller som en grænse mellem to bede, hvor det ikke gør noget, at grænsen er bred!

De gamle planter, der vokser tæt på frugttræer, graver vi enten op, når vi skal bruge rodstiklinger, og sætter så ned et andet sted, eller høster intensivt på, så vi svækker dem konkurrencemæssigt. De gamle planter langs stien er nu flyttet til kanten af skovhaven ned mod dammen, hvor de er med til at holde sivplanter væk fra de nederste bede.

Hvornår høster man af den?

Når først planten er veletableret, kan man høste den helt i bund 3-4 gange om året. Hvis man vil have blomster (de er meget populære hos især humlebierne), skal man lade nogle af planterne gå i blomst og vente med at skære dem ned, til de er afblomstret.

Hvordan anvender vi den?

Vi anvender kulsukker som gødningsplante (nogle kalder den en ‘dynamisk akkumulator’), Kulsukker har et dybt rodsystem, hvorigennem den optager næringsstoffer fra dybt nede i jorden og lagrer i bladene. Det er først og fremmest kalium, men også fosfor, magnesium, mangan, jern, selen og zink. Man kan skære planten ned flere gange årligt og så bruge bladene til at jorddække med der, hvor man vil gøre næringsstofferne tilgængelige for planter med mere overfladiske rodsystemer, samtidig som bladene forbedrer jordens struktur og øger humusindholdet. Kaliumindholdet er højt i kulsukkerbladene, og dette kan man udnytte til at stimulere blomstring og frugtsætning hos fx bærbuske og frugttræer. Man kan også lave flydende gødning ved at lade bladene rådne i en spand vand (evt. sammen med brændenælder), som man så fortynder 1-10 og vander ud, hvor det behøves, eller giver til krukkeplanter.

At visse planter kan virke som dynamiske akkumulatorer er ikke bevist videnskabeligt (se fx denne artikel). Men der er en del rapporter/cases, der tyder på det, og da vi ikke heller har kunnet finde noget bevis for, eller bare antydning af, at teorien IKKE passer, så fortsætter vi med at have Bocking 14 i og omkring vores skovhaver.

Kulsukker er også en meget populær insektplante, som specielt humlebierne er glade for, og om vinteren bor der et mylder af insekter og edderkopper mellem de nedvisnede blade. En rigtig god ting i en skovhave, hvor man tilstræber en så høj biodiversitet/artsrigdom som overhovedet muligt.

Endelig gør kulsukkerens tætte rodnet også, at man kan plante den som en barriere, der til en vis udstrækning hæmmer indvækst af uønskede planter. Lige nu forsøger vi, om den kan reducere indtrængen af siv fra området omkring dammen.

Planteformering

I og med at Bocking 14 er steril, går den naturligvis ikke at frøformere. I stedet formerer man den ved at tage rodstiklinger.

Man graver moderplanten op, når den begynder at skyde om foråret,  og klipper en håndfuld rødder af og sætter så planten tilbage i jorden igen. Rødderne skærer man i 3-5 cm lange bidder og lægger i en potte med almindelig havejord. 

Efter et par måneder begynder de at skyde og kan så enten placeres ud, hvor man vil have dem, eller gemmes til senere.  Vi har også med lidt mere blandet succes lagt rødder direkte i jorden der, hvor vi vil ha’ dem.  Da det ikke er alle rødderne, der skyder, er det en lidt mere usikker strategi.