Vi har haft høns knap to måneder nu, og vi har bestemt ikke fortrudt! Vi er stadig ved at lære hinanden at kende, og de er helt afgjort ikke tamme endnu! …, men jeg tror, de trives med deres nye hjem – og vi trives helt afgjort med dem.

Hverken Steffen eller jeg har haft høns før, som vi selv havde ansvar for, så der er meget, vi skal lære.Vi har naturligvis (da det nu en gang er vores læringsstil) læst en hel masse – men ved jo også godt, at det er den praktiske erfaring med at have dem, der for alvor lærer os at have høns. Så vi observerer og evaluerer dagligt. Alene det er en kæmpe fornøjelse for sådan nogle som os.

Ligesom med det meste andet (skovhaver fx) kan der være mange forskellige årsager til at have høns i haven. Folks prioriteringer er jo forskellige. Men jeg tror ikke, der er nogen, der har høns, der ikke bryder sig om at have høns. Så en vigtig årsag (for de fleste) er naturligvis, at det er rart/hyggeligt/fornøjeligt. Det er det sandelig også for os.

Dernæst er en vigtig årsag for langt de fleste naturligvis at få æg – det er nok ikke flertallet af hønseejere, der har høns uden at ville have æg. Vores høns lægger ikke æg endnu, men vi har selvfølgelig også et højt prioriteret mål om at få æg. Helst æg nok til at være selvforsynende med æg det meste af året. Det kræver nok flere høner end de tre, vi har nu (vi fik fire høner og en hane – men en af hønerne har vist sig formentlig at være en hane …), så vi håber at få kyllinger (og gerne hønekyllinger) næste år.

Lidt længere nede ad listen for de fleste ligger kødproduktionen. Faktisk kender jeg en del hønseejere, der ikke spiser deres høns og kyllinger, når de er nødt til at slagte dem. Ofte har jeg indtryk af, at de synes, de ‘kender dem for godt’ til at ville spise dem, men jeg er også stødt på dem, der synes, det er for besværligt at plukke eller flå dem og rense dem. Så er det alligevel nemmere at købe en frossen kylling i supermarkedet – og de koster jo ikke så meget. Jeg elsker kyllingeretter – det har altid været min livret, lige fra jeg var helt lille. Og vi skal ubetinget selv spise de høns og kyllinger, vi afliver af anden årsag end sygdom. Som nu den ekstra hane. Det bliver i øvrigt formentlig den oprindelige, ‘store’ hane, der ryger – den ‘lille hane’ virker til at være en bedre hane end den ‘store’. Indtil videre lever de begge videre sammen, så længe de ikke laver ballade. De markerer noget overfor hinanden, men er ikke for alvor faret i flæsket på hinanden (endnu), så vi venter lidt med øksen. Vil også gerne lige vide, hvordan den ‘lille’ opfører sig, når han bliver større.

For mange er årsagslisten nu udtømt – hvis altså ikke man har køkkenhave. Så skulle hønsegødning være helt fantastisk. Indtil videre er vi nået til at smide hønsemøget fra pladen under siddepinden i vores lukkede ormekompostbeholder sammen med det savsmuld, det lander på, når det forlader hønsene og daler ned på pladen. Det skulle sætte godt gang i omsætningen af køkkenaffald og give god kompost til køkkenhaven. Om det stemmer, bliver jeg klogere på næste forår, når jeg skal tømme kompostbeholderen.

Jeg har fundet en femte årsag til at have høns. Som meget nemt kan ende ret højt oppe på listen, fordi jeg allerede har så utrolig meget glæde af den. Vi har haft en meget frodig sensommer og første del af efteråret. Og det er altså ikke kun de planter, vi selv har plantet/sået, der vokser helt enormt. Det er der også en del ‘ukrudt’, der gør. En del af det kan man hive op og bare lade ligge som jorddække – men ukrudt med frø og ukrudt med rødder, der kan risikere at slå rod igen og vokse videre (græs fx), vil jeg helst have væk fra skov- og køkkenhave. Jeg kunne lægge det i kompostbeholderen, men så bliver den meget hurtigt fuld. Så hidtil har jeg dumpet det imellem træerne på resten af grunden. Det har træerne ikke noget problem med, men den næring, der er bundet i planterne, forsvinder jo så fra næringskredsløbet i skovhaven. Jeg tilfører løv som bunddække i skovhaven mellem planterne, så jorden ikke er bar over vinteren, men vissent løv er ikke helt så næringsrigt som frisk, grønt ukrudt.

Nu har jeg fået en flok ukrudsomsætningsmedhjælpere. Der er super-glade, hver gang jeg kommer tøffende med en trillebør – for tænk nu, om der er ukrudt i!! Vores høns har en relativt stor hønsegård, som de af hensyn til rovfugle og andre rovdyr indtil videre skal holde sig i. Uden tilførsel af ukrudt tror jeg allerede, jorden i den ville være helt bar. Nu går de rundt på et blødt tæppe af diverse plante-rester, der hele tiden bliver suppleret op. De kratter efter insekter, orme og larver, og spiser visse af planternes grønne dele. Især er de helt vilde med fuglegræs (sjovt nok), skjoldsyre og fjeldsyre (som frøsår sig villigt i hele skovhaven og indimellem skal ‘begrænses’ lidt). Får de en hel græstue med medfølgende rødder og jord, bliver de ekstra glade og kaster sig over den og flår den fra hinanden. De er så glade for trillebørenes indhold, at de ovenikøbet accepterer min tilstedeværelse i hønsegården og kommer helt tæt på. Ikke så tæt, at jeg kan røre dem, men jeg tror ikke, det varer længe, før jeg kan håndfodre dem. Mega hyggeligt! Og altså super tilfredsstillende, at ukrudtet ikke længere er ukrudt, men hønsemad – som ovenikøbet forhåbentlig vil kunne tilbageføres til skovhaven i en ny form. Jeg forestiller mig nemlig, at jeg på et tidspunkt vil kunne hente god, næringsrig jord i hønsegården, som så kan anvendes i skovhaven. Også det bliver jeg klogere på næste år.

Princippet gælder naturligvis også i køkkenhaven (hvor ukrudtet også vokser lystigt!). Og der opdagede jeg forleden endnu en funktion (den 6.?) af hønseholdet: Mens jeg gik og samlede ukrudt ind til hønsene (det er lugning nemlig nu omdøbt til), opdagede jeg, at jeg gik og bremsede mig selv mentalt. “Nu må du ikke tage mere, Christina, der skal jo også være noget til i morgen.” Fremover vil der ikke længere være nogen indvendig pacer, der presser mig til at blive helt færdig, når der stadig er ukrudt i køkkenhaven. Nu er det blevet til et hønsefoderlager. 🙂