Vores lille hønseflok har præsteret tre kanonsøde kyllinger i år.

Steffen så den første kylling 5. juni – så nu har vi mere end 3 måneders erfaring med den del af at have høns, som vi gerne deler her.

 

Vi har fem høner og en hane. Tre af hønerne og hanen fik vi hjem i august 2021, og de to sidste høner kom fra samme sted et par måneder senere, da vi syntes, at flokken var for lille. I princippet kan de være både halv- og helsøskende – men rent hierarkisk har vi godt kunnet mærke, hvilke der var de to ‘nytilkomne’. Plet og ‘den sidste/den skøre’ var hele vinteren lavest i hierarkiet, og især ‘den røde’ var fra starten tydeligt høne-chefen. ‘Den sorte’ og ‘den hvide’ lå så lunt i svinget mellem de to grupperinger. Altså indtil der kom kyllinger til …

 

I starten af maj begyndte Plet at ville ligge på æg. Gennemsnitligt ligger en høne 21 dage og ruger, så det passede rigtig dårligt med vores planlagte skovhaverejse i starten af juni. Men vi ville jo også rigtig gerne have kyllinger, så det gik jo ikke helt at tage alle æggene fra hende. Så vi gav hende nye æg at ligge på hver dag, indtil vi var sikre på, at de første æg først ville klække, når vi var hjemme fra rejsen igen 5. juni.

Fra den 15. maj fik hun altså lov til at blive liggende på 11 æg. Fem dage senere lagde ‘den røde’ sig også, og hende gav vi så 6 æg at ligge på. Hun var ret sur og syntes absolut ikke, det var okay, at vi sådan skubbede rundt med hende, så allerede dagen efter opdagede vi, at et af æggene var knust, og et andet skubbet ud på gulvet. Så gav vi hende 3 æg mere.

Nu burde Plet ligge på 11 æg og ‘den røde’ på 7. Det holdt ikke ret længe. De resterende høner blev ved med at lægge sig ind til rugehønerne og lægge æg i deres reder. Vi prøvede at holde styr på det og fjerne nye æg (havde markeret de oprindelige æg), men rugehønerne var ikke særlig samarbejdsvillige, og det var ikke altid, vi opdagede, når de var ude af rederne for at spise, drikke og klatte.

Cirka halvvejs lagde ‘den røde’ sig ind på Plets rede, mens hun var ude for at spise, og hun lagde sig så ind på ‘den rødes’ æg, da hun var klar til at ruge videre. Som jo altså ikke var lige så gamle som hendes egne. Så det endte med, at det var ‘den røde’, der først fik kyllinger, og Plet fortsatte troligt med at ruge. Hun endte med at have ligget på rede i godt halvanden måned!, og jeg var ved at blive grundigt bekymret for hende.

Det var ‘den sidste’ – som nu blev til ‘den skøre’ – også. Hun nægtede at forlade hønsehuset og møvede sig konstant ind til Plet for at lægge æg. Til sidst valgte vi at bure Plet inde, så hun kunne få fred. Med lidt af en krise til følge for ‘den skøre’, som yderligere blev forværret, da ‘den røde’ fik kyllinger og absolut ikke ville finde sig i ‘den skøres’ nykker. Hanen måtte gentagne gange bryde ind og skille de sure høner. Sikke et cirkus!

Den 19. juni så vi endelig en kylling hos Plet – og efter al hendes møje og lange rugeperiode håbede vi længe, at der ville kommer flere. Det gjorde der ikke, men da hun blev ved med at ligge på reden, og hendes kylling derfor også hele tiden var i reden i stedet for at komme ud på gulvet som de andre kyllinger, tog vi til sidst de sidste æg fra hende.

Resultatet af to rugehøner i godt halvanden måned blev altså tre kyllinger.

