Vi har nu passeret årets korteste dag, og snart tager vi hul på et nyt, spændende år med gode skovhaveoplevelser. I planlægningen af næste års projekter er det ikke skade at kigge lidt tilbage på de oplevelser, vi har haft i år. Rigtig mange af dem handler naturligvis om Gammelgård-projekter, men vi har også fået en rigtig dejlig sommervane med at rejse rundt og hilse på andre mennesker og se på deres skovhaveprojekter. Udover at det er voldsomt inspirerende og altid giver idéer til nye projekter derhjemme, så møder vi også altid nogle utroligt søde mennesker, med energi, drive og viden, som vi ofte bevarer kontakten med også efter vores besøg. Det er en af de måder, vi lige så stille udvider vores skovhavenetværk på. Samtidig med – naturligvis – at vi også har en fantastisk ferie.

I år var vi faktisk i Danmark. Mest fordi vores svenske rejsevenner Inger og Emma plagede om at komme til Danmark i år. Men vi fik da også lagt et par steder ind på ruten, hvor vi ikke selv havde været før.

På tre dage nåede vi at besøge Mira og Esbens ‘gamle skovhave’ (de er ved at anlægge et større agroforestry-område, som det bliver spændende at besøge om nogle år) på Svanholm, Cathrines to skovhaver på Orø, Birgits og Cecils skovhaver på Samsø, Karoline og Tychos skovhave på Friland, og afslutningsvist fik vi også klemt et besøg ind på Naturplanteskolen på vej tilbage til Småland. Alle de besøgte steder er med i det danske LAND-netværk.

Alle de besøgte skovhaver har derudover forskellige formål, størrelse, mikroklima og – ikke mindst – skovhaveejere. Så der var rigeligt med indtryk at lade sig inspirere af.

Den gamle skovhave på Svanholm
Den gamle skovhave på Svanholm er 6-8 år gammel, etableret i en 3000 m2 gammel pæreplantage, hvor pæretræerne fik lov at blive stående. Skovhaven ligger på en sydvendt skråning og er anlagt med henblik på at producere mad – skabe et madproducerende system, der kan være et reelt og mere miljø- og klimavenligt alternativ til konventionel grøntsags-, bær- nødde- og frugtproduktion og gerne med så stort udbytte, at der kan sælges til restauranter og fødevarefælleskaber. Med dette mål har prioriteringen været at have planter, der giver stort udbytte, plantet i polykulturer med relativt få forskellige arter sammen for at give en mere tidseffektiv høst af produkterne. Planter, der viser sig ikke at give så meget eller særlig stabilt, udfases eller reduceres i antal.

En stor arbejdsindsats blev lagt i perioden 2013-2015 med etablering af grøntsagslaget, hvorefter skovhaven i stor udstrækning har passet sig selv, fordi skovhave-ejerne nu er optaget af etablering af et endnu større system, der også omfatter boliger og dyr. I 3-4 år har skovhaven altså ’passet sig selv’ – hvilket er superinteressant: Hvad sker der med en etableret skovhave, når man ikke anvender tid i den til andet end at høste? Først og fremmest sker der det, at de stærkeste planter presser og evt. helt udkonkurrerer de mindre stærke planter. Men det har især betydning i bundlaget, hvor blandt andet oregano havde en reel fest i det meste af skovhaven – i krone- og busklaget fortsætter skovhaven helt upåvirket med at producere store mængder bær, frugt og nødder. Mængden af ’med vilje’-urter i bundlaget betyder, at ukrudtstrykket faktisk ikke var blevet særligt stort – det var mere ’med vilje’-planterne, der konkurrerede med hinanden.

To kursusskovhaver på Orø
Efter Svanholm tog vi til Orø, hvor formålet med den ene have er privat madforsyning til Cathrine selv og hendes gæster og kursister.

Udover den relativt lille, private skovhave, der slynger sig ad små stier under store, gamle træer langs kanten af villahaven, er Cathrine så også involveret i en lidt større demonstrations-skovhave på nabogården, Hestebedgård Museum. Her er formålet mere demonstration af skovhavedyrkning og skovhaveplanter generelt, målrettet besøgende på museet, og skovhavebedene er anlagt som små øer rundt om gamle frugttræer – hvilket giver en helt anden oplevelse end en skovhave, der er anlagt langs kanten af den øvrige have.

