Et af sommerens renoveringsprojekter nærmer sig sin afslutning: Vinduer og dør i bunden af laden ud mod skovhaven skulle skiftes. Der var også en vognport, men den byggede jeg om for nogle år siden.
Som I kan se på billederne herunder, måtte noget gøres: Dørstolperne var rådne og ”reparerede” med cementpuds (!). Derudover var døren blændet af med en meget ”klædelig” tagplade i blik. Vinduerne var heller ikke meget værd, da rammerne stort set var smuldret væk og glasset forsvundet for længe siden …
Jeg startede med at fjerne alt det gamle træværk – det var ikke svært! Prøv at lægge mærke til, hvor tyk sådan en stenmur er. Der er ikke noget at sige til, at der er køligt om sommeren og lunt om vinteren i sådan en kælder.
Herefter fandt jeg et par vinduer i kælderen – vi har mange! Dem, jeg brugte her, har vi fået af Lone – tak for dem.
Udfordringen er selvfølgelig, at sådanne vinduer slet ikke passer i hullerne i muren. Jeg har derfor fjernet lidt sten, så hullerne blev højere, og bygget rammer til vinduerne og døren af almindelige lægter fra byggemarkedet og så lidt egetræ fra laden til bundbrædderne, der er mest udsat. Alt træværket blev behandlet med en blanding af linolie og trætjære, så det holder lidt længere. Jeg havde også lidt sort pigment i olien (oxydsort), dels for at beskytte træet mod sollys, dels fordi det bli’r pænt!
Jeg satte vindues- og dørrammerne ind i hullerne, og så skulle der ellers lægges puslespil: Der skulle fyldes ud mellem rammer og mur med natursten. Sten har vi nok af (!!!), så det var bare at gå i gang.
Efterhånden som jeg havde fundet og valgt en passende mængde sten, murede jeg dem ind med kalkmørtel. Kunsten her er ikke at stable flere sten op, end at de sammen med mørtelen bliver liggende, til mørtelen er afbundet. Man skal ikke være overmodig og stable for højt – det går galt! Been there, done that! ? Denne del af projektet gik jeg derfor til og fra over flere dage.
Da mørtelen var afbundet, fugede jeg med mere kalkmørtel, glattede med en fugtig kost og vaskede til sidst af med en tynd eddikesyreopløsning for at fjerne kalk-sløret.
Til slut satte jeg så de to vinduer i. Dvs. her fandt jeg så ud af, at vinduesrammerne havde slået sig lidt, så jeg justerede rammer og vinduer en gang til, og satte dem så i. Vinduerne var i rigtig god stand (tak igen, Lone!), så dem behøvede jeg ikke at gøre noget ved.
Jeg synes, at det pyntede meget! Jeg håber også, at det vil gøre det nemmere at holde en stabil temperatur i kælderen, hvor jeg på et tidspunkt skal have lavet et rum til frostfri vinteropbevaring af kartofler, æbler osv.
Jeg mangler stadig at bygge en trappe foran døren i store natursten, og så skal jeg have lavet en dør, men den skal bare være klar, inden fygesneen kommer til vinter, så det må vente lidt. Man ku’ også rense alle de andre fuger i væggen og lægge kalkmørtel i. Man ku’ så meget …