Området mellem laden og vejen skal omdannes til skovhave. Laden giver læ for vestenvinden, og der bliver sol fra morgen til et stykke ud på eftermiddagen, når de største træer syd for området bliver lagt ned. Det bli’r så lunt og lækkert! Men alle poplerne skal fjernes, og popler har den i denne sammenhæng kedelige egenskab, at de skyder monstrøse mængder af rodskud, når de opdager, at de skal dø.
Fidusen er derfor at slå poplerne ihjel, UDEN at de opdager det! 😀 Det er her, ringningen kommer ind i billedet: Man fjerner det yderste af barken ind til vækstlaget i en ring rundt om stammen. Jeg brugte en lille økse og et bredt stemmejern – det var ganske nemt. Efter en vækstsæson eller to skulle rødderne så være så udsultede, at de ikke sætter rodskud, når træerne fældes. Så ‘vandalisme’ – nej. Blot et forsøg på at gøre vedligeholdelsesarbejdet senere så nemt som muligt.
Der står også et par piletræer. Dem har jeg tænkt mig at prøve at styne (hamla). Dels for at de ikke skal skygge så meget, men også for at skaffe pilegrene til fletværk.