Smørhullet Strömmaköp

Vi har en slags udvidet ‘nabohjælp’ her i Strömmaköp. Eller måske skal vi bare kalde det verdens bedste naboer. Vi har en drøm om en nøddelund med storfrugtede nødder, valnødder og kastanjer i den øverste trekant af vores grund. Der står i forvejen en masse gamle vildhassel, som vi er ved at forynge, og så stod der også en række poppel/asp, som vi ringbarkede for 3 år siden, og enkelte store birketræer, som ikke skulle blive. Ellers er det stykke jord omringet af bøg, eg og løn – og det må det gerne være. Men poppel og birk skulle væk for at vi kunne komme videre med projektet.

Vi fældede det, der skulle fældes, i juleferien, og her kom så første nabohjælp ind i billedet. Poplerne stod langs vejen, og flere af dem hældede også ud over vejen, så vi var ikke helt trygge ved selv at fælde dem. På den anden side af vejen bor Håkan, som i mange, mange år har glædet sig til, at poplerne blev fældet (de tog hans eftermiddags- og aftensol), så vi havde en flere år gammel aftale om, at når de skulle ned, skulle han være med. Så langt så godt – Steffen og jeg stod klar til at stoppe eventuelle biler, og Håkan fældede. I samme ombæring fik Håkan så også fældet et par af sine egne træer på den anden side af vejen, som også skulle lægges ud over vejen.

Vi havde så regnet med at skulle save det hele op i 30 cm bidder og køre dem ned ad bakken til Gammelgård og lægge dem i en høj til senere flækning. Det ville kræve mange, mange ture med trillebøren (i alt var der vel 8-10 m3 træ), så Håkan rystede på hovedet af os og foreslog, at vi skar dem op i 3 meters bidder i stedet, og at han så hentede dem med sin traktor og lagde dem inde hos sig (I har ikke så meget plads nede på Gammelgård …), og så kunne vi få dem leveret i mindre portioner, som vi kunne skære op og flække henover vinteren. Det kalder jeg udstrakt naboservice.

Vi fik en stor portion stammer lagt ned med det samme, og da den var savet op og flækket for en uges tid siden, gik jeg op til Håkan for at bestille et læs mere. Om ikke jeg også manglede jord til alle mine planteprojekter? Håkan arbejder i Södra Århults Torv, og han kunne da bare tage det antal sække med hjem, vi havde brug for i varebilen – der er jo ikke så meget plantejord i butikkerne endnu. Og da jeg præcis var ved at løbe tør for plantejord OG allerede er i fuld gang med årets såning, kunne det jo ikke passe bedre.

Han kom så med 10 sække jord torsdag aften, mens Steffen og jeg holdt endnu en skovhaveforelæsning i Älmhult, hvilket vakte en del opsigt hos genboen, der vidste, at vi ikke var hjemme, og pludselig så en varebil køre op i vores indkørsel. Vi har desværre en del indbrud i området, så vi holder alle øje, når vi ved, at naboerne ikke er hjemme. Endnu en (måske lidt mere traditionel) slags nabohjælp.

I weekenden havde vi besøg af børn og børnebørn. Så stillede Håkan op igen – kom kørende i sin tøffende traktor med en masse træstammer på, mens Balder på 3 år var ude og lege i skovhaven. Øj, hvor det var spændende at se på, at sådan en traktor løfter træstammer ned med sin løftearm.

 

Og da Balder bagefter fik lov at sidde på skødet af Håkan inde i traktoren og køre med ned ad indkørslen igen, voksede han nærmest 10 cm.

 

For at det ikke skal være løgn tilbød en anden nabo at sætte lapper på Mathis’ hullede ærmer (du har andet at se til, Christina, med børnebørn på besøg), så han kunne tage hjem igen til København med trøjer uden huller på ærmerne – og genbo inviterede os over på fødselsdagskager søndag eftermiddag, da københavnerne var kørt hjem igen. Der fik jeg så også lige talt med bagbo, der snart skal hjælpe os med et større stenprojekt, som opfølgning på vores vandeventyr i december.

Man er ubetinget ikke ensom herude i skoven. I hvert fald ikke, når man bor i Strömmaköp!

 

2 thoughts on “Smørhullet Strömmaköp

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.