Skovhaver i Samsøs ’luksus-klima’
Næste stop var Samsø, hvor vi først besøgte Birgits perma- og terapihave, der også er etableret i tæt tilknytning til privatboligen. Også her er haven en kombination af egen madproduktion og demonstration og undervisning. Haven er etableret i en tidligere ret stor rosenhave omkring huset, hvor det samlede areal er på ca. 2000 m2, og Birgit har stor motivation af at have mange forskellige og gerne eksotiske planter i haven, blandt andet ud fra en stor interesse i planternes ernæringsmæssige og medicinske betydning.

Diversiteten er enorm – og pga. det meget fordelagtige ø-klima på Samsø og havens meget beskyttede placering med læ til alle sider, er der mange bær- og frugt-træer, som vi aldrig havde set før. Også en del, som formentlig aldrig vil lykkes for os i Smålands noget mere barske klima.

Den anden skovhave på Samsø, der faktisk også var designet af Birgit, mindede slet ikke om Birgits. Skovhaven er på 3000 m2 og etableret på bar mark på et mere vindudsat sted på Samsø for fem år siden, og Cecil, der ejer skovhaven, motiveres især af skovhavens skønhed, kombineret med en demonstration af, hvordan man kan producere mad med meget stor diversitet i samarbejde med naturens insekter, dyr og fugle.

Mængden af blomster var overvældende – og de behøvede ikke alle at have med madproduktion at gøre. Haven er en demonstrationshave, og alle kursister på Inspiratoriet, som skovhaven er en del af, får en introduktion til skovhavedyrkning og permakultur.

I modsætning til Svanholm, hvor høst helst skulle være tidseffektivt, fordi der skulle høstes store mængder, høster Cecil en masse ’biprodukter’ i form af observation, tilstedeværelse og nydelse, når hun høster ’tidsineffektivt’ af frugt, bær og grønt, der er spredt ud over et stort område. Planterne får lov til at ’vandre’ i skovhaven, både med rodskud og frøspredning – og så fjerner Cecil det, der enten ikke smager godt eller ikke ser godt ud.

Den lille skovhave på Friland
Sidste skovhave var Karoline og Tychos private permakulturhave Myrrhis  på Friland. 300 m2 skovhave + en tilsvarende køkkenhave i tæt tilknytning til huset producerer mad til eget forbrug – hvilket er det primære formål med haven. Også her er mangfoldigheden stor – og en erfaring (ligesom på Svanholm) er, at mangfoldigheden mindskes, hvis ikke man griber ind. Nogle planter er bare mere dominerende end andre – og styrer man dem ikke (beskærer, fjerner rodskud og frøplanter), så er der andre, der bliver trængt væk.

Her lægges en reel arbejdsindsats i det tidlige forår for at fjerne uønskede vækster – og gør man det rettidigt, er indsatsen resten af året begrænset. Hvis ikke … I lighed med flere af de andre skovhaver er stierne gennem skovhaven dækket med halm, efter at de første års alt for arbejdsintensive kamp med græs, der bevægede sig ind i bedene, fik Tycho og Karoline til at ændre ’sti-strategi.’

Dos and don’ts
Vi bad alle vore værter om at komme med eksempler på dos and don’ts. Hvad er bare lykkedes helt efter bogen og kan absolut anbefales til andre at kopiere – og hvad er gået helt i skoven? Et par konklusioner på tværs af de skovhaver, vi så:

• Tilfør rigtig, rigtig meget biomasse (halm, ensilage, tang, løv, …) i skovhavens første år for at opbygge en solid nærings- og muldrig jordbund som grundlag for skovhaven. Kombiner det med en divers og relativ tæt tilplantning af kvælstoffikserende og andre næringsstofakkumulerende planter. Vi lærte en del kvælstof-fiksere at kende, som vi ikke kendte eller havde tænkt på før – en del af dem er så desværre ikke hårdføre i Småland.
• Hold stierne – og ikke mindst bedene – fri for græsser (og måske især hvis der er kvikgræs) i etableringsperioden eller hvis man går efter en relativt lysåben skovhave. Græs tager vand og næring fra skovhaveplanterne – hvad enten det er træer, buske eller grøntsager – og selv om man beslutter kun at have det i stierne, er arbejdsindsatsen betragtelig, hvis man vil forhindre kvikgræs i at sprede sig fra stierne til bedene. I en veletableret og mere skyggefuld skovhave er problemet mindre, idet græs ikke er lige så konkurrencekraftigt der og kan holdes i skak af forskellige veletablerede bunddækkeplanter i bedene.
• Læ fra store træer og hegn giver mulighed for et meget gunstigt mikroklima – men det er ikke lige meget, hvilke træer der giver læ. I hvert fald ikke, hvis de er tæt på skovhaven. Store skovtræer – som fx birk, ask og asp – drikker og spiser for meget. Konkurrencen fra sådanne store, etablerede træer er for voldsom for de madproducerende planter i en skovhave.
• Etablering af ’rum i skovhaven’ ved hjælp af buske, træer, hegn og stier giver en fantastisk stor trivsel i skovhaven for dem, der bruger den. Og så giver det lyslommer med ekstra godt mikroklima til planter, der kræver lidt mere, end hvad det ’normale’ klima kan bidrage med.
• Tid og tilstedeværelse/nærvær i skovhaven gør det meget nemmere at følge med i, hvad der er klar til høst, hvad der er ved at blive trængt, hvad der dominerer for meget, hvad der mistrives etc. At bo lige op ad – eller sågar omgivet af – skovhaven og komme i den dagligt er ikke nogen dum idé. Kombineret med den erfaring og kundskab, man efterhånden får, muliggør det også rettidighed, som fx at luge, inden uønsket plantespredning er blevet et mere arbejdstidskrævende job, end det behøver at være.

