Hmmm – skal jeg være spændt og fascineret, eller bekymret ???
Ved dammen lige syd for aftægtsboligen (‘Sydhavet’) fandt vi i lørdags tydelige spor fra en elg. Det ser ud, som om den har været nede for at drikke en tår vand for derefter at gå tilbage til skoven. Det giver god mening, da det er meget tørt i skoven lige nu: Rigtigt mange af de små vandløb og damme er tørret helt ud. Måske er det hårdt at være elg lige nu?
Et eller andet sted er det jo voldsomt fascinerende, at skovens kæmpe, det største af alle hjortedyrene, har vadet rundt på vores grund. Man ville kunne have set elgen fra vinduerne i hovedhuset, hvis man da havde kigget ud, da den var der. Tænk, hvis vi kunne se den stå nede ved dammen en dag!
På den anden side er det altså lidt bekymrende med elg så tæt på, når nu man har planlagt at plante en masse små frugtræer og -buske, og man ved, at kræet primært lever af unge skud og tynde grene.
Hmmm …
Tjaaa – I skal nok både være glade og bekymrede! Vi har haft besøg af elge en del gange, de elsker vores nedfaldsæbler. Og de nye skud og små grene på frugttræerne! Vi hegner nye træer ind. Højt op.
Elgene er sky og kommer mest, når vi ikke er der, eller når det er så mørkt, at vi ikke kan se dem. Har installeret et vildtkamera et centralt sted, så nu har vi nogle gode billeder af dem – og flere andre dyr og fugle. Kan anbefales :-). Det er også fascinerende at stå op en vintermorgen med sne i haven og så se, at der har ligget en elg og sovet 2 meter fra vores køkkenvindue…
Nyd dem, men pas på frugttræerne 🙂
Vildtkamera er en sjov idé! Det må vi prøve. Endnu har vi ikke set spor af elg tæt på huset, men planter vi lækkerier nok ….