Jeg har købt en ny gryde! Er det nu noget, tænker I måske, og det synes jeg egentlig, at det er. Det er i hvert tilfælde resultatet af en længere række begivenheder, overvejelser og beslutninger. Som altid her hos os! 😊

Da vi overtog Gammelgård, stod her et stort gaskomfur. 90 cm. bredt, 5 gasblus og en megastor ovn. Et dejligt komfur med en el-ovn bred nok til to ænder eller tre rugbrød, men også med nogle svagheder, som vi i lang tid har levet med. Ovnen var ikke fantastisk. Den varmede ikke stabilt, blev ikke helt varm nok. Vi bager stort set alt vores brød selv, så en ordentlig ovn er vigtig for os. Og så larmede den som en mindre mejetærsker, når den varmede op. Larmen forsvandt først ved ca. 125 grader! Komfuret har fungeret fint, men gas er altså noget griseri, der efterlader et tyndt fedtlag i køkkenet, forværrer luftkvaliteten, og så er gas jo et fossilt brændstof, som vi prøver at bruge så lidt af, som det nu er praktisk muligt af hensyn til klimaet.

Vi har derfor efter lang tids overvejelser frem og tilbage anskaffet et nyt komfur. Vi valgte induktion for at få den samme mulighed for hurtigt at kunne regulere temperaturen som med gassen. Vi har tidligere haft ’gammeldags’ elkomfur – det kunne jeg ikke lide! Vi valgte et komfur på 60 cm, da dem på 90 cm er urimeligt dyre, og der er kun ganske få mærker at vælge imellem. Vi har selvfølgelig sørget for, at det gamle komfur er kommet videre til en ny ejer, der skulle bruge et gaskomfur i sit udekøkken, og som derfor nu ikke behøver at købe et nyt.

Det er fantastisk med det nye komfur og ikke mindst den nye ovn: Boller og brød får nu skorpe, og pizzaerne bliver sprøde både i kanten og i bunden! Men nu kommer vi så til det, som en del af jer sikkert har forudset: Mange af vores gryder virker ikke på induktionen. Blandt andet min store stegegryde, som jeg bruger flittigt. En ny må altså skaffes.

Det giver jo så anledning til at overveje, hvad sådan en gryde egentlig skal kunne, udover at kunne tåle varme. Først og fremmest skal den være ugiftig. Alt hvad der hedder Teflon og lignende slip-let materialer vil vi ikke have. Mange slip-let belægninger indeholder PFAS eller PTFE (eller andre lignende forbindelser), der bliver til PFAS, hvis det bliver varmet nok op, og det er stort set umuligt at gennemskue, hvad den enkelte gryde eller stegepande indeholder. PFAS er noget rigtigt stads: Det er giftigt for mennesker og dyr, det er skadeligt for miljøet, og det er meget svært nedbrydeligt. Det forsvinder altså ikke igen. Vi gør derfor, hvad vi kan for at undgå det. Derudover er min erfaring, at slip-let køkkengrej bliver slidt, uanset hvilke redskaber man bruger, og holder derfor ikke ret længe. Og det er det næste, gryden skal kunne: Den skal holde i rigtig lang tid, så vi ikke behøver at købe en ny. Indkøb af ting er en af de helt store syndere på langt de fleste menneskers klimaregnskab. (Vi er ikke store tilhængere af Black Friday, kan I nok regne ud. Åndssvagt koncept!). Endelig skal gryden kunne tåle at komme i ovnen, når der skal bages surdejsbrød, eller når en af unghanerne skal stå og simre nogle timer i rødvin.

Var det nu en suppegryde, jeg manglede, ville jeg vælge en gryde af rustfrit stål. Men til en stegegryde tror jeg, at støbejern er et bedre valg: Den kan tåle høj varme, og den lagrer og fordeler varmen godt. Bruger man den rigtigt, får den også en vis slip-let effekt. Næste valg er så, om gryden skal være emaljeret eller ej. Her er der igen fordele og ulemper at tage stilling til: Den ubehandlede støbejernsgryde er stort set uopslidelig og indeholder kun jern. Det betyder så, og det vidste jeg ikke, at man skal undgå meget syreholdige ingredienser som f.eks. citronsaft, eddike og tomater. Det diskvalificerer den jo i forhold til den coq-au-vin, jeg vil lave.

Så er der den emaljerede støbejernsgryde tilbage. Emaljen beskytter støbejernet mod syren i maden, og gi’r den også en vis slip-let effekt. Men hvad består emaljen af? Er der ikke noget med bly og kadmium? Det var angiveligt et problem tidligere, og man bør derfor være lidt forsigtig med ældre emaljerede redskaber. De kan indeholde og frigive tungmetaller. Når man skal finde en ny gryde, er problemet det samme som med slip-let belægningerne: Det er svært at gennemskue/få at vide, hvilket materiale der er lagt i gryden. De fleste skriver bare emalje. Jeg har dog fundet et enkelt fabrikat, hvor de beskriver emaljen som et tyndt glaskeramisk lag, der når det er brændt fast på metallet, ikke afgiver stoffer til maden. Det gælder muligvis al emalje. Jeg ved det ikke. Emalje generelt er angiveligt så solidt, at hvis man undlader at bruge metalredskaber i gryden og vasker den op i hånden, så kan gryden holde i generationer. Vi bruger ikke metalredskaber i vores gryder og pander, og opvaskemaskinen har vi droppet for mange år siden, for så holder tingene generelt meget længere.

Og nu er vi der endelig: Jeg har nu købt en ny stegegryde i emaljeret støbejern, og jeg glæder mig til, at den når frem. Der ligger to unghaner i fryseren og venter spændt!

Nu har jeg så bare et hul på 30 cm. i køkkenbordpladen, jeg skal forholde mig til …..