Spisestuen

I rækken af make-overs 🙂 på Gammelgård er vi nu nået til spisestuen. Som I kan se på billedet fra 2015, hvor vi overtog gården, var det en smal, mørk krog beklædt med umalede, gulnede nåletræsbrædder. Det, I ikke kan se, er, at vi havde problemer med at holde temperaturen oppe inderst i spisekrogen. Endevæggen var kold.

Som vi har skrevet om tidligere, fik vi i forbindelse med en større renovering i 2017 sat et vindue mere i spisekrogen. Det har hjulpet rigtigt meget på lyset, men selvfølgelig ikke på kuldeproblemet og heller ikke på de grimme vægge, så nu skulle det være!

Jeg startede med at fjerne alle de gulnede brædder og tjekkede isoleringen under dem. Der manglede en del rundt omkring, mest omkring vinduerne og i hjørnerne. Jeg supplerede op, hvor der var huller, og lagde et ekstra lag træfiberisolering på den kolde endevæg. På et af billederne herunder kan I se, at den er god nok: Vi bor i bjælkehus. Nogle steder kunne man også finde rester af de gamle tapeter. Jeg talte 9 lag.

Den nye beklædning blev træpaneler igen men denne gang glatte og stående brædder. Den lokale tømmerbiks havde kun grundmalede, så det blev det, selvom jeg hellere selv ville have valgt malingen. Da brædderne var oppe, malede Christina loftet hvidt og væggene en klædelig lys grå.

Jeg malede og opsatte de lister, der skulle til – en enkelt fræsede jeg selv med overfræseren. Vinduerne skulle også fikses. Dels ville vi gerne have nogle rustikke ’maffige’ indfatninger som dem, vi har i køkkenet, dels skulle vindueslysningen i endevæggen laves om, da væggen pga. den ekstra isolering var blevet fem cm. tykkere.

Lysningen byggede jeg af nogle limtræshylder fra det lokale byggemarked og en vinduesplade, som en tidligere ejer betænksomt havde efterladt i kælderen. 😀 Indfatningen lavede jeg af uhøvlede 125 mm beklædningsbrædder, som jeg sleb med excentersliberen (korn 80). Det blev lige, som vi gerne ville ha’ det!

Kortet på væggen viser i øvrigt Strömmaköp i 1803 – dengang før skiftet, hvor alle landsbyens gårde lå i det, der nu er vores indkørsel. Vi har tidligere skrevet om Strömmaköp og Gammelgårds historie.

Nu mangler der bare et plankebord, og så skal gulvet slibes, men det bliver først, når vi skal renovere køkkenet. Det står på listen …

God jul og godt nytår til jer alle fra os på Gammelgård!

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.