Bunddækkeplanter og madproduktion i skovhaven

De seneste dage har jeg ligget på knæ i skovhaven og øvet hærværk mod nogle af bunddækkeplanterne. Det er ikke en favoritbeskæftigelse, så nu skal der tænkes om i nogle af bedene.Et vigtigt princip i en skovhave er – ligesom i naturen – at holde jorden dækket af beplantning, så den ikke tørrer ud, blæser væk eller invaderes af ukrudt/uønskede planter. Vi forsøger så vidt muligt at vælge bunddækkeplanter, så de også fungerer som mad-planter til enten os eller insekterne. Altså enten indeholder spiselige dele, som vi kan høste, eller giver nektar og/eller pollen til insekterne.

Samtidig ønsker vi ikke, at bunddækkeplanterne kvæler de øvrige planter i skovhaven. Vi har skovhave, fordi vi gerne vil producere mad, herunder grøntsager, på klima- og biodiversitetsvenlig måde – og det hænger ikke rigtig sammen med bunddækkeplanter, der kvæler de madproducerende planter. Så kunne vi lige så godt have beholdt de vilde, ikke-spiselige planter, der var i forvejen. Det gælder naturligvis især, hvis bunddækkeplanten ikke i sig selv er en hovedafgrøde.

Der kan være mange forskellige formål med at have en skovhave. Nogle vil gerne have, at hovedafgrøden er frugt, bær og/eller nødder og lægger mindre vægt på grøntsagsproduktion. Andre vil gerne have så mange forskellige planter som muligt, der fx blomstrer over hele året, men lægger heller ikke vægt på stor grøntsagsproduktion. Nogle vil gerne have, at skovhaven har et vildt udseende og ønsker at have mange vilde planter i skovhaven og lægger igen mindre vægt på, hvor meget mad det så giver på tallerkenen. Maden (grøntsagerne især) kan de så købe eller producere i en mere traditionel køkkenhave.

Vi har fra starten ønsket at eksperimentere med, hvor mange grøntsager vi kan producere i en skovhave, der også giver frugt, bær og nødder. Derfor er det ekstra vigtigt for os, at de af bunddækkeplanterne, der ikke giver (særlig meget) mad til os, ikke kvæler de grøntsager, vi gerne vil have som en del af madforsyningen.

Der er mange, der berømmer skovjordbær/smultron (Fragaria vesca) og spansk jordbær/parksmultron (Fragaria moschata) som fantastiske bunddækkeplanter/marktäckare. Det er de sådan set også (især den sidste) – hvis man nøjes med at kigge på den funktion, der handler om at dække jorden. De er livskraftige, breder sig hurtigt og lystigt med masser af udløbere – og kvæler det meste, de kommer i nærheden af. Også kvikgræs/kvickrot!! Jeg vil ikke afvise, at der er enkelte, livskraftige grøntsager, der kan leve sammen med dem (Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla måske?), men ellers fungerer de hos os bedst i områder, hvor vi ikke har brug for at producere grøntsager, og hvor vi har mulighed for at afgrænse dem, så de ikke breder sig ind i områder, hvor vi gerne vil producere grøntsager. De områder har vi ikke fundet endnu …

Vi har haft spansk jordbær/parksmultron sammen med skorzonnerrod/svartrot (Scorzonera hispanica), etageløg/luftlök (Allium × proliferum), skovløg/kajp (Allium scorodoprasum), engsyre/ängsyra (Rumex acetosa), daglilje (Hemerocallis), solbær/svarta vinbär (Ribes nigrum) og et nøddetræ. Solbærrene og nødden overlevede … Og gangene omkring bedet forsvandt lige så stille … Hvorefter jordbærplanterne fortsatte ind i de tilstødende bede, hvor vi kunne forvente, at grøntsagsplanterne også ville forsvinde lidt efter lidt. Og så mange jordbær kom der altså heller ikke ud af det. Smagen kan man også diskutere …

Vildt og smukt – men alt, alt for arbejdsintensivt (hvis man altså vil høste grøntsager i sin skovhave). Mit liv er for kort til at skulle fjerne udløbere fra spansk jordbær/parksmultron og skovjordbær/smultron ugentligt! Så nu er de fjernet igen, og vi funderer på, hvilken bunddækkeplante vi så vil ha’. Lige nu undersøger jeg forskellige violer – måske skovviol (Viola reichenbachiana) eller kratviol (Viola riviniana)??

