Kransbørste / bergmynta (Clinopodium vulgare) er en krydderurt, der blomstrer meget, meget længe og er en ren insektmagnet. Planten er, som et andet svensk navn – ‘vild basilika’ – og det engelske ‘wild basil’ antyder, i familie med basilikum, men dog så langt ude, at den tilhører en anden slægt. Den smager da heller ikke af basilikum – og på dansk er navnet ikke i nærheden af at antyde noget med basilikum!
Hvor vil den gerne bo?
Vi har indtil videre haft den i næsten fuld sol og lidt tørt – hvilket den godt kan lide. Nu forsøger vi også et sted med lidt dybere og mere fugtig jord, og lidt mere skygge. Så får vi se.
Hvor stor bliver den?
Kransbørste er en god bunddækkeplante, der bliver ca. 30-40 høj og breder sig ud med udløbere. Den kan godt virke lidt aggressiv, så man skal være efter den, hvis ikke den skal tage over.
Hvornår høster man af den?
Planten skyder nye skud og blade fra tidligt om foråret og fortsætter til langt ind i efteråret. Man kan altid finde blade at høste, men der er naturligvis flest spæde og friske blade om foråret og først på sommeren, til den for alvor begynder at blomstre i juli.
Hvordan anvender vi den?
Vi anvender den primært til pesto og til urtete. Vi har ikke prøvet at tørre bladene endnu – men det står på to-do listen.
Planteformering
Kransbørste skyder livligt jordstængler ud, som bliver til nye planter – og den enkleste måde at formere den på er at grave de nye planter op. Men ellers kan den frøformeres. Vi har ikke prøvet selv at samle frø, men de første planter vi lavede, fik vi fra frø, vi købte.