Rødel, kvælstof og mykorrhiza

Her i midten af december er novembers sne og den værste kulde væk igen, og vi er kommet så langt med diverse andre projekter, at der tid og overblik til at tage næste skridt i skovhaven. Frugttræerne skal ikke plantes i skovhaven før næste forår, men der er andre træer, der sagtens kan tåle at blive plantet ud om vinteren – træer, der har vældig vigtige funktioner for udviklingen af skovhaven. Dem satte vi denne tredje weekend i december.

Vi starter skovhaven op på et område, hvor der tidligere har stået træer. Andre laver skovhave på en tidligere mark, eller i en have. Hvad der har været før – og om det har været dyrket økologisk eller med brug af kunstgødning og/eller sprøjtemidler- har stor betydning for, hvordan jorden, man planter de nye træer og buske i, har det. Jorden er uden sammenligning det vigtigste element i en hvilken som helst dyrkning af planter. Det er fra jorden, planterne gennem rødderne skal hente deres næring og vand – og er jorden i dårlig stand (dårlig til at opbevare vand, dårlig til at omsætte, opbevare og transportere næringsstoffer), så klarer planterne sig dårligt. Så vi bruger rigtig meget krudt på at gøre jorden så velegnet som overhovedet muligt for vores skovhave. Se evt. indlægget om jord for en lidt dybere gennemgang.

Vi har ikke bar jord i vores skovhave. Bar jord blæser væk, når det stormer, tørrer ud, når vejret er tørt og solrigt, og inviterer til etablering af frøukrudt, der konkurrerer med de planter, vi helst vil have i skovhaven. Udover det, så giver bar jord ikke noget at arbejde med for mikroorganismerne i jorden, der ellers er super-effektive til at omsætte organisk materiale til næring for planterne. Bar jord er på alle måder uhensigtsmæssigt (bortset altså fra når man skal så direkte i et bed, hvilket vi ikke skal i skovhaven), og vi har da også haft jorden dækket med forskellige typer af jorddække – også for at kvæle de ukrudtstyper, vi gerne vil af med.

Når man dækker jorden med organisk materiale (kompost, blade, græs, flis, stald-mødding, …) tilføres der også næring til jorden. Og vi håber, at vi i det forgangne år har fået givet vores jord (og mikroorganismerne i den) et ordentlig boost med de grøngødningsplanter, vi såede i maj, og al det døde, organiske materiale (græs, ensilage, blade, flis, …) jeg har lagt på som jorddække henover sommeren og efteråret. Men nye frugttræer kræver rigtig megen næring, og derfor planter vi nu også kvælstoffikserende træer, der skal hjælpe vores kommende frugttræer med tilførsel af kvælstof.

Kvælstof er et af de næringsstoffer, planterne har brug for allermest af i vækstsæsonen. Kvælstof indgår fx i planternes klorofyl (den grønne farve i bladene, som derfor bliver gullige, hvis planten mangler kvælstof). Rigtig mange haveejere gøder da også deres have – måske især deres køkkenhave – med kvælstofholdig gødning i letopløselig form. Hvilket ikke er særlig hensigtsmæssigt, da man næsten umuligt kan dosere det på en måde, der forhindrer udvaskning af kvælstof, og da det også næsten helt sikkert vil indebære en forarmning af jorden på sigt (som jeg også skrev om i indlægget om jord). Heldigvis er der andre, langt mere hensigtsmæssige og langt mindre arbejds- og ressourcekrævende metoder til at tilføre kvælstof til skovhaven. Og en af dem er at plante kvælstoffikserende træer og buske.

78% af den luft, vi indånder, består af kvælstof på gasform (N2). Kvælstof som sådan er altså ikke nogen knap ressource og bliver det heller aldrig. De fleste planter kan bare ikke direkte optage kvælstoffet fra luften. Men enkelte planter kan – og de kan så levere kvælstoffet videre til de andre planter, nede i jorden.

