Det siler ned, og med færre og færre lyse timer om dagen må jeg jo efterhånden indse, at noget af havetiden må udskiftes med indepuslerier. Når ikke de består i at læse korrektur, skrive artikler, male lister, koge saft og marmelade eller fermentere grøntsager, er det ofte strikketøjet, der trækker.

Jeg strikkede meget som barn. Det gjorde man (kvinderne) bare i min familie. Fatter egentlig ikke, at det aldrig er lykkedes mig at lære mine børn at strikke. Men det kan vel nås endnu. Selv tog jeg strikkeriet op igen i forbindelse med en stress-sygemelding for en del år siden.

Strikning er utroligt afkoblende. Jeg kan ikke strikke så længe ad gangen, men en lille strikkepause giver ro i både krop og hoved – og er det et mønsterstrik, er det umuligt at tænke på andet imens. Omvendt giver et lige-ud-af-landevejen strikketøj en pause, hvor tankerne kan flyve frit – og jeg får en masse gode idéer, når jeg strikker sjaler eller karklude. Lidt for mange idéer, synes Steffen indimellem.

Jeg har arbejdet for meget med arbejdstagervilkår og miljø i udviklingslande til bare at kunne strikke med et hvilket som helst garn. Kemiske udledninger til vandmiljøet ifm. rensning og farvning, elendige arbejdsmiljøforhold og ringe arbejdstagerrettigheder for dem, der producerer garnet, og dertil absurde transporter fra land til land i jagten på de billigste steder steder (læs: dårligste lønninger og mindste respekt for miljø og arbejdsmiljø) at producere garnet på de forskellige stadier fra råvare til færdigt garn. Bomuld er jeg stort set holdt op med at anvende, når ikke jeg kan finde europæisk produceret genbrugsbomuld. Produktionen af bomuld er … beskidt (for nu at nøjes med et enkelt ord …).

For godt et år siden fandt jeg så Filtmakeriet. Filtmakeriet er et lille svensk uldspinderi i Kilafors i Hälsingland, ca. 250 km nord for Stockholm. Filtmakeriet ejes og drives af to søstre, som køber uld fra svenske fåreavlere, og uldspinderiet står selv for hele forarbejdningen (sortering, vask, kartning, spinding). Hele processen sker i overensstemmelse med svenske miljø- , arbejdsmiljø- og arbejdsmarkedsregler. Det meste garn er slet ikke farvet, og garnet lugter fantastisk af … uld. Al ulden kommer fra svenske får, der gennem græsning er med til at holde gamle kulturlandskaber åbne. Rigtig meget svensk uld kasseres ellers, da der ikke er særlig stor efterspørgsel efter det. Hvilket er rigtig synd – en ressource, der i nogle tilfælde bare ryger i affaldsforbrændingen.

Man kan ikke anvende uldgarn til alt. Fx dur det ikke til karklude. Jeg har ledt højt og lavt efter tilstrækkelig tyndt genbrugsbomuldsgarn (og strikket mange test-karklude…), uden den store succes, men så fandt jeg ud af, at hørgarn faktisk er endnu bedre til karklude. Så gik jagten ind igen: Hvor finder man hørgarn, der er produceret ‘ordentligt’? Efter kontakt til flere forskellige garnproducenter, der ikke kunne finde ud af at svare på mine spørgsmål til fx farvning, faldt jeg over Växbo Lin. De producerer hørprodukter, der er miljømærket med den svenske Naturskyddsföreningens mærke, Bra Miljöval, hvilket bl.a. indebærer, at de tekstilfarver, der anvendes, er GOTS-certificerede. Selve høren er produceret i Frankrig og Belgien, da der ikke findes tilstrækkelig hørproduktion til formålet i Sverige, men produktionen følger reglerne for EUs Ecolabel. Växbo Lin laver fantastisk flotte hør-produkter – viskestykker, duge, håndklæder, servietter, … – og så laver de også strikkegarn.

Så nu er jeg forsynet på garnsiden.

Og hvis andre skulle have lyst til også at kaste sig ud miljøvenlig strik, når de holder indendørspause foran brændeovnen, så har jeg indkøbt et lille parti af begge typer garn, så vi også har det til salg i gårdbutikken.