I dag skete så endelig det, vi har ventet på de seneste 3 måneder: Den svenske regering bekendtgjorde, at de ikke forlænger indrejseforbuddet for danskere.

Steffen har folkeregisteradresse i Danmark, og jeg har folkeregisteradresse i Sverige. Umiddelbart lyder det måske lidt mærkeligt, men det har der hidtil været en række gode, praktiske grunde til, som især har handlet om Steffens meget specialiserede arbejde (som der ikke findes noget af i Småland) og vores fælles projekt med opbygningen af alle aktiviteterne på Gammelgård, som krævede, at mindst en af os havde adresse her. Og vi forestillede os aldrig i vores vildeste fantasi, at det ville have som konsekvens, at vi ikke kunne være sammen. Jeg mener – Danmark og Sverige har en lang fælles historie om nordisk samarbejde og integration i grænseområdet, og der har da heller aldrig før været nogen forhindringer fra hverken de danske eller de svenske myndigheders side i forhold til det valg, vi har gjort. Frem til jul fungerede det glimrende med pendling frem og tilbage og overnatning i en lille lejlighed i Danmark de få dage om ugen, Steffen arbejdede der. Og resten af tiden var vi sammen her i vores hjem på Gammelgård – fælles beskæftigede med at bygge stedet op til det, vi gerne vil have, det skal blive.

Men så blev der lukket ned for det. Og det helt uden varsel. Eller det vil sige – var der 1½ dags varsel, dengang i december, inden grænsen lukkede? I hvert fald ikke længe nok til, at Steffen kunne nå at ansøge om folkeregisteradresse i Sverige. Han prøvede senere (fra Danmark), men for at kunne ansøge om folkeregisteradresse i Småland, skal man møde fysisk op på et kontor i Älmhult. Og uden folkeregisteradresse i Småland, kunne han ikke komme til Älmhult …

Mange er trætte af Corona. De har ikke kunnet komme til frisør, har ikke kunnet shoppe, har ikke kunnet gå i byen, har ikke kunnet holde fest eller invitere hele familien til diverse arrangementer, har ikke kunnet tage på ferie, har skullet arbejde hjemme, har ikke kunnet sende deres børn i skole eller daginstitution. Prøv lige at forestille jer, at I oveni alt dette ikke havde fået lov til at komme hjem/ikke havde fået lov til at få jeres ægtefælle hjem? På ubestemt tid? For det har næsten været det værste – ikke at vide, hvor længe det skulle vare, inden han fik lov til at komme hjem.

Der er primært to grunde til, at Steffen ikke allerede har folkeregisteradresse på Gammelgård. Den ene er, at han så ikke længere kan være skrevet op til en almennyttig bolig i Danmark (det kan man nemlig kun, hvis man har folkeregisteradresse i Danmark), og at vi derfor bliver helt afskåret fra at flytte tilbage til Danmark igen, med mindre vi har penge til at købe en bolig eller er heldige at finde en lejebolig på det private marked. Når Steffen engang bliver pensioneret, var det tanken under alle omstændigheder at kappe den sikkerhedsline – men det kan så være, at vi kapper den allerede nu.

Den anden grund er, at folkeregisteradresse i Sverige og arbejde i Danmark betyder, at man betaler sin skat i Danmark, men som udgangspunkt hører til det svenske velfærdssamfund (herunder sundhedssystem). Dels har vi syntes, at det faktisk ikke var helt fair overfor Sverige (selvom det naturligvis er noget, Sverige selv har været med til at beslutte …), men Sveriges håndtering af Corona-pandemien har så heller ikke været noget, der ligefrem har opmuntret en til at underlægge sig det svenske sundhedssystem … Dags dato er der 1.297 døde pr million i Sverige og 414 døde pr million i Danmark, 8 indlagt på intensiv pr million i Danmark og 27 i Sverige, 37 indlagte i alt pr million i Danmark og 166 i Sverige. Osv. Det er kun muligt at blive testet, hvis man har symptomer (af en eller anden grund har det der med symptomfri smitte ikke rigtigt gjort indtryk på den svenske sundhedsstyrelse …), og mundbind er en sjældenhed – selv i sundhedssystemet. Patienter vader ud og ind af lægepraksisser og hospitaler uden mundbind, og selv sundhedspersonalet er først for nylig begyndt at anvende mundbind. Ikke særlig betryggende – og jo altså også helt umuligt, hvis Steffen skal kunne fortsætte med sit job med patienter i Danmark. Jeg tror, hans chef ville få tics, hvis hun hørte om det. 😉

Men så var det, at Steffen fandt ud af, at man faktisk kan ansøge om et særligt sundhedskort, der giver adgang til det danske sundhedsvæsen, hvis man fortsat arbejder i Danmark. Og vupti – så forsvandt også de moralske kvababbelser over at belaste det svenske system, selvom skatten betales i Danmark.

Nu er grænsen endelig åben igen. Danmark har som udgangspunkt stadig en regel, der siger, at man skal gå i karantæne 4 dage efterfulgt af en negativ test. Den regel skal vi undersøge, om der findes en eller anden undtagelse fra, som vi kan bruge til noget. Ellers betyder det, at ugentlig pendling ikke bliver muligt foreløbig – men med lidt feriedage hist og her og en hulens masse karantænedage i Danmark vil han kunne komme hjem cirka en gang om måneden i 6 dage. Hvilket er en million gange bedre end ikke at kunne komme hjem overhovedet på ubestemt tid.

Og så skal der altså ansøges om svensk folkeregisteradresse! Vi når det muligvis ikke her i påsken (to-do listen, der har hobet sig op over de seneste tre måneder, er lang …), men det skal i hvert fald fikses. Inden variant nr. 87 af Corona slår til næste vinter!