I sidste nummer af Åter i 2024 havde vi en artikel med om vores første tre år med høns. Artiklen er naturligvis på svensk, men her kommer en oversættelse af artiklen til dansk (med enkelte tilføjelser og ændringer …). Den svenske artikel kan man læse her.

Vores første tre år med høns

På Gammelgård har vi de seneste tre år haft skånske blomsterhøns i genbank. Det har været utroligt givende i forhold til at opbygge ny kundskab, og vi er vældigt tilfredse med at have høns. Her beskriver vi vores liv med høns.

Vi har høns af flere forskellige årsager. Først og fremmest for at producere æg og kød. Men de indgår også i produktionen af jord til vores dyrkning af grøntsager, dels gennem at producere hønsemøg til komposten, og dels gennem at tage sig af det ukrudt, vi smider i hønsegården eller hønseskoven, og der producere den fineste jord til os, som vi sir og anvender i bede og krukker. Og de har virkelig leveret på alle parametre.

Men det har ikke været helt enkelt, og at lære at have høns virker ikke som noget, man kan nøjes med at læse sig til. Vi har måttet lære gennem at observere, teste løsninger (gerne efter at have læst om andres erfaringer – og vi har virkelig læst meget, inden vi fik egne høns!), få egne erfaringer og så tilpasse løsningerne, til vi har fundet det set-up, der passer bedst til os. Der er med andre ord ikke nogen entydig ‘opskrift’.

At (gen)opbygge kundskab
At acceptere, at der er meget, vi skal lære – og være villige til at investere den tid og indsats, det kræver – er måske svært i en verden, hvor vi har vænnet os til, at alt skal gå hurtigt og være let. Men vi tror, at den accept er vigtig, hvis vi for alvor skal kunne omstille os fra masseforbrugslivet – og det gælder ikke kun i forhold til at have høns.

Vi er med i Svenska Lanthönsklubben, og i første nummer af medlemsbladet i 2024 handlede en af artiklerne om traditionel kundskab. Eller måske mest om tabet af traditionel kundskab, og om hvordan man kan være med til at bevare kundskab gennem at flere får egne erfaringer med i dette tilfælde små hustandshønsehold.

Hvornår skal man få høns?
Da vi købte Gammelgård i 2015, var vi helt sikre på, at vi ville have høns. På et eller andet tidspunkt, altså. Ikke som det første. Ikke hurtigt. At anskaffe sig dyr – og at have dyr på den bedst mulige måde for dyrene – er et stort ansvar. De er levende væsener, og at indrette et ordentligt hønsehus, hønsegård osv. ville uundgåeligt stresse os, hvis det skulle ske samtidig med alt det andet, vi akut skulle tage os af de første år. Og det er jo heller ikke bare at indrette hønsehus og hønsegård. At have høns indebær jo også dagligt at skulle tage sig af dem og sikre, at de har det godt. Det viste sig jo også, at det ikke altid var så enkelt, som vi havde læst – og vi fik brug for både tid og overskud til at løse problemer, finde på nye løsninger og tilpasse hønsehus og hønsegård. Så vi er glade for, at vi ventede med at få høns, til det mest akutte på resten af gården var overstået.

Hønsehus og hønsegård
I foråret 2021 var vi nået så langt, at konstruktion af hønsehus og hønsegård kunne sættes øverst på prioriteringslisten. Vi (dvs. mest Steffen) byggede selv et hønsehus på godt 10 m2 på gårdspladsen, hvor vi var tæt på hønsene, og de var tæt på os. Vi kan se dem fra køkkenvinduet, når de er ude. Huset er uisoleret, men har vindpap i væggene. Landracehøns som skånsk blomsterhøne kan godt tåle kulde, men ikke træk. Når det bliver rigtig koldt om vinteren (12-15 frostgrader ude og under 0 inde i hønsehuset om natten), sætter vi en lille olieradiator ind til at holde hønsehuset frostfrit. Den er meget sjældent tændt. Indervæggene i hønsehuset er bygget af panelbrædder og kalkede, så vi reducerer risikoen for udyr. Siddepindene er 7-10 cm tykke grene, og under siddepindene ligger plader af støbekrydsfiner, som kan skrabes rene for hønsemøg hver dag. Høns skider meget, når de sidder på pinden om natten! Vores høns opholder sig stort set kun i hønsehuset, når de skal spise, lægge æg eller sove, så der er meget lidt hønsemøg på gulvet. Fjerner vi hønsemøget fra pladerne under siddepindene hver dag, holder vi derfor luftfugtigheden nede og reducerer lugten af hønsemøg betragteligt.

