At kalde biåret 2021 for fantastisk ville være en overdrivelse! Har man nej-hatten på, kan man fokusere på, hvor skidt det gik. Har man ja-hatten på, kan man fundere over, hvad der skete, og måske lære noget 🙂

I marts måned, da vi tjekkede kuberne første gang efter vinteren, opdagede vi, at den aflægger, vi havde lavet sidste år, var død. Alle bierne i ‘stade 3’ var døde, selvom der stadig var masser af mad. Vi ved, at der ikke var varroamider i kuben sidste efterår, så det er ikke det. En teori kunne være, at selv om der var mad nok, har bierne af en eller anden grund ikke kunnet finde den, og er derfor døde af sult, selvom der var masser af honning ca. 20 cm. fra dem. En anden mulighed er, at der ikke var bier nok, da vinteren kom. Hvis der ikke er bier nok, kan de ikke holde varmen, og så dør de. Bierne i ‘stade 1’ og ‘stade 2’ havde det fint.

I juni måned opdagede vi, at bierne i ‘stade 2’ desværre kun lavede droneyngel, altså hanbier. Det er der ikke meget fremtid i, da dronerne ikke samler honning og pollen eller passer ynglen. Når der kun er droneyngel, er det typisk, fordi dronningen ikke har mere sæd tilbage fra sin parringsflyvning. Da hun kun kan parre sig en gang i livet, var der ikke andet at gøre end at aflive hende og skaffe en ny. Vi valgte at flytte en vokskage med frisklagte æg fra ‘stade 1’ til ‘stade 2’. Så kan og bør bierne i kuben lave en ny dronning.

I ‘stade 1’ gik det fint i juni, ikke så meget honning, men masser af glade bier. Lidt rigeligt af disse bier var droner, syntes vi. Måske tilflyttere fra ‘stade 2’?

I det tomme ‘stade 3’ lavede vi i juni en ny aflægger ved at flytte bikager med æg, yngel og bier fra ‘stade 1’. Vi satte også en masse vinterfoder og en skål med vand ind til dem. Disse “ingredienser” burde betyde, at bierne laver en ny dronning – en ny bifamilie. Når man gør det så tidligt på året burde der være masser af tid til, at den nye dronning kan nå at flyve ud og parre sig og lave en stor stærk familie inden vinteren.

Midt i juli gik det heldigvis rigtigt fint i ‘stade 2’ og ‘stade 3’. De nye dronninger var i fuld gang med at lave nye bier. Vi kunne se, at der ikke blev honning til os fra disse stader, da de selv skulle bruge alt det, de producerede, og mere til.

Men i ‘stade 1’ var der heller ikke noget honning, og midt i juli betyder det, at noget er galt! Vi diskuterede meget frem og tilbage om, hvordan vi skulle gribe det an. Vi endte til slut med at beslutte, at vi også her skulle have en ny dronning. Midt juli er bare alt for sent på sæsonen til at bierne kan nå at lave en ny dronning og få hende parret i tide til at lave bier nok til, at de kan klare vinteren. Vi købte derfor en parret dronning, som kom med posten et par dage senere! Vi aflivede den gamle dronning, ventede en god times tid, og tilsatte så den nye dronning i hendes lille plastikbur.

Idéen er, at bierne i stadet så spiser den lille sukker-prop, der adskiller dem fra den nye dronning. Og i den tid, der går med det, vænner de sig til hendes lugt, så når hun slipper fri af buret, accepterer de hende som deres nye dronning. Sådan gik det desværre ikke.

14 dage senere var den nye dronning i ‘stade 1’ nemlig ikke til at finde, og bierne havde i stedet lavet en masse nye dronningeceller. Det er noget skidt, for det betyder, at de har slået den nye dronning ihjel og nu prøver at lave en ny selv, selvom det er alt for sent på året til, at det kan gå godt.

Vi overvejede ganske kort, om det gav mening at bestille endnu en dronning og prøve igen, men blev enige om, at nu var løbet kørt. Chancen for, at den bifamilie kunne overleve den kommende vinter, var meget, meget små.

I begyndelsen af september var der da også kun et par bikager med yngel i ‘stade 1’, ingen æg eller larver og kun ganske få bier. Vi valgte at flytte yngelkagerne til ‘stade 2’ og ‘stade 3’ for at forstærke dem med flere bier inden vinteren, selvom der var masser af glade bier i begge disse stader. Det betød, at bierne i ‘stade 1’ var tabt. Når de sidste sommerbier dør, er der slet ikke vinterbier nok i stadet til, at de klarer den gennem vinteren.

Så: Ham med nej-hatten på vil nok konkludere, at vi i 2021 – igen – ikke fik honning fra vores bigård, og at vi ovenikøbet går denne vinter i møde med en bifamilie mindre end sidste år ved samme tid.

Ham med ja-hatten vil måske hellere konkludere, at vi i år igen fik trænet at lave aflægger, at vi fik prøvet at købe og tilsætte en dronning, at vi igen i år ikke havde varroamide-angreb i en grad, så vi behøvede at bekæmpe dem, og at vi stadig har nemme og glade bier, der summer rundt på gården og bestøver alle vores planter!

Nu satser vi så på, at 2022 bliver aldeles fantastisk. At bierne klarer vinteren og foråret, at forsommer og sommer bliver lige tilpas, så vi får masser af bier, kan lave to aflæggere mere og – selvfølgelig – at der bliver så meget honning, at vi også kan få lidt! 🙂