Det har været et underligt vejr i år. Først var det ekstremt længe om at blive forår, med nattefrost langt ind i maj, så har vi manglet vand det meste af sommeren, og nu vælter regnen ned. Som nogle måske vil huske, betød det kolde forår, at vores kartofler blev sat ekstremt sent (starten af maj). Og på trods af at vi ventede så længe, så fik de alligevel frost og frøs tilbage allesammen efter et par dage. Der må jeg indrømme, at jeg begyndte at tvivle på årets kartoffelhøst. Men da høst af kartofler kun var et af flere mål med at sætte kartofler, tog jeg det ikke så tungt. Og godt det samme – for der var ingen grund til bekymring.

Kartoflerne fik, trods den hårde start, fat alligevel, og midt i juni kunne jeg ‘hyppe’ dem første gang. Da de jo vokser i ensilage og bare har ‘fødderne’ nede og røre ved jorden, bestod hypningen i at lægge mere ukrudt op omkring planterne. Det passede meget fint med, at det var tid til at slå grøftekanten med leen …

Og siden er planterne bare vokset og vokset – trods tørken, som jorddækket har beskyttet planterne imod. Faktisk er de vokset så meget, at Steffen begyndte at tvivle på, at planterne overhovedet brugte krudt på at lave kartofler – eller om de brugte al krudtet på bladvækst. Samtidig var det meget sparsomt med blomstringen – enkelte planter satte blomster sidst i juli, og det var så det.

Nu er vi i starten af august, og kan ikke vente længere: Er der mon overhovedet kartofler under de planter? Vi har lettet lidt på det lag af ensilage m.m., de vokser i, og kigget på produktionen. En af de første kartofler, vi fik lirket frem, vejede godt 400 g. … Så måske får vi kartofler nok! Vi behøver i hvert fald ikke at tage så mange ad gangen, med mindre vi har mange gæster. 🙂