Jeg bliver indimellem (for det meste når det ikke er vinter med dybfrossen jord og Corona-tider i forlagsbranchen …) beskyldt for at arbejde for meget. Heldigvis oplever jeg det som en venlig beskyldning – fra folk, der bekymrer sig for mig. Det synes jeg ikke, at de behøver: Jeg stortrives med det, jeg laver, og er på ingen måde så stresset, som dengang jeg havde ’et rigtigt arbejde’.

Senest gav bekymringen (denne gang fra min kære mand, der var bekymret for, om jeg brugte for meget tid på at slæbe sten) anledning til en masse tanker (man tænker så godt, når man går og arbejder i haven!).

Hvad er arbejde? Hvornår arbejder man, og hvornår holder man fri? Hvad er fritid? Holder man kun fri, når man slapper af? Vel ikke – dem, der går til fodbold, kalder det vel næppe ’at arbejde’, når de løber rundt efter den der bold. Men afslapning er det vel heller ikke. Måske mentalt – men sådan er det jo også, når man rumsterer rundt i haven.

Der er mange, der laver stillesiddende, ikke-fysisk arbejde – uden sved på panden og ømme rygmuskler fra at køre sten på en trillebør. (De har så ømme rygmuskler af at sidde stille i stedet – men tjener jo så også så mange penge, at de har råd til at gå til kiropraktor et par gange om måneden. Så tjener han også lidt penge). Så det der med, om man slapper af eller laver noget fysisk hårdt, dur ikke til at skelne mellem arbejde og ikke-arbejde.

’Et arbejde’ – er det, når det ikke er frivilligt? Eller når det er forpligtende? Hvad så med spejderlederen? Som frivilligt har forpligtet sig til en hel masse. Eller den, der helt frivilligt har valgt at være tømrer?

Er det arbejde, når man tjener penge på det? Eller kunne have tjent penge på det? Arbejder jeg, når jeg maler kælder? Hvis jeg nu hyrede en maler ind til at gøre jobbet, så var det hans arbejde. Men når jeg selv gør det, er det så arbejde? Jeg får jo ikke penge for det – men jeg sparer en hulens masse penge, jeg ellers skulle have betalt maleren. Faktisk skulle jeg have arbejdet dobbelt så længe på et lønarbejde (eller mere), hvis jeg skulle have betalt en maler. Men at spare penge er ikke at tjene penge. Og hvis jeg havde hyret en maler, så ville det have sendt en masse penge i cirkulation. Herunder skattepenge. Så arbejde – er det, når man betaler skat af en indtægt?

Jeg er sikker på, at min farmor arbejdede røven ud af de bukser, hun ikke havde på (gik altid i kjole …). Uden hendes indsats på gården (som min farfar ejede – han arbejdede nemlig som bondemand og betalte skat af det, han tjente på gården), ville det aldrig have kunnet lade sig gøre at drive gården. Det var et fælles projekt (ligesom at etablere en skovhave i øvrigt). Men det var min farfar, der tjente pengene. Farmor var ikke ude på arbejdsmarkedet, hun tjente ikke sin egen løn og havde ingen pensionsopsparing. Og betalte jo altså ikke skat af nogen indtægt. Hun havde ikke noget arbejde, men hun arbejdede – og sammen fik de det til at løbe rundt. Jeg tænker tit på min farmor!

Så – man arbejder, når man betaler skat. Sorry, Steffen, jeg arbejder aldeles ikke for meget. Jeg tjener godt nok penge i mit lille korrektur-firma, men jo ikke i nærheden af de beløb, folk med ’almindelige indtægter’ har. Jeg betaler skat – men ikke så meget, som jeg gjorde før.  

Nasserøv. Der heller ikke bidrager til, at ’hjulene løber rundt’. Jeg har i mange år haft et ’almindeligt arbejde’ og betalt en masse i skat. Men da alle de projekter, jeg arbejdede på, var finansieret af staten på en eller anden måde, så kan man vel diskutere, hvor god en forretning det var for skattefar. Med mindre naturligvis at det, jeg lavede, var meget vigtigt for samfundet og derfor værd at finansiere for skattefar. Al den tid, der blev brugt på tåbelige møder, strategiarbejde, der aldrig blev brugt til noget, og ansøgninger, der ikke resulterede i projekter, gavnede i hvert fald ikke rigtig nogen. Udover min lønkonto, naturligvis. I øvrigt blev jeg syg af mit arbejde – ligesom rigtig, rigtig mange andre mennesker efterhånden bliver det. Det var dyrt – for samfundet. Men psykologen tjente naturligvis nogle penge, som hun kunne betale skat af.

Arbejde – er det, når det, man laver, er vigtigt for samfundet? Som fx at være psykolog for alle dem, der går ned med stress på moderne arbejdspladser, hvor man knokler røven ud af bukserne for at lave noget andet meget vigtigt?  Hvis nu jeg formulerede et projekt og søgte penge til etablering af en skovhave (noget med at undersøge alternative dyrkningsmetoder, der lagrer kulstof og bidrager til øget biodiversitet – og så lidt formidlingsaktiviteter (en hjemmeside, nogle foldere og lidt rundvisninger) – den skulle nok gå hjem et eller andet sted), ville det så være et vigtigere arbejde, jeg lavede i skovhaven? Så kunne jeg i hvert fald betale noget mere i skat … Men hvis pengene i forvejen kom fra skattefar, så får samfundet jo ikke mere netto ud af det, end hvis jeg bare gjorde det selv, uden at søge penge til det.

Vi vil gerne have en stor skovhave. Vi kender nogle andre, der også gerne vil have en stor skovhave – de har hyret nogle ind til at designe og etablere den for sig. Så nu har de arbejde – rigtigt arbejde. Jeg arbejder bare, i min egen skovhave. Og betaler ikke skat af den del af mit arbejde. Så det er ikke et arbejde – bare arbejde. Men ikke desto mindre så synes jeg jo, at det er vigtigt. Både for os og for samfundet. Og hvis vores økonomi ikke løb fint rundt uden projektpengene (og ja, vi har også en opsparing til min pension, selvom jeg ikke har en formel pensionsopsparing), så ville jeg nok også søge dem. Det er bare så helvedes besværligt (hårdt arbejde!!) at søge projektmidler (der findes faktisk fuldtidsstillinger rundt omkring i diverse organisationer for folk, der ikke laver andet, de stakler) – så jeg gider helt ærligt ikke, bare for at kunne få lov til at betale skat. Og igen – hvis pengene alligevel bare kommer fra skattefar … Jeg kunne jo også gå hen og få stress over projektansøgningerne – not good. Jeg har jo ikke længere nogen arbejdsgiver, der kan betale psykologen …

Og samfundet må i øvrigt meget gerne få del i udbyttet fra det, jeg laver, alligevel (selvom samfundet ikke har lønnet mig for at gøre det og ikke får noget af lønnen retur i skattebetaling). Jeg fortæller hjertens gerne om skovhavedyrkning, deler erfaringer med andre, der vil starte op, laver studiecirkel og deltager i netværk og giver input til forskningsprojekter, deltager i afprøvning af forskellige sorter m.m.m. – kort sagt bidrager gerne til at opbygge erfaring med en dyrkningsform, der biodiversitets-, miljø- og klimamæssigt kan være potentiale i i fremtiden. Helt gratis – det må så være mit bidrag i stedet for skatten. Og så kan projektmidlerne jo gå til noget andet nyttigt – dobbeltgevinst for samfundet.