… er et moderne ledelsesprincip. Der går ud på at undgå at opbygge lagre og i stedet producere præcis den mængde, der allerede er afsat. Eller fra køberens side: At købe lige præcis det, der er brug for, så man ikke skal anvende plads til lagre.

Det er et princip, der går perfekt hånd i hånd med et andet moderne koncept: Tiny houses. Hvor du kun lige akkurat har plads til det allermest nødvendige, og ikke gemmer noget, du ikke har brug for lige nu og her.

Jeg bryder mig ikke om hverken just in time eller tiny houses. Elsker mine kælderrum, og især mit fadebur/skafferi. Hvor jeg har gode lagre med fermenterede grøntsager, egen æblemost, marmelade, tørrede svampe – og i disse Coronatider også har opbygget et lager af havregryn, mel, pasta, flåede tomater, … Man ved jo aldrig, hvornår man bliver nødt til at gå i karantæne. Elsker også mit brændeskur, hvor jeg pt har i hvert fald 1½ års brænde opmagasineret. Og mit lager af bøger og strikkegarn, der holder mig beskæftiget disse meget lange og ensomme aftener, hvor Steffen og jeg ikke kan være sammen, og jeg heller ikke kan få besøg af hverken børnebørn eller venner. Jeg er faktisk også ret begejstret for Steffens lade, som gør ham i stand til hele tiden at lappe og reparere på vores gamle bygninger. Når han altså har lov til at være her.  

Jeg læste for et par dage siden en artikel på dr.dk om madspild. Vi er blevet så vant til ikke at have lagre og altid at skulle ud og handle ny mad hver dag, at vi ikke længere kan finde ud af at lave madplan eller håndtere rester. Så vi smider resterne ud og går ned i butikken og køber noget ny mad. Eller bestiller take-away. Livet skal jo være nemt. Og gerne byde på friske lækkerier hver dag.

Jeg sidder jo som bekendt alene hjemme på gården herude i skoven, og selvom jeg efter den første måned nu har lånt en bil, er der gået lidt sport i at handle så sjældent som muligt og i stedet anvende alle smuler ved at strække dem med lidt ekstra grøntsager, pasta, kartofler … Og opbygge lagre af mad (jeg har i øvrigt stadig kartofler i kælderen fra sidste års høst). Normalt laver Steffen og jeg mad sammen, og i den tid, vi har haft Gammelgård, har det været på den måde, at vi efter en madplan har lavet ny mad de dage, Steffen var her – og begge har spist rester de dage, hvor vi var hver for sig. Så vi er vant til at lave relativt store portioner, som vi så deler op i mindre portioner til fryseren. Den vane er der overhovedet ikke nogen grund til at lave om på nu, i disse Corona-tider. Så jeg koger en stor portion blomkålssuppe, når jeg finder et blomkål i supermarkedet, eller en stor portion linsegryde, når jeg har været inde og handle andre friske grøntsager – og så er der mad til mange dage. Den var ikke gået i et tiny house uden plads til en stor fryser. Eller et lager med flåede tomater og pasta. Så tiny houses må hellere ligge i nærheden af Irma eller Fakta … Så man kan handle hver dag – just in time. Og smide resterne ud …

Det her med, at det skal være friskt og nemt hele tiden, afspejler sig i så meget andet, at man jo nok må betegne det som en kulturel trend. Det skal helst være jul hver dag. Eller sommerferie hver dag. I hvert fald ikke hverdag. Og hverdagen skal i hvert fald være sjov og inspirerende. Der er ikke rigtig noget, der må være ubehageligt eller indebære bare den mindste smule afsavn. Eller længsel. Jordbær skal være tilgængelige året rundt, om man så må sige. Så skidt pyt med, at importerede jordbær i januar ikke smager af jordbær. At gå i byen er en fast, ugentlig begivenhed. At spise på restaurant eller café ligeså. Shoppingture er hverdag. Tøj skal ikke repareres, det skal kasseres – og i øvrigt skal tøj da helst være nyt og følge moden, der skifter hurtigere og hurtigere. Og ferierejser til de varme lande er ikke længere en luksus, man sparer op til og glæder sig til meget længe, men mere noget, man på det nærmeste har krav på. Eller i hvert fald ret til. Flere gange om året. Og så er det altså hårdt, når Corona lukker ned for alle disse luksusvaner. som ikke længere betragtes som luksusvaner, men som hverdagsliv.

Heldigvis er det dog for mange det sociale, der er det største savn. At kunne omgås nære og kære. Og forhåbentlig bliver vi alle endnu bedre til at være noget for hinanden, når alt det her er overstået. Forhåbentlig kommer lettelsen af restriktionerne ikke bare til at gå op i endnu mere shopping og ferierejser. Men i nærvær og omsorg – og gode måltider med hinanden. I store mængder, der giver mange rester! 😉