Vi har nået rigtig, rigtig meget på projektlisten i 2020. Masser af projekter, der ville være irriterende at have i gang, når man får gæster, har været prioriteret i dette garanteret gæstfrie efterår. Årets sidste uger blev så en slutspurt i femte gear!Natten mellem d. 21. og 22. december lukkede den svenske regering grænsen fra Danmark til Sverige. Trykket fra de skånske politikere, der midt i Corona-kaos på de skånske sygehuse så på horder af danskere, der skulle shoppe og feste i Malmø, efter at København blev lukket ned, blev for stort for regeringen at sidde overhørigt. Fuld respekt for den politiske beslutning (selvom den er vældig besværlig for os, der bor på begge sider af grænsen) og absolut nul respekt for tanke- og hensynsløse danskere!.

Vi skulle have været til juleaften med børn og børnebørn i København, men var heldigvis ikke kørt sydpå endnu. Steffen har stadig folkeregisteradresse i Danmark – så tager han over på den danske side af grænsen, kommer han ikke tilbage over på Sverige-siden igen, før grænserne bliver åbnet. Juleaften i København blev reddet af fantastiske børn og svigerbørn, der i godt humør overtog andestegning og bruning af kartofler, og af Facetime, der sikrede, at vi hjemme fra stuen på Gammelgård kunne være med til julemandens besøg, dans om træet og udpakning af gaver trods den manglende fysiske tilstedeværelse i København. Så langt så godt. Selvom vi forbandede shopping- og gå-i-byen-horderne langt væk.

Derefter havde vi så knap to uger til at forberede os på to ting: Steffen vil være væk fra Gammelgård (og diverse igangværende og planlagte vinterprojekter …) på ubestemt tid, og jeg vil være alene uden bil midt i Smålands mørke skove (uhhhh … – lidt spændende, faktisk) på ubestemt tid. Så der skulle afsluttes projekter og forberedes forråd!!

På projektafslutningslisten var kælderrummet det mest tid- og arbejdsindsatskrævende punkt. Sidste vinter havde vi vandskade i kælderen, og gennem 2020 har der været en tiltagende lugt af skimmelsvamp i det største kælderrum (hvor der også er flest ting opmagasineret … suk). Inden jul var vi gået i gang med at rydde halvdelen af rummet (og ja, hvor f… gør man af indholdet i et halvt kælderrum, hvis man ikke har et andet, tomt kælderrum at sætte det ind i ???? Svaret er: i et syndigt kaos i resten af kælderen …).

Vi fandt da også en del skimmelinficerede ting, der kunne kasseres. Derefter tog jeg støvmaske på og børstede de rå betonvægge ned, vaskede dem med skimmelfjerner og malede dem med skimmelhæmmende, helt diffusionsåben silikatmaling. Så var det Steffens tur: Gulvet var også et råt (og ujævnt) betongulv, der var ret svært at holde rent, så når vi alligevel havde rummet tømt, skulle der lægges fliser. 

 

Det var nogenlunde der, vi var nået til, da grænsen lukkede. Vi talte dagene og regnede ud, at vi lige akkurat, med diverse tørretider, ville kunne nå at gøre den anden halvdel af rummet færdigt og få reolerne på plads, den dag Steffen skulle rejse tilbage til Danmark, hvis vi ikke missede en eneste dag. Alternativet ville være, at kaos i resten af kælderen skulle blive stående, til grænsen åbnede igen. Not!

Tidsplanen holder stadig – den anden side af rummet er ryddet nu, væggene børstede og vaskede og skal tørre én dag mere, inden jeg kan male. Og så er Steffen klar med fliserne. To dage til at lægge dem, én til at fuge – og på søndag vaske gulv og sætte reoler på plads. Så kan jeg altid sætte ting på plads på hylderne i løbet af januar.

I mellemtiden er der jo noget ventetid, mens væggene tørrer. Og der er det så vejrudsigten, der styrer: Asketræerne skulle stynes for første gang (mere om det i et andet indlæg), og vi havde et par træer, der var udpeget til vinterens fældning – de første blev taget ned 2. juledag, og de sidste venter nu på den sidste weekends tørvejr. Og mens det regner, organiserer vi forråd og backup.

Fryseren var temmelig fuld af solbær (og and!!). Solbærrene blev til saft og sylt, og fyldte så på hylderne i skafferiet i stedet for i fryseren. Andesteg er vi så småt ved at være træt af, men ned skal det jo! Og så bliver der plads i fryseren til bl.a. mælk. Og rugbrød i lange baner, som dog til en vis grad forsvinder igen, når Steffen kører til Danmark på søndag. Jeg kan jo altid bage lidt mere rugbrød – det er mig, der har formene og surdejen og den gode ovn. 😉 Men Steffen vil ikke risikere at være nødt til at spise køberugbrød, så han skal have en stor portion med til fryseren i Danmark! 😉

 

Hylderne i skafferiet er nu fulde af kattemad, havregryn, mel, ris, pasta, linser, gråærter, bønner, nødder, mandler, dåsefisk, olie, æblejuice, saft, sylt, tørrede svampe – og løg og kartofler fra haven. Fryseren er proppet til randen med bønner og bladgrønt fra haven, rugbrød, mælk, fisk, lam, kylling (og and …),  og der er stadig porrer, strandbede, seombadi og kål i skovhaven. De sidste rester hvidkål, græskar og rødkål fra julen er fermenteret, og jeg har stadig en portion rødbeder, der skal samme vej.

Maden skulle være sikret, men jeg skal jo også kunne arbejde. Og vi er tilpas meget kontrol- og backup-freaks til, at Steffen også har brugt en del tid på at sætte min computer op til at kunne fjernstyres fra hans computer i Danmark og vække en gammel computer til live og opdatere programmer på den, så jeg kan bruge den, hvis min nuværende computer skulle gå ned. Det er jeg sikker på, at der er mindst én redaktør med et hasteprojekt i januar, der er glad for (no names … 😉 )

Nu går jeg i hi – men jeg tror, jeg overlever! Men jeg kommer jo nok til at savne frisk frugt … Og Steffen! Og børnebørnene 🙁 Hvis nu bare resten af befolkningen også isolerede sig, bare lidt … Det kræver såmænd ikke helt lige så meget som mit hi – bare at afstå fra i-byen-ture og andet festligt lag og shopping.  Så kunne vi alle komme tilbage til en mere normal tilværelse igen, og – ikke mindst – liv ville være reddet, jobs ville være reddet, og sundhedssystemer ville være reddet fra kollaps. Men det ER jo et stort krav at stille til folk! SÅ strengt!

Man kan kun grue for de udfordringer, der bliver, når alle kriserne i halen på klimaforandringerne for alvor sætter ind. Hvis folk ikke kan udvise samfunds-sind og solidaritet i en ‘mini-krise’ som Corona-krisen, hvordan bliver det så ikke, når de store kriser kommer?