Mit mantra har hidtil været, at skovhaven skal levere mad. “Ikke bare lidt salat og krydderurter, men rigtig mad!” Det gør den allerede – men hold nu op, hvor er jeg også blevet glad for alle de blomstrende krydderurter … 🙂 Læs resten
Sneen er væk fra Gammelgård, der er vand i søerne, stille støvregn, en masse fuglekvidder, og de første forårsløg jeg satte sidste år, er kommet op. Vi har SÅ meget lyst til at gå i gang, men jorden er stadig frossen, Læs resten
Så er der kommet mynte i myntebedet ved laden. Det er stiklingerne, jeg tog i sommerferien, der nu er røget i jorden. Umiddelbart ser det måske ikke ud af så meget, men forestil jer, når det er groet til, så vi har en lille bølgende mark af forskellige mynter, der dufter fantastisk, når man går forbi og strejfer dem, er fabelagtige biplanter, når de blomstrer, er fremragende i køkkenet, f.eks. salater, og så er der jo MOJITOS!!! 🙂
Der er allerede gået lidt koks i arter og sorter, men jeg mener at have sat almindelig grøn mynte (Menta spicata), æblemynte (Menta suaveolens), ingefærmynte (Menta x gentilis ‘Variegata’) og grapefrugtmynte (Menta x villosa). Det er ikke SÅ vigtigt, trøster jeg mig med, da de forventes at krydse sig lystigt med hverandre!
Stiklingerne var meget nemme lave: En håndfuld forskellige myntekviste i et glas vand i køkkenvinduet. Efter 2-3 uger havde de alle slået rødder. De blev sat i små potter først, men jeg tror egentligt godt, at jeg kunne have sat dem i jorden med det samme.
Jeg laver flere stiklinger til foråret …
Det er farligt at have en hel lørdag uden program hjemme i Danmark. Især efter at vi har opdaget Naturplanteskolen kun 20 minutters kørsel hjemmefra … Og de følger levende med i, hvor langt vi er kommet, hver gang vi kommer :-). Lidt pudsigt – og ærgerligt – at der ikke er en tilsvarende planteskole i Småland. På den anden side giver det jo anledning til også at lege skovhave, når vi er i Danmark.
Dagens høst blev:
Daglilje (hemerocallis hybrid, Ed Murray). Første billede er, som den ser ud nu, uden blomster – blomsterbilledet har jeg fundet på nettet. Glæder mig til at se vores egen i blomst næste år! Og til at smage knopper og blomster – forhåbentlig smager de lige så vidunderligt som de gule dagliljer 🙂
To amerikanske blåbær (vaccinium corymbosum, Darrow og Elisabeth). Selvom vi har masser af blåbærbuske i skoven omkring os, så har 8 år i Sverige nu også lært os, at det svinger rigtig meget med blåbærshøsten. I år har vi fx slet ikke fået samlet ind til blåbærmarmelade, og det er kun blevet til smånipseri direkte i munden, når vi har været ude og gå i skoven. Så vi prøver at supplere med de store blåbær i haven, selvom vi for nogle år siden syntes, at det var snyd!
To storfrugtede tranebær (vaccinium macrocarpon, Howes og Big Pearl). Jeg glæder mig til egenproduceret tranebærsaft!
En kinesisk Skt. Hansurt (Hylotelephium spectabile, Carmen). Indtil skovhaven er kommet lidt længere, skal den bo i Hügelbed nr. 1 sammen med den Skt. Hansurt, jeg har haft med hjemmefra, og som jeg ikke ved hvad sort er. Men efter at jeg har fundet ud af, hvor godt de smager – og hvor mange forskellige sorter der er – så er det en plante, jeg skal have mange flere af.
Vintersar (Satureja Montana, sort ukendt). Også kaldet bønneurt, da den er god at koge med, når man koger bønner – så er de lettere fordøjelige. Sjovt at vi ikke bruger den meget mere.
Anisisop (agastache rugosa), også kaldet koreansk mynte. Fantastisk biplante og teplante, med lakridssmag.
Og så prøver vi endnu en gang med en spinatranke (hablitzia tamnoides). Sneglene åd jo den første, så denne gang bliver den i beskyttet bolig i Lyngby på et højt bord i havens skyggefulde hjørne, indtil den er blevet stor og stærk. Den flytter så med til Sverige, og et træ i skyggen den kan klatre op ad, næste forår.
Alle de planter, vi anskaffer nu, før vi er klar til at plante i skovhaven, skal med tiden være moderplanter til forhåbentlig mange af hver slags. De skal nurses og opformeres, i planteskolen og i de hügelbede, vi efterhånden får anlagt, så vi ikke står helt på bar bund, når vi skal til at tilplante skovhaven.
Som tidligere nævnt går det ikke super-godt med at få frø til at spire i hügelbedet. Faktisk går det slet ikke, indtil videre. Formentlig er jorden for kold, og frøene for attraktive for alle fuglene.
For lige at teste, om jeg overhovedet kan lokke frø til at spire, har jeg sået korianderfrø i en bakke hjemme i vinduet i Lyngby.
Og de var lang tid om at spire – knap 14 dage trods en lun plads indendøre – men nu er de der næsten allesammen. Det er altså fascinerende, når sådan en lille spinkel spire løfter sit eget frø op i luften uden at knække!
Koriander bruger vi i rå mængder, og selvom det ikke ligefrem er en skovhaveplante, så skal vi nu alligevel prøve, om ikke vi kan holde os selv med koriander om sommeren. Så næste skridt i eksperimentet med at få frø til at blive til planter i hügelbedet er at lave mange, små korianderplanter i et tilsvarende varmt, beskyttet miljø, der så kan plantes over i hügelbedet, når de er blevet større og mere robuste, og forhåbentlig kan modstå fugle og snegle.
Regnen var ikke helt fraværende lørdag, så det gav anledning til en kaffepause indendøre med den ‘pot-maker’, jeg fik af Steffen i fødselsdagsgave i vinter (og nej – det har ikke noget med en rygepause at gøre …). Jeg fik produceret en masse små avis-potter, fyldte dem med våd så-jord, og lagde et enkelt korianderfrø i hver. De får nu lov at stå i en mørk krog i stuen i nærheden af brændeovnen, indtil de spirer. Så er det forhåbentlig blevet rigtig sommer – og i hvert fald er vi flyttet til Sverige for sommeren, og så kan spirerne komme til at stå i solen i et vindue – eller måske ligefrem komme ud i varmen (hvis det altså er blevet varmt til den tid …)!
Om så sneglene vil lade dem være i fred i hügelbedet, er en anden sag. Det tager vi til den tid – men om jeg så skal stå ved siden af bedet i døgndrift med en plantesaks og vogte over dem, så finder vi en løsning!
Vi har allerede fået snegle-ædt tre klokkeblomst-planter, så den veletablerede plante i en krukke hjemme fra Lyngby er nu blevet placeret på trappen op til ‘den fine indgang’, som vi aldrig bruger. Måske er vi heldige, at sneglene ikke kan finde derop. Der står den også fint ved siden af en af de mange digitalis, der nu blomstrer alle mulige steder på grunden