Kulsukker (Symphytum ssp.) er en rigtig nyttig plante at have i sin skovhave – eller i sin have i det hele taget.

Vi købte, inden vi opstartede vores skovhave, en enkelt plante af den sterile sort “Bocking 14” af arten upplandsk kulsukker (Symphytum x Uplandicum) på Naturplanteskolen, som vi siden har lavet rigtig, rigtig mange flere planter fra. Vi har den sterile Bocking 14, fordi den gør det nemmere at styre, hvor vi har kulsukker, og hvor mange vi har. I modsætning til de ikke-sterile sorter og arter af kulsukker frøformerer de sterile sorter sig ikke, og de spreder sig derfor ikke lige så voldsomt som alle de andre. Og selvom den er steril, er den vældig nem at tage rodstiklinger fra, når man vil have flere planter.

Hvor vil den gerne bo?

Kulsukker kræver adgang til næring for at blive rigtig stor. Og den trives heller ikke supergodt uden sol og vand. I den forstand er den relativt krævende. Hvis man vil have rigtig meget bladmasse, kan man gøde sin kulsukker (fx med urin) for at kunne høste af den mange gange over året.

Hvor stor bliver den?

Hvis den har det godt, bliver det en stor plante – både høj (op til en meter) og bred (også op til en meter). Vi satte vores første kulsukker forkert. Dels satte vi planter for tæt på de nyplantede frugttræer, så de konkurrerede med frugttræerne om vand og næring, og dels satte vi kulsukker som kantplante langs en sti, hvor de væltede ud over stien, så den blev ufarbar. Nu planter vi primært kulsukker i udkanten eller langs grænsen af skovhaven, eller som en grænse mellem to bede, hvor det ikke gør noget, at grænsen er bred!

De gamle planter, der vokser tæt på frugttræer, graver vi enten op, når vi skal bruge rodstiklinger, og sætter så ned et andet sted, eller høster intensivt på, så vi svækker dem konkurrencemæssigt. De gamle planter langs stien er nu flyttet til kanten af skovhaven ned mod dammen, hvor de er med til at holde sivplanter væk fra de nederste bede. De småplanter, der trods flytningen af moderplanten alligevel dukker op fra rodstumper, der blev efterladt i jorden, klipper vi, lige så snart de titter op, og efter et par år giver de op.

Hvornår høster man af den?

Når først planten er veletableret, kan man høste den helt i bund 3-4 gange om året. Hvis man vil have blomster (de er meget populære hos især humlebierne), skal man lade nogle af planterne gå i blomst og vente med at skære dem ned, til de er afblomstret. Man kan sagtens få to blomstringer om året.

Hvordan anvender vi den?

Vi anvender kulsukkerbladene til at fodre livet i jorden og derigennem bidrage til at der er næring i jorden til alle vores andre planter. Vi anvender den altså som en slags gødningsplante. Kulsukker har et dybt rodsystem, hvorigennem den optager næringsstoffer fra dybt nede i jorden, hvor mange andre planters rødder ikke når ned. Når vi så høster bladene og anvender dem til overfladekompostering, frigives den næring, der er lagret i bladene, efterhånden som bladene komposterer, og gøres tilgængelig for de andre planter. Det er først og fremmest kalium, men også fosfor, magnesium, mangan, jern, selen og zink. Man kan skære planten ned flere gange årligt og så bruge bladene til at jorddække med der, hvor man vil gøre næringsstofferne tilgængelige for planter med mere overfladiske rodsystemer, samtidig som bladene forbedrer jordens struktur og øger humusindholdet. Kaliumindholdet er højt i kulsukkerbladene, og dette kan man udnytte til at stimulere blomstring og frugtsætning hos fx bærbuske og frugttræer. Eller til sine tomatplanter. Man kan også lave flydende gødning ved at lade bladene rådne i en spand vand (evt. sammen med brændenælder, hvis man også vil have kvælstof), som man så fortynder 1-10 og vander ud, hvor det behøves, eller giver til krukkeplanter.

Kulsukker er også en meget populær insektplante, som specielt humlebierne er glade for. Kulsukker producerer meget nektar – og fylder sine blomster med nektar på under en time, efter at de er blevet tømt af besøgende insekter. Om vinteren bor der et mylder af insekter og edderkopper mellem de nedvisnede blade. En rigtig god ting i en have, hvor man tilstræber en så høj biodiversitet/artsrigdom som overhovedet muligt.

Endelig gør kulsukkerens tætte rodnet også, at man kan plante den som en barriere, der til en vis udstrækning hæmmer indvækst af uønskede planter. Lige nu forsøger vi, om den kan reducere indtrængen af siv fra området omkring dammen.

Planteformering

I og med at Bocking 14 er steril, går den naturligvis ikke at frøformere. I stedet formerer man den ved at tage rodstiklinger.

Man graver moderplanten op, når den begynder at skyde om foråret,  og klipper en håndfuld rødder af og sætter så planten tilbage i jorden igen. Rødderne skærer man i 3-5 cm lange bidder og lægger i en potte med almindelig havejord. Vander, sætter dem i skyggen – og venter (og sørger for, at de ikke tørrer ud).

Efter et par måneder begynder de at skyde og kan så enten placeres ud, hvor man vil have dem, eller gemmes til senere. I så fald skal de i løbet af sommeren ha en større krukke med noget mere jord – og evt. også noget gødningsvand.

Vi har også med lidt mere blandet succes lagt rødder direkte i jorden der, hvor vi vil ha’ dem.  Da det ikke er alle rødderne, der skyder, er det en lidt mere usikker strategi.