Nok er skovhaven lige nu dækket af sne, men det betyder ikke, at der slet ikke sker noget derude.

Når man bor i en storby, søger man ud, når vejret tillader det. Og man holder derfor øje med vejret og med vejrudsigten. Men jeg tør godt påstå, at jeg holder lidt mere øje med vejrudsigten og er lidt mere afhængig af vejret herude i skoven. Dels er vejret ‘tættere på’, men jeg er også mere afhængig af at kunne udnytte de vejrmæssige ‘vinduer’ til rettidigt at få gjort det, der skal gøres. Og som min situation er lige nu, hvor Steffen og bilen er i Danmark, kan jeg ikke bare smutte ned i Netto og handle, så hvad der er tilbage af mad i haven her i januar, skal jeg passe på. Der skal helst ikke gå noget til spilde.

Lige nu sner det, og det skal det gøre resten af dagen. I morgen stiger temperaturen, og snevejret slår om i regn og storm. Omkring 30 mm lover de fra mandag formiddag til tirsdag formiddag. Farvel sne. Derefter bliver det rigtigt højtryksvejr med sol og blå himmel – og temperaturen synker til minus 14!

Det har defineret denne formiddags aktiviteter, og de har fundet sted udendørs, indtil det begyndte at sne.

Minus 14, når al sneen er regnet væk, er hårdt for planterne. Ikke så meget for de veletablerede, flerårige planter i skovhaven, men de etårige planter kan ikke li’ det. Jeg har kun porrer tilbage ude i den kategori – og de kom ind nu. Det har været ekstremt lækkert bare at kunne hente en porre i haven, når vi ville have porre i maden. Ikke mindst fordi økologiske porrer er små, usle og ekstremt dyre i Älmhult. Steffen har tidligere købt porrer med fra Danmark, men ikke i år, hvor vi har haft rigeligt selv. De har stået i skovhaven på et sted, hvor vi skal plante bærbuske, når vi har fået lavet dem. På sigt kommer der ikke til at være særlig mange etårige grøntsager i skovhaven, men så længe der er ‘huller’ mellem de flerårige, så klemmer vi dem ind. Vi kan jo lige så godt udnytte den gode plads!

Nu var der 7 fine, lange porrer tilbage. De kommer i hhv. fryseren og suppegryden senere i dag, sammen med egne kartofler, som jeg stadig har en stor kasse af i kælderen. Bouillonen er i øvrigt kogt på en lokal hanekylling, som en af vores æg-pushere ville af med. Sådan en takker man ikke nej til!

Da jeg alligevel var i skovhaven efter porrer, kiggede jeg lige rundt for at se, om rådyrene har fundet maden. Det har de! Bare fra i går til i dag er mængden af rådyrspor rundt mellem planterne kraftigt forøget. Især skovjordbærplanter og strandbede er græsset ned.

Da vi første gang oplevede, at rådyrene havde græsset skovjordbærsplanterne helt i bund, blev vi lidt urolige. Men planterne kom bare igen til foråret, og de, der ikke var græsset ned, klippede vi selv ned for at stimulere nyvæksten. Så rådyrene må gerne græsse lidt – så slipper vi for at klippe ned.

Det ser ikke ud, som om de har givet sig i kast med bærbuske og småtræer endnu (praktisk med sne, så man kan følge deres spor!), men det kommer måske, når der ikke er mere strandbede og skovjordbær … De nyeste og mindste træer har Steffen sat hegn om, inden han rejste til Danmark. Sporene i sneen afslører, at rådyrene kommer ind i skovhaven nordfra, formentlig gennem Calles eng, hvor fårene er hentet hjem for vinteren. Det vil vi ha’ i baghovedet, hvis problemet bliver større – så ved vi, hvor vi skal starte med at sætte hegn op!

Vi forventer, at træer og buske kan klare 14 graders frost. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at dækker det lille nye pebertræ med grangrene. Sikkert fjollet, men jo ikke noget stort arbejde.

Det er ikke kun de etårige, der ikke kan lide 14 graders barfrost. Helt spæde planter, unge planter i krukker og planter, der ikke er flerårige udendørs her hos os, er heller ikke glade for det. Vi har to hjertenødder, to paw-paw træer, nogle små æbletræer, Steffen selv har podet og nogle figenbuske, han har lavet fra stiklinger i år, der stadig står i potter og først skal i jorden til næste år, når de er blevet lidt større. Da de havde smidt alle deres blade (var ordentligt indvintret), kom de i ladekælderen og blev buret inde bag nogle gamle frigolit-plader, der lå i laden, da vi overtog gården. De har klaret opgaven fint de forrige år, så det forventer jeg også, at de gør i år.

Nogle frø kræver en frostperiode for at spire, og spirer så, når det bliver lunt igen. Vi frøsår derfor en del planter allerede om efteråret, og de spirer så, når foråret kommer. I år har vinteren indtil videre været ret lun, og det har betydet, at den spinatranke, vi såede i oktober, allerede er spiret. Og så små planter kan altså ikke tåle 14 graders frost. Så dem fik jeg også hevet ind, sammen med den sydafrikanske løg, der heller ikke er glad for hård frost.

De står nu i farstun, sammen med den australske duftpelargonie, der også overvintrer frostfrit. Vi har ellers besluttet, at vi ikke gider have (for mange) af den slags planter, der skal hives ind og ud. De skal helst kunne klare sig selv. Men så længe der er plads i farstu-vinduerne, så går det!