Sidste år tilplantede vi et af de sidste bede i skovhaven med am. blåbær, tranebær og tyttebær. Altså et rigtigt surbundsbed.

Det var et rigtigt besværligt bed at gøre klar. Et af de bede, der lå helt i udkanten af skovhaven, ned mod Nordsøen, og som derfor har rigtig fugtig jord og MANGE sten fra graveprojektet. Masser af kvikgræs og siv. For at teste noget nyt, dækkede vi det med aviser og fåreuld – og forsøgte at dyrke kartofler i det. Det var lidt noget knald. I de huller, hvor kartoffelplanterne voksede, voksede der også kvikgræs op. Som blev helt indviklet i ulden. Noget værre rod. Masser af dræbersnegle var der også i det. Jeg tror måske nok, fåreuld kan anvendes til at dække og kvæle kvikgræs, men så skal man ikke lave huller mellem aviserne, som græsset kan vokse op igennem. Der blev heller ikke vildt mange kartofler ud af det, men det tror jeg mere har med de mange sten at gøre. Mange af kartoflerne var blevet lagt lige oven på en stor sten (som man ikke kunne se pga. kvikgræsset) og havde derfor ikke noget jord at vokse i.

Men kvikgræsset blev svækket nok til, at vores praktikanter fra Holma kunne fjerne uld, kartofler og de resterende græstotter i august 2020 – og efter at græsset var væk, var det meget nemmere også at fjerne nogle af stenene. I hvert fald nok til, at der kunne findes huller at plante flerårige planter i. Bedet får meget lys, er som sagt et af de fugtigste i skovhaven – og så havde Räveboda Plantskola tilbud på storfrugtede tranebær-planter, som vi plantede 10 styks af foråret 2021. Tranebærplanterne blev samme efterår suppleret med fire blåbærsplanter til de fire steder, vi kunne lave et rigtigt plantehul, og et par storfrugtede tyttebærplanter, vi fik af Inger – og så var der ligesom et surbunds-tema.

Vi har som udgangspunkt ret lav pH i jorden, så vi tilførte ikke noget for at sikre, at det skulle være et ‘rigtigt’ surbundsbed. Men vi dækkede jorden mellem planterne med flis med rigeligt med grannåle imellem. Vi eksperimenterer lidt med at lave ‘tema’bede’ med planter, der naturligt kan lidt de samme vækstvilkår, ud fra en teori om, at de så arbejder bedre sammen og i hvert fald ikke modarbejder hinanden. Måske ovenikøbet bevarer et allerede eksisterende gavnligt jordmiljø, eller med tiden etablerer det.

Og så var det bare at vente og se, om de kunne lide det nye bed. Tranebær vokser i naturen rigtig, rigtig fugtigt – nærmest vådt. Og helt så fugtigt var bedet jo ikke. Faktisk var det i denne sommers hedebølge og tørke meget langt fra fugtigt. Så vi gjorde os ikke forventninger om nogen særlig høst dette første år, hvor alle planterne skulle etablere sig.

Stor var derfor vores overraskelse, da vi begyndte at ane temmelig mange ‘røde pletter’ mellem de grønne blade. Det var også noget, der blev kommenteret af stort set alle besøgende i skovhaven. Kan man dyrke tranebær sådan?? Og i slutningen af oktober kunne vi allerede halvandet år efter plantning høste hele 400 gram store, flotte tranebær fra det nye bed. Da planterne samtidig har rigtig travlt med at sende udløbere ud, regner jeg faktisk nu med, at bedet inden for allerede et par år mere vil være helt dækket af tranebærplanter.

Nu skal jeg så finde ud af, hvad jeg skal anvende høsten til. Og da jeg elsker den bitre smag fra tyttebær-syltetøj, tror jeg, at første eksperiment bliver tranebær-syltetøj.