Første sæson med frilandstomater på Gammelgård lakker mod enden, og det er tid til en status. Og til et par ord om biokul.

Jeg fortalte i maj om mit/vores ønske om at kunne dyrke flere tomater selv. Og om, hvordan chefkonstruktøren konstruerede en fiffig vindueskonstruktion, der skulle beskytte tomatplanterne mod forårsnattekulde, så de kan tåle at vokse på friland her i Småland. Og hvordan er det så gået?

Over al forventning!! Jeg har i år haft tomater i drivhus (har ikke givet noget – der har simpelthen været for koldt!), på den gamle vækstplads ved brændeskuret, hvor de har vokset i store spande (og har givet ok, uden at være prangende), og så på den nye plads på friland op ad den sydvendte stenmur under butikken. Ingen tvivl om, hvad der har givet flest tomater.

 

Alle seks planter overlevede kulden i maj (og kulden i juli …) og lavede masser af tomater, og varmen i august fik så også tomaterne til at modne. Vi spiser dagligt ‘sliktomater’, når vi lige kommer forbi køkkenhaven, og de store bøftomater begynder lige så stille at fylde op i fryseren til chefkokkens ketchup-produktion senere på året. Det er bestemt ikke sidste år, jeg dyrker frilandstomater på den plet – og jeg lurer nu på, om ikke jeg kunne lave et tilsvarende bed oppe ved brændeskuret på gårdspladsen.

 

Og så var der biokullene. Biokul er de forkullede rester af organisk materiale. Hvis man kun er ude efter biokullet, kan man lave biokul gennem en iltfattig forbrænding af fx træ ved høj temperatur, også kaldet pyrolyse. Men der produceres også forkullede rester, når vi brænder træ i brændeovnen. Der ligger små trækulsstykker tilbage i asken, og når vi sier asken fra, har vi vores egen variant af biokul. Biokul er i modsætning til ikke-forkullet organisk materiale meget stabilt og komposterer ikke. Når organisk materiale komposterer, frigives der bl.a. CO2, hvilket er en af de få betænkeligheder, jeg har ved at lave kompost.

Biokul er meget porøst og har derfor en stor overflade. Og den porøse overflade kan blandt andet anvendes til at binde vand og næringsstoffer, så de ikke vasker ud, hvilket især kan være et problem i sandjorder, som vi har. Faktisk kan biokul være så god til at binde næringsstoffer, at de stjæler næringsstoffer fra jorden, så planterne får mindre.

Når man anvender biokul til at forbedre jordens dyrkningskvalitet, skal man derfor sørge for, at kulstykkerne bliver mættet, eller ladet, som man siger herovre i Sverige, med næringsstoffer, inden man lægger dem i jorden. Det kan man blandt andet gøre ved at lægge dem i blød i gødningsvand – eller i urin!

 

Jeg begyndt sidste vinter at si indholdet af askespanden i to fraktioner – aske og kulstykker. Da plantesæsonen nærmede sig, knuste jeg kulstykkerne med en mukkert, og så lagde jeg dem i en stor spand med låg og hældte urin på. Der stod de så et par dage, til jeg skulle plante mine tomater. I plantehullerne lagde jeg et par planteskefulde ladede kulstykker, et par spadefulde almindelig kompost, tomatplanten og den oprindelige sandjord, fra da jeg gravede plantehullet. Altså ingen købe-posejord, som alle de andre tomatplanter har fået.

Og så var det bare at vente spændt på, hvordan det ville påvirke tomatplanterne og tomatproduktionen. Som jo altså blev fantastisk. Om det gode resultat fra lige denne spot og denne metode så skyldes stenmuren, vinduerne, komposten eller biokullet, aner jeg ikke. Men biokullet har i hvert fald ikke påvirket resultatet negativt. Tror jeg … jeg ved selvfølgelig ikke, om tomatproduktionen havde været endnu mere fantastisk uden biokul …

Anyway – jeg fortsætter fortrøstningsfuldt med at lægge et par skefulde ladet biokul i alle plantehuller. Jeg er gået over til at lade dem med gødningsvand lavet på kulsukker og brændenælder – det burde være lige så godt, og sådan en tøndefuld gødningsvand har vi altid stående.