Vi har hampestrø på gulvet og på pladerne under siddepindene. Det er nemt at få fat på, støver mindre end mange af alternativerne, dyrkes uden gift og komposteres hurtigt, når det er blandet med hønsemøg. Vi har ikke lys tændt i hønsehuset om vinteren. Vi tror på, at det er vigtigt, at hønsene får en vinterpause fra æglægningen, og vil ikke presse dem til at komme i gang for hurtigt gennem at have lys tændt. Vi sørger derfor for at have rigeligt med æg i forrådskammeret i kælderen, så vi kan klare os, mens de holder pause. Vi forsøger også at have unghøns i flokken hvert år. De begynder at lægge små unghøneæg, mens de gamle æglæggere holder vinterpause.

Ved siden af hønsehuset har vi lavet en hønsegård på cirka 30 m2. Det er jo ikke nogen særlig stor hønsegård, men vi indvintrer også kun 9-10 høner og en hane. Nettet over og omkring hønsegården er pudsenet, der kan holde rovdyr og -fugle ude. Nettet er også lagt ½ meter ud under jorden omkring hønsegården, så ræv og grævling ikke kan grave sig ind. De inderste tre meter af hønsegården ind mod hønsehuset er dækket af tagplader. Det betyder, at hønsene her altid har læ fra regn og sne, og at jorden er tør, så de kan støvbade. Det er ikke altid, at hønsene søger ind under halvtaget, når det regner, men de har muligheden. Mere vigtigt er det, at de har et snefrit udeområde, selvom det er lille. Vores høns HADER sne. De vil IKKE ud i det der hvide stads! Er der en længere periode med sne, sørger vi derfor for at rydde lidt sne også inde i hønsegården, eller lægger hø ovenpå sneen, så de kan få et større område at røre sig på.

Hønsenes udgang til hønsegården fra hønsehuset reguleres af en timerstyret låge.

At have høns i genbank
I august 2021 hentede vi vores første lille flok bestående af en hane og fire unghøner. Vi købte dem af Emelie (vores tidligere praktikant fra Holma Folkehøjskole) og Vincent, der er genbank – og vores interesse for genbankshøns havde vi fra dem. At have høns er ikke bare ’at have høns’. Der er mange måder at have høns på, og genbankstænkningen sætter en ramme, man skal finde sig tilrette i.

Her tre år senere har vi stadig tre af de første høner, men alle vores andre høns er nye. Hanen viste sig at være en vældig rar hane, men han var vældigt dårlig til at befrugte æg, så han blev slagtet efter to år, hvor han kun præsterede tre befrugtede æg, og blev til suppe. Vores oprindelige høner var dog vældig interesserede i at ruge (hvilket der jo ikke kom noget ud af, når æggene ikke var befrugtede), så vi købte befrugtede æg fra to andre genbanksbesætninger foråret 2023, lagde dem ind under rugehønerne og valgte en ny hane blandt de unghaner, det resulterede i. Den nye hane, der nu snart er 2 år gammel, er også en vældig rar hane – og så er han meget dygtig til at befrugte æg. Allerede da han var ½ år gammel, blev han far til et lille vinterkuld, som en af de gamle høner insisterede på at ruge frem.

Hvis de gamle landracer i genbank skal bevares, skal man avle på dyr, der kan ruge kyllinger frem fra befrugtede æg. Dvs. man skal avle på haner, der kan befrugte æg, og høner, der gerne vil ruge. Kyllingerne skal lære fra en høne og en hønseflok, hvordan man søger føde og overlever som høns i naturnære forhold, og de skal lære at ruge. Derfor skal kyllingerne ruges frem af en høne i en hønseflok, og ikke af en klækkemaskine, og man skal have en velfungerende hane.

Vi har vældigt rugevillige høner! Faktisk rugede samtlige vores høner i 2024, og det er måske lige i overkanten. Vi fik 27 kyllinger i løbet af tre måneder, hvilket var både tids- og arbejdskrævende, men også meget livsbekræftende.

