De flerårige kål (Brassica oleracea ramosa), vi har i skovhaven, er frøformerede varianter af flerårig vildkål, og vi har vores oprindelige kål fra Myrrhis i Danmark.
Tycho og Karoline har igennem en årrække selekteret frø fra de bedste kålplanter i deres skovhave, og vi fortsætter nu i vores skovhave. Kål er en af den slags planter, der lystigt krydser sig inden for samme art. Dvs. har man flere forskellige kålsorter af samme art, der blomstrer samtidigt, kan man ikke være sikker på, at frøene giver planter af samme sort – faktisk kan man være ret sikker på, at det gør de ikke. Vores frøformerede kålplanter er derfor alle forskellige.
Hvor vil den gerne bo?
Vi eksperimenterer med de flerårige kål lidt over det hele i skovhaven – sol, skygge, tørst, fugtigt – og har ikke rigtig noget svar på endnu, hvor de trives bedst.
Hvor stor bliver den?
Hvis ellers de kommer godt fra start, ikke kommer til at mangle for meget vand i løbet af sommeren, og ikke blive totalt ædt af sommerfuglelarver – så kan planterne blive ret omfangsrige. De største planter, vi har haft, har fyldt en hel kvadratmeter.
Hvornår høster man af den?
Når først planten er veletableret, kan man i princippet høste af den hele året. Også om vinteren! Både blade og blomster smager godt. Bladene kan dog variere meget i skarphed over året, og efter hvor de står i haven. Nogle gange er de meget milde i smagen, andre gange ikke …
Hvordan anvender vi den?
Tja – hvordan anvender man bladkål? Efterhånden i alt muligt – finthakket i salat, som grønkålschips, som stegt bladgrøntstilbehør, som bladingrediens i en tærte eller en lasagne, …
Planteformering
De er superlette at frøformere. Saml frøene ind i løbet af sommeren, når de er modne, og så dem i løbet af næste forår. Og så har du maaaange planter …
Man kan også stiklingeformere af særlig gode planter, som man gerne vil have flere identiske kloner af.