Og hvad kan man så lære af det hjemme i Sverige
Selvom der ikke er langt fra Sverige til Danmark, er det alligevel ikke alle skovhaveerfaringer i Danmark, man ‘bare’ kan overføre til Sverige.

Vi har på ingen måde et fuldt overblik over skovhavestatus i Sverige – men vi har de seneste år besøgt en del skovhaver, både veletablerede og under etablering – fra Holma Skovhave i syd til Puttmyra nord for Stockholm. Sverige er et langt land med mange flere klimazoner end Danmark – og jo længere man kommer nordpå, desto flere begrænsninger er der i plantevalg og -teknikker. Dyrkningsåret er kortere, vintrene koldere, og mange planter, der vokser perfekt i Danmark, er simpelthen ikke hårdføre nok til at overleve og give spiseligt afkast.

En anden konsekvens af klimaet er, at planterne vokser meget langsommere. Hvilket har betydning for etableringsstrategierne. Hvor bunddækkeplanter lynhurtigt har dækket et bed i Danmark, tager det meget længere tid i de nordligere dele af Sverige – hvilket giver de pionerplanter, ‘ukrudt’ ofte er, meget bedre chancer for at konkurrere. Så at holde jorden tildækket, indtil de jorddækkende planter har etableret sig og begynder at brede sig, er om muligt endnu vigtigere heroppe.

Store dele af Sverige er heller ikke landbrugsland på samme måde som danske marker. Sten, grus, lav pH – eller mager jord, som man vel bare kan kalde det – stiller også store krav til tilførsel af organisk materiale og opbygning af et godt muldindhold i jorden. Endnu en grund til at investere et par år i etableringen med at dække jorden med organisk materiale.

Arbejdsindsatsen er på mange måder større, når man etablerer en skovhave i mange dele af Sverige – men der er for så vidt ikke nogen af de konklusioner, vi uddrog af Danmarksrejsen, der ikke også gælder i Sverige. Måske bare med tilføjelse af ’tålmodighed’: Man skal virkelig have det lange lys på og være indstillet på en 5-10 års etableringsperiode, hvor man lægger en reel arbejdsindsats – og hvor det altså på ingen måde ser ’færdigt’ ud. Og så skal man ikke slå større brød op, end man realistisk set orker at bage. Eller med et citat fra Danmarksrejsen: ’Man skal vide, om man har det arbejdsoverskud, som den valgte løsning kræver’.

Næste sommers skovhaverejse

Næste år skal vi på nye eventyr i Sverige. Der er efterhånden en del steder at vælge imellem, og er man helt tom for idéer, kan man altid starte med at kigge på Steffen oversigtskort over skovhaver i Facebookgruppen Skogsträdgårdsodlarna. Der er der efterhånden mere end 50 skovhave-ejere, der har valgt at lægge deres skovhave ind.

I 2018 var vi nordpå, og selvom der er mange, nye spændende steder nordpå, går turen nok til Skåne i 2020. Vi har allerede en ønskeliste på 4-6 steder, vi gerne vil besøge, og der skal nu strikkes et program sammen. Det kræver altid, at skovhave-ejerne har tid og lyst til besøg (i samme periode), og det er derfor lidt tidligt at gå i gang med detailplanlægningen. Men til foråret vil jeg begynde med de indledende kontakter og pusleriet med at få et program til at hænge sammen. Hvilket faktisk i sig selv også er hyggeligt.