Praktiske udfordringer
Vi læste rigtig meget om hønsehusbyggeri, inden Steffen byggede vores eget hønsehus. Alligevel har vi næsten hvert år fundet detaljer, som vi gerne vil have anderledes. Et år var det en høne (og derefter flere), der bare ville lægge æg på en hylde, og ikke i en rede. Så vi fik arrangeret nogle hylder. Næste år var der ingen, der vil lægge æg på hylder – ALLE ville lægge æg i den samme kattetransportkasse, som vi havde sat ind som ekstrarede. Ingen andre reder duede! Et år var der et par høner, der tog de nyklækkede kyllinger med ud i hønsegården allerede efter et par dage og blev derude med dem, også om natten. Sådan var det ikke i år – alle ville være inde (og så er 27 kyllinger altså mange …), nogle med kyllinger i rede, andre på gulvet, og andre igen tog allerede meget tidligt kyllingerne med op på pinden om natten.

I 2023 fik vi en lille sort kylling fra et af de æg, vi havde fra en anden genbank. En af vores gamle brune høner gik helt bersærk – den var bare for mærkelig, og hun jagtede den rundt i hønsehus og hønsegård for at hakke den ihjel. Hun mistede hovedet (hønen altså). I 2024 var der flere af rugehønerne (som rugede samtidigt), der ustandselig byttede rede (og æg), og da de første kyllinger klækkedes, var der igen et par høner, der gik bersærk og nåede at hakke fire af de første kyllinger ihjel. Hormoner? Efter det begyndte vi at isolere de rugehøner, der var lavest i rang, i et bur, når tiden nærmede sig for ægklækning og indtil kyllingerne var et par dage gamle. Buret laver vi til dem inde i hønsehuset, så de andre høns kan se, høre og lugte de nye dyr, og indtil videre har vi ikke haft problemer, når vi har sluppet rugehøne og kyllinger fri igen. Indtil videre … For det virker, som om hvert år bringer nye udfordringer, som vi skal forholde os til – og tilpasse hønsehuset til.

Hønseskoven
Høns i genbank skal gå så frit som muligt og have adgang til jord, planter, buske, træer – altså mad i naturen. Skånske blomsterhøns er vældigt dygtige til selv at finde mad i naturen. Faktisk nægtede en af vores gamle høner i 2024 at introducere sin kylling for kyllingefoder. Hun tog kyllingen med ud i hønseskoven allerede efter et par dage for at lede efter insekter, frø og hvad de nu ellers finder, og udover det gav hun den hele korn, som hun knækkede med næbet. Den havde det fint – og er nu en stor unghøne, der er begyndt at lægge æg. Faktisk var det en næsten for kvik kylling, der jernede rundt i hønseskoven med hønemor efter sig.

Hønseskoven var 2024’s store hønserelaterede projekt. Først på året fældede vi de største birketræer nord for hønsegården og indhegnede derefter et område på 500 m2, hvor vi plantede nye træer og buske mellem de tilbageværende mindre træer. Mirabeller, hyld, tjørn, sibirisk ærtebusk, bærmispel, ribs og solbærbuske. Når de vokser sig store og begynder at give bær og frugt, kan hønsene høste til sig selv. Der er allerede bøgetræer, løn og mange store, gamle hasselbuske – og det giver hønsene noget at gemme sig under, når de vil søge ly for varme, regn eller rovfugle. De flyver også op i træerne og sætter sig.

Hønseskoven er indhegnet af 180 cm højt vildthegn med en bane kyllingenet nederst, så småkyllingerne ikke stikker af. Men hønseskoven er jo ikke rævesikker på samme måde som hønsegården, og den har naturligvis heller ikke noget net over.

Om sommeren, når vi har mange kyllinger og unghøns, er det perfekt med så stort et område, de kan fordele sig i. I en mindre hønsegård bliver det hurtigt for trangt, både når flere høns vil beskytte deres egen lille kyllingeflok, og når de lidt større kyllinger og unghøns bliver jaget væk af de gamle høns. Vi vil ikke have hønsene rendende helt frit på hele gården. Dels fordi vi dyrker grøntsager nærmest over det hele og ikke vil have høns i grøntsagerne, men også fordi det føles mere trygt (for os) at vide, at de er relativt beskyttede i hønseskoven, og at vi ved, hvor de er, og ikke pludselig har dem ude på vejen. Vi fodrer dem i hønsehuset og under tag i hønsegården, når de er mange, og derfor søger de derhen med jævne mellemrum, og kommer også selv ind om aftenen og flyver på pinden. Vi lukker mellem hønsegården og hønseskoven, når alle er kommer ind for natten, og åbner igen om morgenen, hvis vi skal være hjemme den dag. Hønsene elsker hønseskoven – og det gør vi også!

