En ulempe ved at bo på en 150 år gammel gård er, at der er lavt til loftet i stueetagen og kun skråvægge på overetagen. Det betyder, at store klædeskabe kan man bare ikke. På reposen ovenfor trappen er der til gengæld masser af plads. Både kvadratmetre og kubikmetre.
Problemet er skråvæggene! Indtil nu har vi haft to af de billige (og farlige) Malm IKEA-kommoder, der fulgte med huset, stående. Bag dem en stor stak med hynder til havestolene.
Opgaven lød således: Byg noget, der udnytter pladsen meget bedre, men ikke i mdf eller anden plade med meget lim i. Her er, hvad jeg gjorde:
Gulv, vægge og loft er træbeklædt, som I kan se, så jeg lavede en ramme af 45×45 og 45×70 reglar, og skruede dem fast i vægge og loft, men ikke i gulvet: Jeg GIDER ikke lave en vandskade mere 🙂 Krydslaseren var her en stor hjælp. Overlæggeren er skåret trekantet, så forsiden er lodret.
Jeg afmonterede rammen og malede forkanterne. Samlede det hele igen og tilpassede lågerne. Tak til Morten for lån af sav. Lågerne er lavet af stavlimede hylder (60 cm). Afmonterede lågerne igen og malede dem med den gode maling fra Auro.dk
Mens malingen tørrede, lavede jeg hyldebærerne af 23×45 mm lægter og hylderne af tynde gulvbrædder. Jeg ku’ ikke få dem umalede, så de er hvide.
Nederst er dybden på skabet 125 cm, så der er laaaaangt ind til bunden. Jeg har derfor lavet hylder på hjul, så man nemmere kan komme til det, der ligger/står bagest. Hylderne er lavet af det samme stavlimede materiale som dørene.
Til slut var det bare at hænge dørene på igen, montere knopper og magneter. Et voila! 🙂
Pingback: Nytårshilsen fra Gammelgård | Gammelgaard.se