I forbindelse med renoveringen i 90’erne blev der også bygget en farstu på Gammelgård. En farstu er med citat fra Wikipedia ‘et utrymme innanför bostadens ytterdörr’ … bestående af ‘… ett enkelt ouppvärmt förrum. Där tog man av och på sig stövlar och skor samt ibland även ytterkläder. Förstugan fungerade på detta sätt som en luftsluss in till bostadsdelen där fuktiga klädesplagg och skodon kunde förvaras. Detta var speciellt viktigt vintertid när man ofta gick in och ut i huset för att hålla bostadsdelen fri från fukt och snömodd.’

Vældig praktisk! Men … Den farstu, der blev bygget i 90’erne, var meget lille, uden vindue (og derfor mørk) OG igen bygget af gamle brædder, der nu var ved falde helt fra hinanden. Vi benyttede derfor lejligheden, nu vi alligevel var i gang med facaderenovering, til at få bygget en ny, større (2 x 3 m) farstu – med vinduer. Dem havde vi jo nu en hel håndfuld af – fine gamle sprossevinduer med trukne glas fra udskiftningen af vinduer i tilbygningen.

Det var bagbos firma, der stod for nedrivning af den gamle farstu og støbning af nyt fundament til den nye. Og det var så nok den del af renoveringen, der gik mest ‘efter bogen’ – til tiden, uden nogen palaver og i godt humør. Det var så også bagbos far (vores genbo), der stod for projektet. Jeg ved ikke rigtig, om der er noget, den mand ikke kan?

Efter nedrivningen af den gamle farstu blev hullet ind til huset dækket af en gammel dør og en plade, og så var der klar til udgravning til fundament til den nye farstu. I samme omgang fik vi så gravet render til el-kabler til både stalden og laden – det skal blive dejligt at slippe for at trække lange ledninger, hver gang man skal bruge strøm de to steder. Det har længe været et stort ønske, der bare afventede, at vi i anden anledning skulle have en stor gravemaskine på besøg.

I mellemtiden var det så blevet sommerferie – og Christoffer (vores tømrer) skulle giftes – så opbygning af den nye farstu måtte vente godt en måned. Entreprenøren kunne godt have sat en anden tømrer på projektet, men det ville vi ikke. Det var så tilpas kompliceret med alle tilpasningerne til det gamle hus, så det ville vi ikke have en ny tømrer ind over. Bare tanken om at skulle til at sætte en ny ind i det … Så hellere vente, til Christoffer var tilbage fra bryllupsrejse og ferie. Så kunne han nemlig få fornøjelsen med endnu en gang ‘plocka pinn’. 🙂

Materialevalget ved farstu-byggeriet gav næsten sig selv – næsten alle overvejelser var gjort i forbindelse med det øvrige projekt. En enkelt detalje havde vi dog ikke overvejet: Fundamentet til farstun. I alle tre tilbud indgik et støbt, isoleret fundament – og det faldt os aldrig ind, at der kunne være alternativer. Først da håndværkerne kom med frigolit plader (og frigolit-snuller på hele grunden) og en betonblander, gik det op for mig, at vi havde gang i en ikke helt miljø- og klimavenlig løsning. Og da var det for sent at trække i håndbremsen. Blandt andet fordi jeg ingen som helst idé havde om, hvad alternativet kunne være, den dag jeg pludselig stod og burde have råbt stop.

Der er to problemer i den løsning, vi nu har fået (støbt fundament isoleret med frigolit).

Frigolit er noget forfærdelig griseri. Det er lavet af polystyren, et plastikmateriale (oliebaseret), og nedbrydes ikke i naturen. Bortset fra at det altså smuldrer i små plastik-stykker, der flyver rundt i hele haven. Produktionen af produktet er energikrævende, oliekrævende, og CO2-udslippende. Men det er et vældig effektivt isoleringsmateriale, der både isolerer mod kulde og fugt.

Beton består blandt andet af cement, som er voldsomt klimabelastende at producere. Både fordi det kræver store mængder energi, men især fordi der udledes store mængder CO2 fra den kemiske proces. Cement består i store træk af sand og kridt, der opvarmes ved brug af store mængder energi, og i opvarmningen omdannes kridtet (calciumkarbonat – CaCO3) til CO2 og calciumoxid CaO. Det er calciumoxiden, man skal bruge – og CO2’en slipper altså løs. Cement er altså ikke noget særlig klimavenligt byggemateriale. 

