Tag-arkiv: krydderier

Myntebed

Vi har en meget stor gårdsplads, hvor der for øjeblikket bare er græsser. Det er måske lige i overkanten, så fra vi startede med at slå græsset, har vi haft en idé om, at den lille skråning mellem hovedhuset, laden og fase 1 af skovhaven måtte kunne bruges til noget sjovere.

Vi er blevet ret glade for mynte i madlavningen, og erfaringerne hjemme fra den lille have i Lyngby er, at mynte breder sig ad h…. til, ind over alt muligt andet. Derfor er der ikke mynte i hügelbed nr. 1.

Vi har lyst til at have et rigtigt stort myntebed – altså som i seriøst stort myntebed. Og det kan passende være på skråningen. Men først skal græsset kvæles, så weekendens 2. projekt bestod i ‘mulching’ af det kommende myntebed.

IMG_2386Først slog Steffen alt det høje græs med buskrydderen, og så gik jeg ellers i gang med våde aviser og grøntklip fra græs- og brændenældeslåning. I øvrigt er Kristelig Dagblad (fra naboerne derhjemme) ubetinget bedre til mulching end Information … Jeg er vældig glad for min avis, men den fylder ikke så meget, når den bredes ud!

IMG_2411Karl (vores nye genbo) var også ude med buskrydderen og ryddede højt græs omkring vores skraldespande og postkasser, så jeg ilede lige ned til vejen og hørte, om det var ok, at jeg tog det også, eller om han skulle bruge det til noget. Han så lettere forvirret ud (skøre danskere), men havde bestemt ikke noget imod, at jeg rev græsset sammen og tog det med op på gårdspladsen.

IMG_2413Steffen vil meget gerne have et kirsebærtræ midt i bedet, så det gjorde vi klar til (fjernede ral – jo, der er spredt ral på hele gårdspladsen!!! – og løsnede jorden), og så stak vi et gammelt kosteskaft ned, hvor det skal stå. Så skal vi bare skubbe dæklaget væk, når vi skal sætte træet – enten i eftersommeren eller til næste forår.

Jeg løb tør for aviser godt halvvejs, men min mor har lovet at samle sammen til mig – og jeg er sikker på, at Frederiksborg Amtsavis og Politiken er lige så gode som Kristelig Dagblad. Så kan jeg gøre arbejdet færdig næste gang.

Så hvis naboerne nu kigger op, mens vi er væk, for at se, hvad det er vi har gang i, vil de se en mærkelig halvfærdig bunke afklippet ukrudt lagt ovenpå våde aviser, og med et kosteskaft i midten! Vi arbejder hårdt for at få etableret vores ry som mærkelige 🙂