At slagte …
Når man har egne høns med henblik på kødproduktion, skal man også kunne slagte høns. Egentlig skal man under alle omstændigheder kunne slagte høns, hvis man har høns – der kan jo ske noget, der gør, at man akut er nødt til at slagte et dyr, så det ikke lider. Kan man ikke slagte selv, skal man kende nogen i nærheden, der kan træde til. Vi prøvede selv at slagte et par gange hos andre, inden vi selv fik høns, og vi har efterhånden fået etableret en god rutine, så vi ikke behøver at tænke så meget over det, men bare gør det. Christina holder dyret, Steffen bedøver med en lille stok og hugger så hovedet af med en skarp økse. Så plukker Christina dyret nede i grovkøkkenet, og Steffen tager indmaden ud og finplukker oppe i køkkenet. Når man først har fået etableret en rutine – med huggeblok, en god stok og en skarp økse, en spand til blodet, et godt arbejdsbord med godt lys og vand – så går det hurtigt og er let.

Vi tager det dyr, der skal slagtes, om aftenen, når de alle sidder på pindene i hønsehuset og sover. Og så slagter vi det med det samme. Der går mindre end et minut, fra vi tager dyret fra pinden, til hovedet er hugget af. Og det er altid meget fredeligt. Vores høns er ikke så tamme, at vi kan løfte dem op i løbet af dagen og kæle med dem, og derfor kan vi heller ikke fange dem ind i løbet af dagen, uden at vi stresser både det dyr, der skal slagtes, og resten af flokken.

… og at vælge, hvilke dyr der ikke skal slagtes
Hvert år vælger vi i løbet af sommeren og efteråret, hvilke dyr vi skal beholde til næste år. Vi beholder altid nogle af unghønerne, der begynder at lægge æg, mens de gamle høner holder vinterpause. Resten af unghønerne sælger vi til andre genbanker eller kommende genbanker. De fleste unghaner slagter vi – efterspørgslen efter unghaner er ikke lige så stor som efterspørgslen efter unghøner, og vi vil jo også gerne have kødet selv. Har vi for mange dyr, når vi har foretaget denne udvælgelse, slagter vi nogle af de gamle høner som suppehøns, og på den måde holder vi flokken ’ung’. Ældre end fire år regner vi ikke med at lade dem blive – så de sidste af de oprindelige høner slagter vi formentlig i år.

Når vi udvælger, hvilke høner vi vil beholde, ser vi på, hvordan de fungerer i flokken, om de kommer fra gode æglæggere (og derfor forhåbentlig selv vil blive gode æglæggere), om de har gået med en rolig og nysgerrig høne og derfor nemt selv kan blive rolige og nysgerrige, og så efter deres størrelse og udseende. Vi vil gerne ende med en flok, der alle er relativt store og lægger relativt store æg. Landracer lægger slet ikke så store æg som industrihøns efterhånden er avlet frem til at gøre, og slagtedyrene er heller ikke i nærheden af den slagtevægt, industrikyllinger har – og vi har bestemt ingen intention om at arbejde os i den retning – men at vælge de allermindste, der lægger de mindste æg er der heller ikke nogen grund til.

Udseendemæssigt forsøger vi at have stor variation. Skånske blomsterhøns findes i alle mulige farver – sort, orange, gul, brun, hvid – men har alle ’blomster’, dvs. hvide spidser på nogle af fjerene, så de ser plettede (eller blomstrede) ud. Udseendet er dog ikke vores højeste prioritet – det er temperament og adfærd og størrelse på dyr og æg.

Når vi udvælger æg til rugehønerne, sørger vi således også for at vælge æg fra de største og bedste æglæggere, og lader dem meget gerne ruge ud under de mest tamme og mest rolige høner. På den måde håber vi lige så stille og roligt gennem årene at få formet flokken, så den bliver så harmonisk og produktiv som muligt.