Hvorfor tænkte vi os ikke om? Tja, nogle gange bliver man bare tænke-mæssigt overbelastet. Og et eller andet sted handler det jo også om, at problemet ikke er velkendt (det var det nu her, af os i hvert fald, selvom det sagtens kan være, at håndværkerne ikke har hørt om det før. Vi glemte det bare i farten), og især at alternativerne ikke bliver præsenteret som valg, når man skal i gang med et byggeprojekt.

Selv ikke nu er vi helt sikre på, hvad vi kunne have gjort i stedet. Men det er helt sikkert noget, vi skal have sat os ind i, inden vi skal lave fundament næste gang.

Et andet dilemma, der jævnligt dukker op, er indvendig vægbeklædning. Den havde vi også lige oppe at vende igen i forbindelse med farstu-byggeriet. Hvad er den mest miljøvenlige og samtidig praktiske indvendige vægbeklædning? Vi vil jo gerne kunne anvende farstun til ophængning af overtøj – og det betyder, at vi skal kunne sætte knager op, der kan bære tunge vinterfrakker. Farstun er bygget op som et træskelet med isolering i, på ydersiden er der vindpap og facadebrædder, og på indersiden har vi så valgt at få en OSB-plade, der så er sat gips på. Gipsen er nem at spartle og overfladebehandle, og OSB-pladen er tilstrækkelig solid til, at den kan bære knager med tungt overtøj.

Gips er en naturligt forekommende bjergart, som man udvinder bl.a. i Spanien. I de gipsplader, der anvendes i byggeri, er der som oftest en væsentlig andel genbrugsgips. Produktionen af gipsplader kræver en del energi (varme), men der er ikke udledninger af drivhusgasser fra selve processen. For så vidt et ok produkt, som vi ikke har de store problemer med.

OSB-plader er til gengæld lavet af træflis og lim. I limen er der PMDI – som det ikke er helt let at finde oplysninger om. Men det er vist noget snavs …. Til gengæld er der ikke så meget af det … Hmmm.

Hvorfor valgte vi ikke bare at få sat brædder op, som vi så kunne sætte gipspladen udenpå? Tja – igen var det ikke den nemmeste løsning og heller ikke den løsning, håndværkerne foreslog. OSB-plader er helt lige og nemme at få en plan overflade ud af – og nemme (og hurtige) at sætte op. Der er simpelthen ikke så meget pjat der. Og så er det ikke forbudt … Og når det ikke er forbudt, så er det vel heller ikke farligt? … Eller noget …

Nu vi er ved det: Faktisk har vi også fået sat mdf-plader op i vindueslysningerne – også den nye ved spisepladsen. Mdf er også lavet af et træmateriale og et bindemiddel – her indeholder bindemidlet bare formaldehyd. Som i større mængder er cancerfremkaldende. Mængden af formaldehyd er her bare meget, meget lille (10 gange mindre end grænseværdien for at et produkt kan svanemærkes). I øvrigt er der i det hele taget (naturligt) formaldehyd i træ, så helt kan man ikke komme uden om det under alle omstændigheder.

Her ses alle lagene (skurkene): OSB inderst, gips udenpå, og MDF i lysningen. I øvrigt kan man også se EcoBatt-isoleringen.

Rådet for at minimere afgasning af formaldehyd fra sådanne plader er at male dem, hvilket vi da også har gjort med det samme inde ved spisepladsen (med en helt ugiftig maling …). Og så at lufte ud – godt vi ikke har forsatsvinduer. 😉

Nu er det hele jo ikke træls i den nye farstu. Jeg er næsten færdig med at renovere de gamle vinduer, der skal sættes i, og så har vi valgt at lade en del af den oprindelige bjælkevæg ind mod køkkenet være synlig. Når først vi får valgt (er ikke helt enige … endnu …) og lagt klinker, og malet og hængt knager op, så bliver der rigtig snyggt (håber vi …). 🙂