Den sidste weekend i september tilbragte vi i smuk svensk efterårsidyl i Järbo nord for Uppsala, hvor Marjo og hendes mand er i gang med at anlægge skovhave på en sydvestvendt skråning nedenfor deres hus. Vi deltog i et skovhavekursus med Philip og Annevi fra Permakultur Stjärnsund som undervisere, og kurset tog praktisk udgangspunkt i Marjos kommende skovhave. Det var en fantastisk weekend! Vejret var pragtfuldt, emnet superspændende og relevant i forhold til alt det, vi har gang i hjemme på Gammelgård, underviserne var superkompetente, alle deltagerne var søde, vidende og engagerede mennesker – og maden var et kapitel for sig! Vi fordøjer stadig – mad, indtryk og oplevelser. 🙂

Og hvad fik vi så med hjem? Først og fremmest en bekræftelse af, at vi er på rette vej. Vi kan godt! – og det kan godt lade sig gøre, det vi har gang i. Vi fik også en vældig appetit på alle mulige spændende planter, vi skal forsøge at få til at gro her hos os, ny viden om planteteknik, og en bekræftelse af, at vores plan med at jorddække med flis er helt perfekt. Det er jo helt kanon – da naboen har haft travlt med flismaskinen her i september, så vores grenbjerg fra sommerens fældning af træer og krat nu er konverteret til et flisbjerg, der ligger under lindetræet og er lige til at tage fra.

Der kommer meget mere i løbet af vinteren – vi har mange fælde-planer endnu. Bl.a. skal alle poplerne, som ses i bunden af billedet, ned, men derudover skal hele området nord for den kommende skovhave ryddes, så der kan graves ud til sø. Da vi talte med naboen om det projekt (det er ham, der har gravemaskinerne …), foreslog han, at vi også lavede sø i den sydligste ende af grunden. Faktisk ønsker han sig så meget en sø dernede (ved hans egen indkørsel), at han tilbød at grave den ud uden beregning. Så nu har vi TO søprojekter i pipeline. Den jord, der graves op, skal vi bruge til at hæve den nordligste ende af skovhaven, så den ikke hælder mod nord. Det betyder så også, at vi i første omgang starter med at klargøre den sydligste del af skovhaven – hvor der så også allerede er fældet træer. Vi har nu en skitse, og i efterårsferien vil jeg starte med at ’plante’ 6 pinde, der skal markere, hvor de første 6 træer skal stå.  Træerne venter vi med at plante til foråret – så kan vi bruge vinteren til at beslutte, hvilke frugttræer vi skal starte med, og hvor de skal stå. Og så skal der afdækkes, så vi kan få kvalt al vores kvikgræs.

Kvikgræs hedder i øvrigt ikke kvik-græs på svensk … Det hedder kvikrod (kvikrot), og at få opklaret denne lille detalje var lidt af en aha-oplevelse (ja ja, vi er nørder…). Alle skovhavefolk (og andre havefolk) er nemlig skrækslagne for kvikgræs og kan slet ikke advare nok om vigtigheden af at få det udryddet – men anbefaler samtidig rask væk græs i gangene mellem bedene. Og så bliver jeg jo forvirret. Græs er vel græs?, tænker amatøren. 😉 Det hjælper så på forståelsen, når man ikke kalder det græs … Kvikrod ’udmærker’ sig ved, at det har et h…. rodnet, der vældig ’kvikt’ spreder sig ind under alt muligt andet med lange, hvide rødder og stjæler både vand og næring.

Så lige den plante er en af de få, der får lov at beholde betegnelsen ukrudt og er absolut uønsket i en skovhave. Vi har meget kvikrod i vores kommende skovhave … Og kuren er at dække det hermetisk til, så det ikke får lys …. i 2-3 år! Så bliver det kvalt. Graver man for at få det væk, så ødelægger man rødderne (skærer dem i mindre stykker), hvilket bare får planten til at sprede sig endnu mere (skyder fra alle rodstykkerne). Derudover forstyrrer gravearbejdet alle mikroorganismerne i jorden. Så der skal dækkes af – i første omgang i en cirkel med en diameter på ca. 3 m omkring de pinde, jeg sætter, hvor de første 6 frugttræer skal stå. Vi dækker med aviser og pap, og så et ordentlig lag flis over. Når vi får næste læs flis engang i løbet af vinteren, skal resten af skovhaven dækkes også, så hele skovhaven bliver ryddet for kvikgræs, inden vi skal til at plante alle de andre planter. Hvilket formentlig først bliver om et par år – vi skal jo lige producere dem først.

Hvilket leder mig til weekendens mindre heldige oplevelse. Vi har haft besøg på gården. Nogen kan godt lide os. I hvert fald vores planter. Skt.Hans-urten er blevet barberet kraftigt, Steffens nyplantede mynter er væk, kirsebærtræets nederste grene har mistet bladene, og synderens fodspor går lige gennem purløgsbedet (den kan åbenbart ikke lide purløg).

Vi tror, at det er rådyr. Og rådyr i haven er jo vældigt hyggeligt og romantisk – bare ikke når de spiser de planter, vi er ved at opformere.

Så nu går overvejelserne: Skal vi hegne hele skovhaven ind i 2 meter højt trådhegn? Kan man lave noget, der er lidt mindre grimt, eks. et smålandshegn med høje stolper, hvor vi sætter en tråd højt oppe? Eller skal vi opgive at plante de planter, rådyrene kan lide?

Den veletablerede mynte, der står lige ved siden af purløgsbedet, har den ikke rørt. Så en forsigtig konklusion kan også være, at planterne skal være store og stærke, inden vi planter dem ud – og at der slet ikke skal plantes nye planter ud i eftersommer/efteråret.

 

 

Ikke desto mindre skyndte jeg mig at lægge 16 fed slangehvidløg, som jeg har fået af min moster og onkel – de kunne passende få lov at ligge lige der, hvor rådyret havde lavet huller.

Hvis ikke den kan lide purløg, kan den nok heller ikke lide hvidløg.

 

Under alle omstændigheder har vi et problem i forhold til planteskolen (hvor der jo i sagens natur kommer til at være en masse nye, spæde planter). Så der SKAL vi have fundet på et hegn, der ikke er alt for grimt. Hmmm.

 

 

 

Oppe i Järbo har de både bjørn og ulv. Der vogter en kæmpestor bjørnehund døgnet rundt over fårene, som går på engen lige neden for den kommende skovhave. Så de har ikke noget rådyrsproblem. De har heller ingen dræbersnegle. Til gengæld ligger Järbo i en koldere klimazone, så der er flere planter, de bare ikke kan dyrke. Man kan ikke få det hele!