Vi har stadig ikke rigtig fået spidsen af 2’eren til at fungere – så der var ikke noget at tabe, da vi fik brug for et område at lave et hügelbed i. Det plejer at være omvendt: Man har brug for en løsning på et problem, og løsningen kan så være at etablere et hügelbed. I vores tilfælde havde vi en grenbunke, der lå i vejen, nogle halvrådne træstokke, en masse græsklip og et par praktikanter, der gerne ville prøve at lave et hügelbed. Det blev så i 2’eren – og det er faktisk ret spændende, om det sætter fut i bedet.

Vi har tidligere skrevet om vores ‘problembed’ (se fx her). Det går lidt bedre, men stadig ikke supergodt, og det virker ikke, som om ormetårnet har haft den helt store effekt. Det, der trives bedst, er faktisk timian, som heller ikke er hverken vand eller næringskrævende. Jeg tror stadig, at kuren er at fælde den store birk, men nu prøver vi med et hügelbed.

Først flyttede vi de planter, der skulle bevares. Det var en ribs/röd vinbär, en håndfuld Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla (som vi i parentes bemærket aldrig har høstet fra, da vi synes, de ser så klene ud. Men de havde nogle gevaldige rødder, så jeg tror ikke, vi behøver at skåne dem mere), og en række purløg/gräslök. Alle planterne blev sat ud i det bed ved Nordsøen, hvor årets kartofler lige var høstet, og hvor der både er lys, vand og næring. Hvis ikke mosegrisen/sorken ta’r dem, så har jeg store forventninger til dem på den nye plads.

Næste punkt var at grave et bredt og relativt dybt hul og lægge jorden til side på en presenning. Ned i hullet kom så træstokkene. Ovenpå stokkene lagde vi (de) så skiftevis visne grene klippet i mindre stykker og masser af græsklip. Indimellem blev der trampet på bunken for at reducere mængden af lufthuller. På toppen af det hele lagde vi så til sidst jorden tilbage igen i et relativt tykt lag. Markerede gangene igen med sten, og lagde lidt ekstra flis på gangene. 4-5 timers arbejde for 4 mand – og pigerne er en erfaring rigere. 

Nu kan der i princippet plantes til, og Steffen har da også sat en håndfuld tranebærsstiklinger, der blev reddet fra et tidligere hügelbed, der blev nedlagt i forbindelse med drænrørsgraveprojektet syd for huset i foråret. Tranebærrene trivedes faktisk ret fint i hügelbedet – men bedet var anlagt midt i en græsplæne, og det var helt håbløst at holde græsset fra at vokse ind i bedet, så det skulle under alle omstændigheder nedlægges. Så har vi lært det – anlæg ikke et hügelbed med græs omkring.

Om der også skal plantes tranebær i den anden ende af det nye hügelbed eller hvad vi ellers skal finde på, kan vi tænke over i løbet af vinteren. Bladene er ved at falde af træerne, så om ikke så længe vil jeg dække bedet med løv, så det ikke står nøgent så længe.