Rødel (klibbal på svensk, Alnus glutinosa på latin) er et eksempel på en kvælstoffikserer. Egentlig er det ikke rødellen selv, der fanger kvælstoffet i luften. Selve kvælstoffikseringen varetages anaerobt (dvs. uden ilt) af nogle bakterier, der lever i nogle knolde på rødellens rødder. De udskiller enzymet nitrogenase, der faciliterer omdannelsen af N2 til NH3 (ammoniak). Og fra ammoniak kan kvælstoffet omdannes videre til ammonium (NH4+), som planterne kan optage og anvende direkte. Er der meget humus i jorden, vil overskydende ammonium, som planterne ikke optager, blive bundet til humusen pga. den positive ladning. Bindes den ikke (hvis jorden fx er fattig på humus), omdannes den let til nitrat (NO3-), som meget let kan udvaskes. Endnu en grund til at have meget humus i jorden!

Men hvad gavn har man af en masse kvælstof omkring rødellens rødder? Det er jo frugttræerne, der har brug for kvælstof?

Det er så her, en anden af jorden fantastiske mekanismer kommer ind i billeder: Mykorrhiza. Mykorrhiza er ikke en ting – det er en proces, der foregår mellem planter og svampe i området omkring og i planternes rødder.

Langt de fleste planter kan indgå i mykorrhiza-processer med svampe. Svampe består nede i jorden af et vidtstrakt netværk (kaldet mycelium) af celletråde (kaldet hyfer). Det, vi normalt kalder svampe, er i bund og grund ‘bare’ svampens frugtlegeme, lidt ligesom et æble er æbletræets frugtlegeme. I Mykorrhiza-processen henter svampenes lange hyfer næringsstoffer og vand fra store områder af jorden, transporterer det og afleverer det til planterne i bytte for sukker-stoffer, som planten leverer til svampene mod at få adgang til det vand og de næringsstoffer, svampehyferne har samlet sammen. Bytteprocessen foregår enten lige udenfor plantens rodceller (ektomykorrhiza) eller inde i plantecellerne (endomykorrhiza).

Myceliet fungerer altså som et transportsystem, men derudover kan hyferne også nedbryde organisk materiale og dermed frigøre næringsstoffer, som planterødderne ellers ikke ville have adgang til. Gennem mykorrhiza-processen får planterne således adgang til et større områdes vand og næringsstoffer, og bliver dermed mindre sårbare for eventuelle vand- eller næringsbrister lige omkring planten.

Vi vil altså gerne have mykorrhiza i vores skovhave. Hvordan sikrer vi det?

Der er svampesporer i stort set al jord, så hvis vi ikke ligefrem ødelægger svampehyferne (fx ved at blive ved med at grave i eller vende jorden), så vil mykorrhiza stille og roligt vinde frem efterhånden som skovhaven modnes. Hvis der derimod har været større gravearbejde (som der fx er i dele af vores kommende skovhave fra vi flyttede jord i forbindelse med søudgravningen), eller hvis jorden har været anvendt som landbrugsjord, med årlige pløjninger og/eller anvendelse af pesticider og kunstgødning og der ingen eksisterende planter er på området, eller hvis jorden er meget våd eller kompakteret, så kan det være nødvendigt at hjælpe mykorrhiza-processerne i gang.

En metode til at få kick-startet mykorrhiza i forbindelse med anlægning af en skovhave på et mykorrhiza-fattigt stykke jord er at tilføre et par spadefulde jord fra et mykorrhiza-rigt stykke jord i plantehullet, hver gang man planter et træ eller en busk. På Gammelgård har vi et skovområde med grantræer, birketræer, hasselbuske og pil lige nord for Nordsøen, og vi henter derfor et par skovfulde jord derfra til nyplantede træer og buske for at kompensere for, at vi har ’ødelagt jorden’ i forbindelse med udgravningen af søen.

Vi har nu plantet rødel rundt om i skovhaven. Vi har plantet dem som små, enårige barrodsplanter, og de når på ingen måde at være veletablerede til vi planter frugttræerne til foråret. Men nu er de sat i gang – og burde kunne udvikle sig sammen med frugttræerne, og hjælpe dem med at blive sunde og stærke træer, der kan producere meget frugt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.