Maden, vi spiser
Jeg (Christina) elsker kylling. Det har været min livret, siden jeg var barn. Selv mine børnebørn ved, at det er Farmors/Mormors livret. Som kyllingekød produceres i industrien i dag (det har jeg skrevet mere om her), ønsker vi ikke længere at købe kylling i supermarkedet. Vi vil helt enkelt ikke støtte den produktionsform økonomisk. Og så må man jo producere sin livret selv. Unghanerne steger vi eller laver coq au vin af, og hønerne koger vi superlækker bouillon af (evt. sammen med et par suppeben fra naturplejekvæg, som vi køber i den lokale REKO-ring), så vi har basen til vinterens mange grøntsagssupper. Et tips: kartoffel og grønkål kogt i egen hønsebouillon og smagsat med finthakket skotsk lostilk, pibeløg og lidt yoghurt eller anden surmælk. Sååå godt!

Hvad bidrager de med – og hvad koster det?
Vores nuværende basisbesætning på en hane og cirka 10-12 høner bidrog fra januar til og med september 2024 med 982 æg (og altså dertil en masse kyllinger), og vi har slagtet ni unghaner og fire suppehøner. Vi har solgt fire grupper unghøns (fire unghaner og 12 unghøner), og vi har fået store mængder fin hønsegødning og jord.

Som landracedyr er de vældig gode til selv at finde mad i hønseskoven (insekter, orme, blade, frø, frugt og bær), men vi fodrer dem også med hele korn (1 del havre, 1 del hvede og 1 del byg), som vi køber økologisk i Danmark (hvor det er voldsomt meget billigere end i Sverige). Kyllingerne får (tilbudt) økologisk kyllingefuldfoder de første uger. I 2024 dækkede indkomsten fra de dyr, vi solgte, mere eller mindre udgifterne til foder, så æg og kød var i princippet gratis. Dertil kommer, at vi får 1000 kr. om året fra Jordbruksverket for at være med til at bevare en gammel landrace. Har vi ikke lige så mange dyr at sælge, vil det alligevel løbe rundt økonomisk, da vi jo ville købe æg, hvis vi ikke producerede dem selv. Alene æggene fra de første 9 måneder af 2024 har jo en værdi i nærheden af 4000 kr. (hvis alternativet er at købe økologiske æg), og selv med den store mængde dyr, vi havde igennem i 2024, køber vi altså ikke foder for 4000 kr.! Og så er der jo kødet oveni. Som smager rigtig godt! (især fordi man ikke får en dårlig smag i munden over dyremishandling).

Vores fremtid med høns
Jeg kan slet ikke forestille mig, at vi ikke skal fortsætte med at have høns. Tidligere troede vi nok, at vi skulle have lidt flere, end vi nu har, men vi har fundet ud af, at vi trives bedst med kende alle vores dyr, og at det er for ’rörigt’ for sådan nogle som os, hvis der er for mange. En hane og 8-12 høner plus alle de kyllinger, de har i løbet af sommeren. Det rækker. Vi har æg tilovers, så der også er til naboerne, når der er rigtig gang i æggeproduktionen (selvom flere og flere af dem efterhånden selv har høns), og vi har kød nok til os to. Færre høner ville i princippet kunne forsyne os med æg nok, men hvis vi også vil have kød, så har vi brug for høner, der ruger kyllinger frem – og rugende høner lægger ikke æg! Heller ikke i den periode, hvor de går med kyllingerne, efter de er klækket. Det er også smart at have mange æg på lager til vinteren, når man som os lader hønerne holde vinterpause.

Egne æg er en utrolig luksus. Måske er det kun os selv, der kan smage det – men for os smager de bedre end dem, man køber i supermarkedet. Vi er taknemmelige for hvert eneste æg, vi får. Og at tage et lille smut ned i hønseskoven og snakke med hønsene er en meget værdifuld pause fra alle hverdagens andre sysler.

Til tider giver de rynker i panden og bekymringer – hvis de er oppe at toppes om rangfølgen, jager hinanden, eller hvis der er en høne, der vantrives. Men den pris betaler vi gerne. Hvis de æg, vi spiser, kommer fra æggeindustrien, er det jo meget værre! Og respekten for den mad, vi spiser, er bare så meget større, når vi ved alt om, hvad produktionen af den har omfattet.