Et af de projekter, der har fyldt rigtig meget i år, er renoveringen af pejsevæggen i dagligstuen. Køn var den jo ikke. Den hvide farve var ikke hvid længere, men det gav ikke mening at male væggen, for den var smuldret og smuldrede endnu mere, hver gang der var nogen, der kom til at røre den. Men når man ser bort fra det æstetiske, fungerede den i store træk … som væg. Pejseindsatsen, der var sat ind i den gamle, åbne pejs, fungerede også, men ikke supergodt – den skulle stå på klem for at få gang i ilden, og ofte var der ‘røg i stuen’. Til gengæld lavede den så meget strålevarme, når først den kom i gang, at man næsten ikke kunne være i den lavloftede stue.

For et par år siden lagde Steffen en masse gamle mursten, vi fik af Calle, rundt om pejseindsatsen for at eksperimentere med, om vi kunne få en slags ‘masseovns-effekt’. Hvis noget af den megen varme kunne akkumuleres i murstenene i stedet for at varme luften alt for meget op, og murstenene så samtidig kunne ‘holde på varmen’ i lidt længere tid, ville vi få en mere harmonisk opvarmning af stuen. Det virkede sådan set også fint nok, murstenene holdt varmen natten over, så de stadig var lidt lune næste morgen. Men det hjalp selvfølgelig ikke så meget på æstetikken. 🙂

Hvorfor tog det 4 år at få fikset den pejsevæg? Det gjorde det først og fremmest, fordi der var andre projekter, der var mere presserende. Så kan man godt leve med en kikset pejsevæg og lidt røg i stuen.

Men en anden god grund til, at det tog så lang tid, var, at vi faktisk ikke rigtig vidste, hvad løsningen skulle være. Skulle vi fx sløjfe døråbningen ud mod hallen og køkkenet og lave en rund, muret bue i stedet? Den diskussion endte med, at Steffen nedlagde veto. Og hvad kunne egentlig lade sig gøre ift. at få lavet noget ‘masseovnseffekt’? Vi læste op på raketovne og masseovne, og på lerpuds (for at undgå almindeligt cement-puds) – og syntes ikke rigtig, at vi blev klogere eller kom nærmere på en løsning. Gammelgård er en gammel gård, bygget i træ, og med lavt til loftet. Hvad kan lade sig gøre uden at vi gør skade på huset, og hvad er brandsikkert?

Der er temmelig mange projekter, vi klarer selv – men her havde vi simpelthen ikke lyst til at kaste os ud i egne eksperimenter. Tænk, hvis det hele futtede af? Steffen kan efterhånden rigtig meget i træ og føler sig tryg med at arbejde med træ-projekter – men ingen af os har murererfaring.

Det store problem med murerarbejde i Sverige er, at der stort set ikke findes nogen murere. Her i nærheden har vi kendskab til én med erfaring med at mure skorstene op og lave pejsevægge! Og når vi kontaktede håndværkere længere væk fra, som efter sigende skulle have erfaring med masseovne og lerpudsning – så svarede de ikke …

Hvorfor er det vigtigt med ler i stedet for cement? Det er det, fordi produktion af cement er fantastisk klimabelastende. Den globale cementproduktion står for i omegnen af 8 % af verdens CO2-udledninger. Det skyldes både, at produktionen af cement kræver absurd høje temperaturer og dermed absurd meget energi, men også at selve den kemiske proces, når ler og kridt eller kalk blandes og opvarmes, har CO2 som restprodukt. Så selv ikke hvis man finder vedvarende energikilder til opvarmningen, kommer man udenom store CO2-udledninger. Se evt. denne Zetland-artikel for flere detaljer om dette.

Ler er bare … ler. Man kan ovenikøbet være heldig at have det på egen grund, så man bare skal grave det op. Det kan vi nu ikke – her har vi bare sand, sand, sand. Før i tiden anvendte man altid ler til den slags indervægge. Vores lervæg var smuldret – men vi ved faktisk ikke, om det var, fordi der var nogen, der engang i fortiden havde malet den med plastikmaling. Vi ved i det hele taget ikke nok om lerpudsning – og dem, der ‘ved noget’ (og fortæller om det), er ikke fagfolk (altså uddannede murere). Og fagfolkene (altså murerne) bruger ikke ler. Siger, at det ikke holder. Hvem ved mest?

Så var der det med raketovnen. Eller en masseovn. Sådan en ville vi gerne ha’ – mange indenfor permakulturkredse har sådan én. Skulle kunne varme hele væggen (og huset) op ved bare fyring 1-2 gange om dagen og være meget brændselseffektiv. Hvilket jo også betyder lavere CO2-udledning fra brændefyringen.

