Alene navnet – Stolhenriks gåsefod (Blitium bonus-henricus, tidligere Chenopodium bonus-henricus) – gør, at jeg er helt vild med denne her plante. Good King Henry på engelsk, Goda Henriks målla på svensk. Fint skal det være! Og det er også en vældig fin plante.

Stolthenriks gåsefod var tidligere en helt almindelig køkkenhaveplante – man har fundet spor af den i arkæologiske udgravninger af bopladser helt tilbage fra 1100-tallet. Nu dyrker man den et-årige spinatplante i stedet. Men det kunne man jo genoverveje. Der er flere fordele ved den stolte Henrik – blandt andet er den flerårig og starter med at producere mad allerede tidligt om foråret, langt tidligere end spinat (med mindre man har spinat i drivhus). Stolthenrik er også meget næringsrig.

Hvor vil den gerne bo?

Stolthenrik er ikke sart – den kan vokse de fleste steder. Den kan godt lide sol, men har heller ikke noget imod at stå i halvskygge. Og er det vældig varmt og tørt, så gør det absolut ikke noget, at der er lidt skygge.

Hvor stor bliver den?

Planten kan blive ret høj (½-1 meter) og bred, og den er god til at dække jorden under sig.

Hvornår høster man af den?

Man kan høste bladene fra de begynder at skyde om foråret og frem til cirka juni, hvor den koncentrerer energien om at sætte frøstande og derfor ikke laver så mange friske blade.
Efter at frøene er modne (og evt. høstede) skyder planten nye skud og blade igen. Der er således en forårshøst og en efterårshøst af bladene.

Blomsterstandene kan man også høste (først på sommeren), og de modne frø høster man sidst på sommeren. De frø, man ikke høster, bliver i et vist omfang til nye planter rundt om moderplanten, og der etableres således i løbet af et par år en fin koloni af planter, der dækker jorden i det område, de står. Den er ikke besværlig at fjerne der, hvor man ikke vil have den.

Hvordan anvender vi den?

Vi anvender primært bladene, og vi spiser dem aldrig rå (smager ikke godt!), men blancherer dem altid inden brug. Derefter tilberedes de på samme måde som spinat. Dvs. steges, wok’es, som fyld i tærter og omeletter, etc. Og ligesom spinat er de unge, spæde blade de friskeste og mildeste i smagen, og de lidt ældre blade mere grove i strukturen og med mere bitterstof. 

Vi sørger altid for at høste rigeligt både først på sommeren og midt på efteråret, så vi kan få en ordentlig portion i fryseren til vintermad. Vi renser og hakker bladene groft, blancherer dem ganske kort, skyller dem i koldt vand og lader dem køle af. Så krammer vi de blancherede blade sammen i små kugler, der fryses. Så kan man tage enkelt-kugler op af fryseren efter behov.

Goda Henriks målla/Stolthenriks gåsefod

Næringsindhold/näringsemner – og mindre heldige indholdsstoffer

Gode Henrik er vældig næringsrig. Den indeholder blandt andet store mængder jern og C-vitamin. Men også en del nitrat og oxalsyre, hvilket betyder, at man ikke skal spise store mængder rå blade. Men det giver lidt sig selv, da de ikke smager særlig godt. Nitrat og oxalsyreindholdet mindskes, når bladene tilberedes. Frøene, der er voldsomt proteinholdige, er dækket af saponiner for at beskytte dem mod fuglene (præcis ligesom fætteren Quinoa), og derfor er det vigtigt, at man skyller dem grundigt, inden man koger dem (se en video hos Myrrhis, hvor høst og forberedelse af frøene til spisning forklares).

Stolthenrik har meget dybe rødder og er derfor også god til at samle næringsstoffer op fra de dybere jordlag. De dele af planten, vi ikke høster, visner ned, hvor den står – og bidrager så med organisk materiale (og dermed næringsstoffer) i jorden til det efterfølgende års vækstsæson.

Planteformering

Stolthenrik er uhyggelig nem at frøformere. Man høster frøene, når de er modne, og bredsår dem med det samme, og i løbet af kort tid har man masser af små planter, man kan plante om i små krukker til senere udplantning der, hvor man vil have dem stående.