Så er biåret 2018 slut, og det er tid at gøre status. ‘Damerne’ er indvintrede, dvs. vi har fodret dem med sukker i stedet for al den honning, vi har taget fra dem i løbet af sommeren. De har fået alt det, de ville ha’ = ca. 15 kg. økologisk sukker.

Sukkeret har de så omdannet til ‘sukkerhonning’ – det er deres forråd, som de skal leve af hele vinteren. Vi begyndte indvintringen i august, og bierne har fløjet mindre og mindre indtil for en uges tid siden, hvor de klumpede sig sammen i det ene hjørne af kuben. Der sidder de nu og vibrerer med brystmusklerne for at holde varmen. Dronningen sidder et sted inde i midten, og resten skiftes til at sidde yderst, hvor der er koldest. I midten holder de ca. 25 graders varme! Hen over vinteren vil klyngen af bier stille og roligt bevæge sig gennem kuben, mens de spiser den oplagrede honning. Bierne forlader ikke kuben igen før til foråret. Mange af bierne dør i løbet af vinteren, men hvis bare dronningen og nok bier klarer den, begynder det hele forfra til marts eller april. Det spændende er nu, om de har mad nok til at klare vinteren – man kan ikke fodre dem undervejs – og om der er blomstrende planter nok, når bierne beslutter, at det er tid til at begynde at flyve igen til foråret. De flyver som sagt slet ikke i løbet af vinteren, hvilket også betyder, at de skal holde sig i ca 5 måneder!!!

Sidst jeg skrev, var jeg lidt bekymret for aflæggeren i den lille kube. Og det gik ikke: De lavede aldrig en dronning, og det lille samfund gik til. Vi har altså fortsat kun en bifamilie, og det er lidt for sårbart. I løbet af sommeren har jeg derfor lavet endnu en lille terrasse ved Sydhavet og bygget endnu en toplistekube. Denne gang fra et byggesæt. Kuben står klar i laden, og til foråret skaffer vi endnu en bifamilie. Enten køber vi en familie som sidst, ellers prøver vi at lave en aflægger igen.

Og så har vi høstet! Siden sidst har vi taget honning to gange mere. 11 kg i alt blev det til, hvilket er voldsomt meget mere, end vi forventede, specielt i betragtning af, at vi mistede dronningen i juni. Som jeg skrev i et tidligere indlæg, rørte vi den første portion honning. De to efterfølgende portioner har jeg i stedet prøvet at ‘pode’. På papiret en nemmere og sikrere metode at styre honningens konsistens på, men i praksis har det drillet lidt: Honningen smager fantastisk, men vil ikke stivne. Det, man risikerer, er, at honningen bliver lidt grynet på sigt pga. store sukkerkrystaller. Der er meget at lære! I øvrigt vældigt interessant, hvor forskellig honningens smag og farve falder ud. Den første var meget lysegul og mild, den sidste var brun og karamelagtig, indtil den blev podet med noget af den første honning – så blev også den lys.

Når vi tager bikagerne, tager vi også voks, da bikager fra toplistekuber ikke kan slynges. Det er blevet til godt et kilo af den fineste bivoks, som vi skal finde ud af, hvad vi kan bruge til: salve, lys, læderfedt, møbelpolitur osv. Også spændende! Jeg har smeltet noget af det sammen med kogt linolie og brugt det til at overfladebehandle kuberne med.

Så: Biåret 2018 er slut, og vi har gjort, hvad vi kan. Henover vinteren kan vi bare sørge for, at kuben ikke bliver så dækket af sne, at bierne ikke kan få luft, og for at vilde dyr ikke går i kuben (vi har ikke bjørn her, men vildsvin skulle også kunne lave ulykker). Til foråret skal vi holde øje med, hvornår bierne vælger at gå i gang, og så støttefodre med mere sukker, hvis der er behov for det.