Vi kontaktede Älmhult Skorstensservice (den eneste murer, vi kendte og kunne få fat i), og som alle i omegnen (inklusive vores skorstensfejer, der i sidste ende ville skulle godkende projektet) anbefalede. Flink (og dygtig) fyr, der lyttede til alle vores ønsker om masseovn og godt kunne forstå ønsket. Men som altså ikke ville lave en masseovn. For det ville ikke være brandsikkert med så lav afstand op til etageadskillelsen og de bærende bjælker i træ at varme væggen så voldsomt op.

Vi endte med at vælge en ny og bedre kaminindsats i stedet og lavede en aftale om at få muret hullet i pejsen op så tæt på indsatsen, som det var forsvarligt, i et forsøg på alligevel at lave en masseovnseffekt. Og så et nyt rør i skorstenen, så trækket blev bedre, og vi undgik røg i stuen. Så langt, så godt.

Så var der cementen. Mureren lyttede også pænt på ønskerne om ler. Og ville ikke pudse op i ler. Det holder ikke, var argumentet. Men vi kunne få kalk-mørtel og -puds i stedet for cementmørtel og -puds. Det var meget anvendt i renovering af gamle huse og pejse. Kalkmørtel  er ikke nær så klimabelastende som cement. Men heller ikke lige så klimavenligt som ler.

Så stod vi der. Skulle vi skyde projektet til hjørne igen og forsøge enten at lære mere selv eller at komme igennem til andre fagfolk? Realistisk set ville det nok ikke ske … Eller skulle vi vælge de løsninger, den lokale murer kunne tilbyde? Måske havde han ovenikøbet ret i, at det ikke ville holde i ler??

Det er f…. ikke nemt at ville have klimavenlige løsninger. Med mindre altså at man altid vil (og kan og tør, ikke mindst) lave alting selv. Vi (især Steffen) kan faktisk meget selv – nok også mere end flertallet. Tænk på alle dem, der er gamle, svage, handicappede, har 10 tommelfingre, har to fuldtidsjobs og småbørn, …. og som gerne vil vælge klimarigtigt. Det er altså et kæmpedilemma! Også fordi der mangler saglig og lettilgængelig viden og erfaring om de klimarigtige valg.

Nå, vi endte med at bide i det sure æble og få det pejsevægge-projekt overstået. Opmuring af masse-delen omkring den nye pejseindsats ovenikøbet med en blandet kalk- og cement-mørtel, fordi det er stærkere. 😉 Men resten pudset op i kalkpuds. Den gamle pejs blev ovenikøbet fint reetableret med udskæringer og det hele, og pudset op i noget særlig godt og varmetålende kalkmørtel, der hedder Kulekalkbruk.

Efter pudsearbejdet skulle væggen tørre over sommeren (hvor vi også havde andre projekter at tage os af), og så kunne vi male og lave afslutninger mod gips-væggen med dørene i, og nye gerigter om dørene. Der så også skulle males. Men malerarbejde og træ-arbejde kan vi klare selv, så der blev det almindeligt fyrretræ til gerigter og kanter, og linolie-emulsionsmalingen Bifrost fra Enetorpet til væggene (både de gamle gipsvægge, de nye, pudsede vægge og den nye pejs) og Auros panel-maling til gerigterne. Hjemmebane igen …

Resultatet blev fantastisk flot. Og den nye pejseindsats er sk… god, varmer dejligt, ryger ikke – og vi har fået masseovnseffekt!! Muren omkring pejseindsatsen bliver varm, når vi fyrer (hvilket vi gør morgen og aften på denne årstid), og den er i praksis lun hele tiden. Og vi fyrer kun én gang, når vi fyrer (fylder altså ikke brænde på), så den er brændselseffektiv.

Vi (jeg) bankede selv den gamle mur ned (føj for et støvearbejde!!!),

og det viste sig, at toppen af væggen slet ikke var mur, men en gips-plade, nogen på et tidspunkt havde sat op. Indenunder var der en rigtig, rigtig flot gammel bjælke, som vi har valgt bare at rense, så godt vi kunne, og så lade stå ubehandlet – og så har mureren pudset den nye væg op til. Steffen har lavet en ny pejsehylde i eg, der er bredere end den gamle, der ikke rigtig kunne bruges til noget, fordi den var for smal, og fordi den hældte udad. Og mureren endte med at lave endnu en muret pejsehylde inden i den gamle pejseåbning. SÅ flot.