I denne uge har jeg podet/ympat æbletræer. Vi har hen over vinteren samlet podekviste fra nogle træer, der gi’r gode æbler: Nogle røde krydrede og nogle grønne søde fra min mor, og så et par kviste fra vores eget lille Elstar-træ, der giver fantastiske æbler, men ikke har det godt. For et par dage siden kom kassen med grundstammer, så nu skulle det være! Grundstammerne er ‘A2’, som skulle give store, rimeligt hårdføre og langlivede træer.

Man poder først og fremmest æbletræer, fordi æbler ikke er frøkonstante. Dvs. at sår man en æblekerne, får man et æbletræ, der er en blanding af arvegenskaberne fra alle æblets ‘forfædre’. Sår man en ‘Elstar’-kerne, er man altså næsten 100% sikker på, at resultatet bliver noget andet. Poder man derimod, får man en kopi af det træ, man har taget podekvisten fra. Det er primært træets rodsystem, der styrer, hvor stort træet bliver, hvor hårdført det bliver, og hvor længe det vil leve. Ved at vælge den rette grundstamme kan man altså prøve at styre dette. Man kan også pode kviste ind på eksisterende æbletræer, for derved at få flere/andre sorter på træet. Vi har et par vildæbletræer med sure, beske frugter på grunden, som vi nok skal have kigget på ved en senere lejlighed …

Nå – udover podekviste og grundstammer skal man bruge:

• En skarp kniv med lige blad. Gerne en rigtig podekniv
• En skarp grensaks/sekatør
• Noget at samle podningen med. Elastik eller speciel podetape er ideelt. Jeg brugte malertape
• Podevoks til at dække alle snitflader med
• Sprit til at rense redskaberne med – det er VIGTIGT, at alt er så rent som muligt, hvis podningen skal blive en succes
• Planteskilte – Man kan IKKE se forskel på de nye træer, før de engang giver æbler!
• Rene klude/køkkenrulle
• Tape til tommelfingeren!
• Nogle spande med vand

Lige inde under træernes bark ligger ‘kambiet’. Et tyndt grønt lag med en masse sårhelende celler. Det svære ved podning er, at man skal have kambiet på podekvist og grundstamme til at være i så tæt kontakt, at de vokser sammen til en stærk, levende samling. Det gør man ved at lave snit i kvist og stamme, der er præcis lige store (eller så lige store, som man kan få dem).

Mine podekviste var en del tyndere end de grundstammer, der kom med pakkeposten, så jeg brugte metoden ‘sidepodning’, hvor man laver snittet på siden af grundstammen i samme størrelse som snittet i podekvisten. Man sørger for, at snittene er så plane som overhovedet muligt, så kontakten mellem de to dele bliver så tæt som mulig.

NB: Det er ikke ufarligt at stå og snitte i pinde med en skarp kniv, når man har kolde fingre. Jeg vikler derfor lidt tape om højre hånds tommelfinger, så det ikke går galt 🙂

Når man er tilfreds med snittene, samler man podekvist og grundstamme tæt sammen vha. podetape, elastik eller som jeg gjorde: med malertape. Man klipper podekvisten, så den er 2-3 knopper lang, og forsegler så podestedet og enden af podekvisten med podevoks, så det ikke tørrer ud eller bliver inficeret med svampe eller bakterier. Herefter mærkes det lille træ tydeligt med både æblesort og grundstamme, så man ved, hvad der er hvad, når man skal plante dem ud. Jeg lavede planteskiltene af nogle stumper persienne og nogle bogstav-stanser, jeg skaffede for nyligt til det samme. Bruger man tusch eller lignende, forsvinder teksten normalt i løbet af et par år.

Det er vigtigt under hele processen, at grundstammernes rødder (hvis de er barrodede som mine) ikke tørrer ude. Jeg havde dem stående i en spand med vand, selvom det småregnede hele tiden.

Nu kan de små træer plantes enten på deres kommende vokseplads eller midlertidigt et sted. Jeg har sat fire midlertidigt nede i skovhaven og de sidste seks i potter. Nu gælder det så om at vente på, at de vokser sammen. Er temperaturen over 4 grader, tager det – angiveligt – et par uger. Det gælder om at holde jorden fugtig og at undlade at pille ved podekvistene. Hele den første vækstsæson efter podningen er forbindelsen meget skrøbelig.