 

Hvad vi har lært af det cirkus, er, at rugehøner skal have et ‘bur’ at være i, hvor andre høner ikke hele tiden kan forstyrre dem. Så nu  har vi udtænkt en plan, og der er gjort klar til bur og lavet en hønselåge ud til et hjørne af hønsegården, der kan afspærres, så høne, æg og efterfølgende kyllinger kan få adgang til både inde- og udeområde, når vi forhåbentlig skal have kyllinger igen næste år.

Hvordan er det så gået med de tre kyllinger? Altså, da først rugecirkuset var overstået, har der overhovedet ikke være noget knas med noget som helst. Hønerne har været dygtige mødre, der er blevet hos deres kyllinger, mens de ikke var så mobile, har lært dem at finde mad og har lært dem at skrabe – og har passet på dem, da de nåede til at ville ud i hønsegården sammen med de andre. Og hanen har været en fantastisk far!! Vimsede rundt om dem, serverede korn lige foran dem, passede på dem, skrabede for dem … Helt eksemplarisk.

 

Alle tre kyllinger viste sig at være hønekyllinger. Efter hvad vi har hørt og læst, er det ret usædvanligt med 100% hønekyllinger – og da vi gerne vil have en større flok høner end de oprindelige 5, passer det os vældig godt. Der bliver så ikke noget hanekyllingekød til os i år, men det må vi så leve med.

Hønnikerne (vi kan ikke rigtigt kalde dem kyllinger mere – det er de for teenage-agtige til) går rundt i en flok i flokken og foretrækker at være ‘ude i skoven’. Vi har lavet en indhegning uden for selve hønsegården, som de ikke stikker af fra særlig ofte, og hvor de går under træer og buske og har masser at rode i. Indtil videre har vi ikke haft besøg af ræv eller rovfugle, og når vi ikke er hjemme, holder vi hele flokken inde i den sikrede hønsegård. De unge damer er de første til at løbe ud i skoven, når vi åbner den ydre låge om morgenen, og de sidste til at komme ind sidst på eftermiddagen. Som oftest er ‘de gamle’ for længe siden gået på pinden, når det passer ‘de unge’ at komme hjem. I starten var hanen temmelig frustreret over dette – han ville jo gerne holde styr på dem alle sammen – men nu virker han til at have opgivet teenagerne.

Der har været præcis 0 kriser mellem de gamle og de unge. De unge er lavest i hierarkiet, og det accepterer de bare. Kommer sidst til maden og tager de sidste pladser på pinden (hvilket også giver sig selv, når de kommer så sent hjem).

Hierarkiet i resten af flokken har derimod ændret sig i løbet af sommeren. Plet er helt i top nu og går rundt og hygger sig sammen med ‘den hvide’ og ‘den sorte’. ‘Den røde’ og ‘den skøre’ er om muligt endnu mere skøre end før. I øjeblikket sidder de mest bare på pinden og er sure. Og når de endelig kommer ud i hønsegården, gemmer de sig for det meste under en hasselbusk. Vi kan ikke se, at der er nogen af de andre, der er efter dem, og de sidder også sammen med resten af flokken på pinden om natten, så vi ved ikke rigtig, hvad der stikker dem. Men alle de gamle høns er nu ved at fælde og få nye fjer, så måske er det det, der generer dem. Forhåbentligt bliver de mere ‘normale’ igen på et tidspunkt, og ellers må vi jo overveje at nakke dem.

 

Efter at have studeret høns, hane og kyllinger og deres adfærd intenst denne sommer kan jeg ikke lade være med at gyse ved tanken om de liv, produktionsdyrene lever. Især de konventionelle af dem. Vores høns er af landracen Skånsk Blomsterhøne. Den største af de svenske landracer, som gennem mange, mange år har tilpasset sig livet på landet i Sverige. Som er gode til søge føde og gode til at klare sig i naturen på en gård på landet. Vi har forsøgt at give dem livsvilkår, der så godt som muligt giver dem mulighed for en naturlig adfærd, men samtidig skåner dem for alt for mange farer fra rovdyr. De løber ikke helt frit omkring, men næsten, og de har masser af jord at skrabe i, planter at spise af og insekter og regnorme at fange. Og de bor jo altså i et hønsehus om natten og ikke på en gren i et træ.

