Jeg har et helt fantastisk arbejde, både når jeg ‘laver Gammelgård’, og når jeg laver oversættelser og korrekturlæsning.

Bøger har været min allerstørste fornøjelse, siden jeg lærte at læse som 6-årig – og at praktisere bæredygtighed her på Gammelgård, hvad enten det er i skov- eller køkkenhaven eller i de forskellige håndværksprojekter på gården, giver mig en så fin mulighed for at kombinere al den tankevirksomhed, læsningen stimulerer, med praktisk udførelse. Og har samtidig været min redning fra den stress og frustration, jeg oplevede i mine tidligere jobs, hvor min egen praksis var meget langt væk.

Det er ikke altid, min korrekturlæsning handler om noget, der er direkte relevant for skovhaver og håndværksprojekter ;-), men indimellem kan man snildt overføre diverse filosofiske, pædagogiske, ledelsesmæssige, organiseringsmæssige osv. betragtninger til det praktiske arbejde. I hvert fald når man har en så krøllet hjerne som min!

Og nu har en af mine korrekturopgaver ført endnu en dimension til dette for mig helt ideelle match. Jeg læste for nylig en antologi om dannelse, redigeret af Svend Brinkmann, Thomas Aastrup Rømer og Lene Tanggaard. Sidste chance, hedder den. I den er der et kapitel af Lene Tanggaard, Dannelse former os som ‘hele’ mennesker, som jeg kunne citere lange passager fra! Jeg vil begrænse mig til et par stykker …

Lene citerer fra en klumme i Mandag Morgen, skrevet af Ulla Ræbild og Karen Marie Hasling fra Designskolen Kolding. De skriver om bæredygtighed, og straks bliver mit fokus jo ekstra skærpet. Især da jeg finder ud af, at de skriver om bæredygtighed i praksis (som de, der har kendt mig længe, vil vide er en helt særlig kæphest for mig). Efter aftale med Lene gengiver også jeg citatet her:

Som samfund giver vi ikke vores unge (eller borgere i det hele taget) ret mange muligheder for at udøve praktisk bæredygtighed. Vi giver dem, over en bred kam, ikke de livsfærdigheder, der skal til for at praktisere bæredygtighed som borger. De har for eksempel ingen viden og kunnen i forhold til at vælge og vedligeholde materialer, de har ikke eksperimenteret med at ‘hacke’ ting og lave nye ting ud af gamle ting, de har ikke lært at reparere elkedlen og deres tøj, de ved ikke, hvordan man skaber biodiversitet i parcelhushaven og i parken. De har ikke lært at agere på et praktisk dagligt plan. De har lært, at de kan forbruge sig til bæredygtighed, og der er de unge kloge nok til at se, at det nok ikke er vejen frem. Men hvad er så vejen? (Ræbild & Hasling 2020)

Lene følger op med en kommentar lidt længere henne i kapitlet, som jeg også vil citere, fordi jeg er SÅ enig:

Jeg vil vove at påstå, at det at turde bryde et meget stort problem ned i konkrete handlinger er et godt bud (blandt flere andre) på, hvad det sige at være dannet i dag. Modet til at konkretisere er et udtryk for at kunne placere sig selv i forhold til andre og at kunne se ting i sammenhæng. Det er derfor, at dannelse også er at kunne sætte handling bag ordene og at kunne mestre helt dagligdags praktiske opgaver. (Tanggaard 2021)

Når jeg hører eller læser diverse skåltaler – hvad enten de kommer fra politikere, ledere eller demonstranter – så plejer min standardreaktion (enten højlydt eller bare inden i mig selv) at være: Jamen, hvad betyder det i praksis? Vi skal forbruge mindre, vi skal spare på energien, vi skal spise mere klimavenligt, vi skal reducere CO2-udledningerne, … (fortsæt selv). Men i praksis – i din og min og alle andres hverdag – hvad indebærer det så? Hvad indebærer det i form af helt konkrete valg (og fravalg) og handlinger? Hvis altså ikke det bare skal være vores alle sammens bla bla bla (for nu også at citere Greta, nu jeg er i gang med citaterne).

Det er blevet meget moderne (blandt andet blandt unge demonstranter – og ja, jeg har også læst korrektur på Esther Michelsen Kjeldahls Vi er sammen om at mærke det, som jeg blev mega-irriteret over!) at understrege, at det ikke er individet, der skal bære ansvaret for at redde jorden, men at ansvaret ligger hos ‘systemet’ (statsmagten, kapitalismen, de store virksomheder, …). En helt sindssyg dikotomi, som jeg ikke kan være mere uenig i. Du får da aldrig nogensinde ‘systemet’ til at ville ændre noget som helst for alvor, hvis ikke borgerne selv er interesserede i og indstillede på at praktisere de praktiske konsekvenser af forandringerne og dermed demonstrerer for systemet, at politikerne ikke risikerer noget til næste valg ved at være fortaler for radikale forandringer (altså konkrete forandringer, også dem, der måske er lidt småubehagelige og knap så bekvemme), og at virksomhederne ikke risikerer at gå konkurs ved at tilbyde andre typer af produkter og ydelser (og ophøre med at tilbyde dem, der er populære, men omverdensskadelige).

Jeg er dog enig med Esther i, at en 100% privat bæredygtighedspraksis i hverdagen ikke er nok til at ‘redde verden’. Det vil simpelthen gå for langsomt, hvis vi alle helt for os selv skal ‘danne os selv’ (nu er jeg ovre i Lenes dannelsesbegreb). Dels skal systemet bakke op på alle mulige måder og gøre det så let som muligt for os alle sammen at blive praktiske udøvere af alle bæredygtighedsidealerne (blandt andet i skolerne, men også gennem alle de incitamenter, vi får gennem fx afgifter, tilskud, restriktioner og muligheder). Og dels skal vi danne hinanden. Dvs. inspirere og udfordre og invitere hinanden alle sammen til at finde nye, smarte løsninger og få nye, mere bæredygtige kundskaber og vaner.

Og så er vi tilbage på Gammelgård. Som jo ikke bare er vores egen helt private nussen omkring inde og ude. Men hvor vi aktivt rækker hånden ud til andre og inviterer dem til at være med i udforskningen og deler vores egne eksperimenter, succeser og fejltagelser – via bloggen, artikler, forelæsninger, studiecirkler, fælles arbejdsdage, praktikantforløb, rundvisninger i skovhaven, samtaler med børnebørnene over solbærplukning osv. osv. Som alle handler om det, der for os er kernen i det hele: Hvad betyder det i praksis? Hvordan gør man det så i praksis?? Og hvordan hænger praksis sammen med de overordnede målsætninger?

Jeg vil vove at påstå, at DET er i hvert fald en del af vejen frem. Og glædes inderligt, hver gang vi gør nye bekendtskaber, der gerne vil være med.

 

 

 

Ræbild, U & Hasling, K.M. (2020). Bæredygtighed. Mandag Morgen

Tanggaard, L. (2021). Dannelse former os som ‘hele’ mennesker. I: Brinkmann, Rømer & Tanggaard, Sidste chance. Aarhus: Klim