Hjemmelavet ‘Tabasco’

Et af de faste efterårsjob her på gården er, at jeg skal ‘gøre ved’ alle de gode chilier, Christina dyrker. I år har jeg frosset de fleste. Det er dejligt nemt: Jeg plukker, skyller og fryser dem hele, som de er. De er også nemme at bruge: Når de er halvt optøede, er de nemme at rense, hakke og kaste i gryden 🙂 En anden favorit er at lave ‘Tabasco’. Opskriften kommer her:

Tag de chilier, du har. Til ‘Tabasco’ må de gerne være aromatiske og stærke. I år laver jeg saucen af Carolina Reaper (muligvis en hybrid), i hvert fald er den rød og meget, meget stærk …

Chilierne skal renses. Dvs. stilk og kerner skal fjernes, og så skal de skæres i mindre stykker/hakkes groft. Er chilien stærk, kan man med fordel tage et par gummihandsker på!

Læg de rensede og hakkede chilier i et rent, skoldet glas. De skal fermenteres, så glasset skal være helt rent, ellers kommer der mug på. Jeg bruger et patentglas.

Nu skal de dækkes med 5% saltvand. Opløs 50 gram jodfrit salt i 1 liter varmt vand, og lad det køle helt af. Hæld over chilierne, til det dækker godt og vel. Nu skal chilierne holdes nede, så de er under overfladen. Jeg bruger en frysepose fyldt med 5% saltvand. Så gør det ikke noget, hvis den lækker lidt. Holder man dem nede med andet, skal man igen sikre sig, at det er helt rent. Det er vigtigt, at der ikke ligger chilier eller løse kerner oppe i overfladen: Det mugner, og så skal det hele smides ud!

Nu skal glasset stå på køkkenbordet i 10 (ti) dage og fermentere. Der dannes overtryk i glasset, så stil det i en dyb tallerken, hvis der skulle løbe lidt ud, og let på låget en gang imellem.

Efter 10 dage hælder man saltvandet fra (gem noget af det), tilsætter et stort skvæt æblecider-eddike og et tilsvarende skvæt af det gemte saltvand. Det hele blendes grundigt med stavblenderen og hældes/presses gennem en sigte, så skindet sorteres fra.

Det, der løber igennem sigten, er chilisaucen/’Tabascoen’. Hæld den på rengjorte og skoldede små glas, og gem den køligt og mørkt. Jeg har nogle glas i kælderen, der er over et år gamle, og de har det fint! Når glasset er åbnet, har vi det stående i køleskabet.

Velbekomme! 🙂

One thought on “Hjemmelavet ‘Tabasco’

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.