Høns i industrien er ikke landracer. De er hybridracer, der er fremavlet til enten at producere mange æg uden at optage for meget plads (æglæggere, der altså er relativt små høner, der lægger relativt store æg) eller til at være kødproducenter, altså høner, der lægger æg, der bliver til kyllinger, der kan vokse sig meget store meget hurtigt, så de ikke optager plads for længe eller skal fødes på for længe. Disse kyllinger klækkes ikke af en høne, men af en rugemaskine, og de går ikke sammen med en hønseflok, hvor høner og haner lærer dem, hvordan man finder føde, skraber, støvbader osv.

Det var især de konventionelle slagte-kyllinger, jeg tænkte meget på, mens jeg i juli gik og holdt øje med vores kyllingers vækst og udvikling. En konventionel slagte-kylling (dem, der lægger kød til det billige, ikke-økologiske kyllingekød i supermarkedet), bliver slagtet, når den er gennemsnitligt 36-39 dage gammel!! Det er lidt mere end en måned. Det er den alder, vores kyllinger havde midt i juli.

For at dette skal kunne lade sig gøre, skal kyllingerne være enormt hurtigt-voksende. Ellers er der ikke meget kød at hente allerede efter 1½ måned. De høns, man typisk anvender i den produktion, er derfor fremavlet til at lave ekstremt hurtigt-voksende kyllinger, og de når en slagtevægt på cirka 2 kg efter 35 dage. Det er så ekstremt, at deres skelet ikke kan følge med, og mange af dem derfor ikke kan bevæge sig særlig meget. De kan bare æde kraftfoder og vokse. De opholder sig i kunstig belysning (kan ikke komme ud og har ikke adgang til dagslys), så de er vågne og kan æde så meget af døgnet som muligt – bare med korte mørkepauser af 6 timers varighed. Hvor de kan sove, men uden en siddepind at sidde på. Naturlig hønseadfærd kan de godt glemme alt om.

Det er absurd. Det er ulækkert! Det er i aller-højeste grad uetisk, og det er dyremishandling. Jeg fatter ikke, at det er lovligt. Og jeg fatter ikke, at der er nogen, der kan få sig selv til at støtte den industriproduktion gennem at købe det kød. Så hellere undvære kød, hvis man ikke har råd til at købe kød, der ikke er produceret på den måde.

Jeg orker slet ikke at researche på, hvordan æglæggerne har det. Udover at jeg ved, at en stor del af dem brækker brystbenet og derfor lægger æg under store smerter. Det skyldes, at de er fremavlede til at være små (så er der plads til flere pr. kvadratmeter i æggefabrikken) og til at lægge mange og store æg (for det er det, forbrugerne vil have).

Selv blandt vilde junglehøns er der brystbensfrakturer, men kun hos et fåtal af hønerne (man skyder på 10%). At risikere brystbensfraktur under æglægning er således en ‘indbygget konstruktionsfejl’. Der så bare er blevet voldsomt forværret af, at vi i produktivitetens hellige navn har fremavlet små høner, der lægger mange og store æg. Det betyder, at det nu er 85-95% af alle æglæggere, der får brystbensfraktur.

Vores høner er relativt store og lægger ikke super-store æg. De lægger heller ikke æg hver dag – dvs. de lægger færre æg pr. år, hvilket giver større chance for, at eventuelle frakturer når at hele.

 

Det er naturligvis ikke alle, der har mulighed for at have høns på den måde, vi har høns på Gammelgård (men mange flere end i dag ville absolut kunne, hvis de ville prioritere det). Men som minimum kan man som anstændigt menneske fravælge de produkter, der er resultat af den værste dyremishandling. Dvs. konventionelt kyllingekød og konventionelle æg. Come on!