Hängrännor (4) og vinduer

Hej! Jeg skylder lige en opdatering på gør-det-selv-projekterne.

Tagrendeprojektet er næsten færdigt. Godt hjulpet af læringen fra alle mine fejl på bagsiden af huset har jeg nu sat sternbræt, rendejern og trætagrende op langs hele forsiden af huset, hvor der før ferien var … ingenting! På bagsiden af huset har jeg jo lært, at vand har det med at rende nedad. Derfor investerede jeg i en genial lille ting, der hedder et slange-vaterpas. Med det kan man finde vandret på 10-12 meters afstand – også om hjørner!!! Det er smart, når øjemålet er rustet …

Resultatet blev rigtigt godt. Vandet løber lige præcis den vej, jeg havde tænkt mig! Meget tilfredsstillende. I kan se resultatet herunder. Der kan I også se udgangspunktet for næste projekt: Vinduerne. Den tidligere ejer har skiftet en masse vinduer – det er godt – men han har ikke nået at afslutte omkring dem, så der er pivåbent ind i trævæggene – det er knap så godt!

Det viste sig at være noget af et puslespil. Alle de nye vinduer er sat i lod og vater. Problemet er, at resten af huset er pilhamrende skævt. Jeg har nu isoleret, vindtætnet og afsluttet. Det ser rigtigt flot ud (sagde han stolt!), og jeg tror, at jeg har forlænget holdbarheden på huset. Jeg mangler et enkelt vindue på bagsiden, men træværket til det er tilpasset og malet, så det kommer på plads næste gang.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.