Vi er i det hele taget kommet til det punkt i skovhave-etableringen, hvor vi for alvor eksperimenterer med bunddækkeplanter. Mange af dem kender vi jo ikke på forhånd (fx var der ingen af os, der havde erfaring med spansk jordbær), og det kræver så lige et par år at finde ud af, om en bestemt plante fungerer hensigtsmæssigt eller ej. Den spanske jordbær og skovjordbær har vist sig at kræve for meget lugearbejde, hvis de ikke skal overtage hele skovhaven. En anden bunddækkeplante, der også spreder sig lystigt, er sibirisk vinterportulak/vårsköna.

Men den frøsår sig i stedet for at sende udløbere afsted, er supermeget nemmere at rive op end jordbærplanterne, og kvæler ikke det, den vokser sammen med. Da den tilmed blomstrer i meget lang tid, og vi endelig har lært at anvende bladene i maden, er den meget mere attraktiv for os som bunddækkeplante. De fleste spiser bladene rå i salat, men hverken Steffen eller jeg bryder os specielt meget om smagen, så vi har faktisk ikke spist den særlig ofte. Men nu har vi fundet ud af, at den lidt ‘jordede’, rødbedebladsagtige smag dæmpes betragteligt, når bladene lægges i en varmret og lige koges med, lige inden retten serveres. Og vupti, er der endnu en meget produktiv bladgrøntsag, vi kan have glæde af. Som formentlig, ligesom de andre portulakker, er vældig sund.

Vi har også fundet ud af, at der er en del af bedene, hvor de store grøntsagsplanter fylder så meget, at de selv dækker jorden. Der behøver vi således ikke tænke så meget på bunddækkeplanter, eller rettere sagt – vi skal finde på noget, der dækker om foråret, når grøntsagsplanterne er små, og som kan tåle at blive overskygget af grøntsagsplanterne, når de vokser til. Et sted eksperimenterer vi med skt.hansurt/kärlektört, Stolthenriks gåsefod/Goda Henriks målla og anisisop, som nu her i slutningen af september helt lukker alle huller, men som skal hjælpes af martsviol om foråret.

I et andet bed skal vi også tænke bunddækket om nu. Vi er blevet rigtig glade for stenurt/löparfetblad (Sedum sarmentosum) i salat – men den dækker simpelthen ikke jorden godt nok, så der skal hele tiden fjernes frøukrudt, hvis ikke man vil have græs og andet knap så spiseligt med i salaten. Og det er ikke nemt at luge ukrudet væk uden at ødelægge stenurten. Plus at jeg ikke gider at luge ukrudt! Så den fungerer i hvert fald ikke i det bed. Måske i et mere skygget bed, hvor andre planter hjælper med at holde ukrudtet væk. Lige nu prøver vi blandt andet bag en rabarber.

Andre steder lader vi bare buskene være hovedafgrøden, som fx i et bed med Goumi og japansk kvæde/rosenkvitten hvor skjoldsyre/sköldsyra (Rumex scutatusi) er bunddækkeplante. Den dækker rigtig godt og spreder sig også lystigt – men igen er det med frø og ikke med udløbere, og frøplanterne er superlette at trække op.

Ret plante på ret sted – men man er nødt til at gøre sig sine egne erfaringer med de enkelte planter. Hvad der er for aggressivt her hos os (med vores jord, nedbør, lys, klima, … og vores behov, smag og lyster), kan være helt perfekt for andre.

Hvilket leder mig til endnu en konklusion, som jeg efterhånden har gjort mig et par gange: Det kræver tid, lyst og energi til at lære og tålmodighed at etablere den helt rigtige skovhave, som man virkelig trives i. Giver man op, første gang der er noget, der ikke lykkes, så er man en kylling – nå nej, det var ikke det, der var konklusionen: … så er der en vis sandsynlighed for, at man bliver skuffet over sin skovhave. Forhåbentlig leder det så ikke til den konklusion, at skovhaver ikke du’r.

Og måske dækker den konklusion også en række andre områder (spille klaver, strikke, lære sprog, lære matematik, …) 🙂

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.